Energinet advarer: Dunkelflaute er et voksende problem - især i én del af Danmark
LÆS I DAG:
Byråd beslutter at hive Odsherred Varmes tidligere direktion i retten.
Tidligere formand - jeg har ikke tilsidesat pligter.
Husejere i Voel tilbydes fjernvarme.
Fjernvarmepenge på vej.
GridTech:
Energinet advarer: Dunkelflaute er et voksende problem - især i én del af Danmark
Statsorganisationen Energinet, som er overordnet ansvarlig for vores energiforsyning, melder, at der er udsigt til et stigende problem med dunkelflaute i Danmark, og at det typisk vil opstå i vinterhalvåret, hvor produktionen fra vedvarende energi i de nordeuropæiske lande er lav.
Ifølge GridTech fremgår det af den årlige redegørelse fra Energinet over elforsyningssikkerhed, og at det særligt vil være en udfordring i Østdanmark. Årsagen er utilgængelig kapacitet på udlandsforbindelser kombineret med lav produktion fra vindmøller og solceller.
- Umiddelbart ser elforsyningssikkerheden stadig god ud herhjemme, vi har strøm i stikket over 99,99 procent af tiden, udtaler Stine Grenaa Jensen, vicedirektør i Energinet.
- Men når det er sagt, så er robustheden i elnettet noget vi skal have vores fulde fokus på, for den vil blive mere udfordret i fremtiden.
*****
EnergiWatch:
Byråd beslutter at hive Odsherred Varmes tidligere direktion i retten
På et ekstraordinært møde i byrådet i Odsherred Kommune er det besluttet at stævne den tidligere direktion i Odsherred Varme samt PwC i forbindelse med den såkaldte Odsherred-sag, hvor Odsherred Forsyning nu er gået konkurs. Det skriver EnergiWatch.
Beslutningen er taget på baggrund af en advokatundersøgelse fra Bech-Bruun, og stævningen retter sig mod Odsherred Varmes tidligere administrerende direktør, tidligere økonomidirektør og tidligere bestyrelsesformand samt revisionsfirmaet PwC.
Det har tidligere været på tegnebrættet at stævne hele bestyrelsen i Odsherred Varme. Men på baggrund af advokatundersøgelsen har man valgt ikke at gå den vej.
I slutningen af august blev moderselskabet til Odsherred Varme, Odsherred Forsyning, erklæret konkurs. En rekonstruktionsplan for Odsherred Varme blev i juli godkendt i Skifteretten i Holbæk. Selskabet har siden fortsat driften under stramme økonomiske rammer.
*****
Midtjyllands Avis:
Husejere i Voel tilbydes fjernvarme
Silkeborg Forsyning fortsætter sin udrulning af fjernvarme til byerne uden for Silkeborg. Den næste i rækken bliver Voel, hvor borgerne er inviteret til det første informationsmøde den 8. oktober, fremgår det af Midtjyllands Avis.
Forudsætningen for at borgerne i Voel får fjernvarme er en opbakning på mindst 55 procent, der skal tilmelde sig i kampagneperioden, der løber fra den 1. oktober i år og frem til den 8. februar 2026.
- Vi vil give en indsigt i drift og beregninger, som ligger bag et fjernvarmeprojekt i Voel. Vi har gjort det samme ved møder i Virklund og Them, og det har vist sig at være meget velbesøgte møder med hundredvis af deltagere. Det samme håber vi bliver tilfældet i Voel, oplyser projektleder Martin Christiansen.
Inden for det seneste år har bysamfund i Grauballe, Skægkær, Sejling, Virklund, Sejs-Svejbæk, Them, Salten, Resenbro og Skærbæk sagt ja til fjernvarme.
*****
Videbæk-Spjald Avis:
Fjernvarmepenge på vej
Der ser ud til at være godt nyt på vej til borgerne i Fjelstervang i Ringkøbing-Skjern Kommune. Økonomiudvalget i kommunen har netop besluttet at tildele et fjernvarmeprojekt 471.500 kroner fra kommunens varmepulje. Det skriver Videbæk-Spjald Avis.
Pengene skal gå til projektering, udbud og kontrahering af det kommende fjernvarmeprojekt i byen. Projektet i Fjelstervang er ét af to aktuelle i kommunen og skal kobles til Kibæk Fjernvarme via rørføring.
Teknik- og Miljøudvalget har allerede godkendt varmeprojektet, men et endeligt tilsagn kræver, at mindst 75 procent af husstandene i området tilslutter sig ordningen. Pengene gives som et lån, der skal betales tilbage, hvis projektet gennemføres.
Projektet støttes også af Energistyrelsen og flugter med kommunens mål om fossilfri varme senest i 2040.
Skriv kommentar