Gå til hovedindhold

Varmepumpeaktører: Borgere sidder fast i fjernvarme-limbo

LÆS I DAG:

Danskerne ønsker kommunalt ejerskab og folkevalgte stemmer i bestyrelseslokalet.
Biogas Danmark fører kampagne mod tvang - men mere biogas kræver også politisk handling.
USA presser Dan Jørgensen for hurtigst muligt at lukke for russisk gas.

12. sep. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Varmepumpeaktører: Borgere sidder fast i fjernvarme-limbo

    Udskudte eller skrinlagte fjernvarmeprojekter forhindrer borgere i at søge tilskud til varmepumper. Derfor skal der være mere fri konkurrence mellem varmepumper og fjernvarme, lyder det fra Varmepumpeindustrien. Det skriver EnergiWatch.

    I dag kan borgere, der bor i et område udlagt til fjernvarme, ikke søge tilskud til en varmepumpe.

    - Vi får mange henvendelser fra borgere, der gerne vil skifte til en varmepumpe, men som føler sig låst. For når de er udlagt til fjernvarme, er der ikke noget tilskud at hente. Så sidder de tilbage og tænker: Hvad gør vi nu?, siger Jens Henrik Mæng, der er bestyrelsesmedlem i Varmepumpeindustrien.

    Flere fjernvarmeprojekter landet over har oplevet, at budgetterne er skredet, hvilket har ført til store forsinkelser og helt andre udsigter til, hvad borgerne skal forvente at betale for energikilden.

    *****

    NB Forsyning & Klima:
    Danskerne ønsker kommunalt ejerskab og folkevalgte stemmer i bestyrelseslokalet

    Det er forbrugerne og kommunerne, der er de foretrukne ejere af forsyningsselskaber. Det er konklusionen i en ny opinionsundersøgelse lavet af Tænketanken Brundtland, fremgår det af NB Forsyning & Klima.

    Ifølge Brundtlands undersøgelse ser 55 procent af danskerne ”i høj eller meget høj grad” en styrke i, at medlemmer af forsyningernes bestyrelser er valgt ud fra demokratiske principper. 25 procent mener ”i nogen grad”, mens 10 procent mener, at det ”i mindre grad eller slet ikke” er en styrke.

    Når det kommer til, hvem der skal eje forsyningsselskaberne, er det kommunerne og forbrugerne, som 85 procent af danskerne vælger over private erhvervsfolk og investorer som kapitalfonde og pensionsselskaber.

    - Politikerne bør være med til at sikre, at forsyningsselskaberne har handlerummet til at foretage vigtige investeringer i blandt andet klimasikring, elektrificering af fjernvarmen og cybersikkerhed. Omvendt bør selskaberne forpligte sig på at øge deres ambitioner og bidrage mere til at løse de samfundsudfordringer, siger direktør i tænketanken Magnus Skovrind Pedersen.

    *****

    NB Forsyning & Klima:
    Biogas Danmark fører kampagne mod tvang - men mere biogas kræver også politisk handling

    Biogas Danmark fraråder en politisk beslutning om en slutdato for gas i den danske boligopvarmning. Biogas kan – hvis centrale rammevilkår bliver ændret – sagtens tage over i alle gasopvarmede boliger allerede fra 2030, fremgår det NB Forsyning & Klima.

    - Politikerne behøver ikke udelukke varmekilder - der er brug for alle ingredienser for at lave det rette energimiks, siger direktør i Biogas Danmark, Lars Kaspersen, til NB-Forsyning & Klima.

    Han kalder den politiske proces ” tvangsdreven” og mener, at biogas ikke alene kan dække varmebehov i boliger, men også på tværs af ”industri, energisektor, varmeforbrugere og tung transport”, hvis der politisk tages beslutning om de rette rammevilkår.

    Konkret fremsætter Biogas Danmark fire forslag, der skal gøre det muligt at opfylde klimaaftalens andet hovedmål om, at Danmark i senest i 2030 skal være 100 procent forsynet med grøn gas.

    *****

    EnergiWatch:
    USA presser Dan Jørgensen for hurtigst muligt at lukke for russisk gas

    USA presser på, for at Europa ”hurtigst muligt” skal lukke for russisk gas. Det siger EU-kommissær for energi og boliger Dan Jørgensen efter et møde med USA’s energiminister, Chris Wright. Det skriver EnergiWatch.

    I stedet – lyder ønsket fra USA – skal Europa få sin nødvendige gas fra den anden side af Atlanten hos amerikanerne.

    Den danske kommissær lægger dog ikke op til at ændre tidsplanen i EU-Kommissionens udspil, som sigter efter et stop for russisk gas inden 2028.

    - Det er i forvejen en meget ambitiøs tidsplan, siger Dan Jørgensen.

    Han understreger, at EU-Kommissionen lægger op til at stoppe alle korttidskontrakter ved årets udgang.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...