Regeringen vil give ekstra støtte til naboer til solcelleparker
LÆS I DAG:
Lækket notat: Regeringen fordobler VE-kompensation til naboer uden at ane, om det virker.
Energinet i ny vurdering: Danmark styrer mod sidstepladsen.
Massive forsinkelser hos Energinet rammer nyt storstilet millionsats.
Kø på nettet: Derfor står det stille med nye solcelleparker i Nordjylland.
Omstridt fjernvarmeselskab er "ramt af en perfekt storm": – Vi er bundet på hænder og fødder.
Kommune skærper krav til forsyningsselskaber før garantistillelse.
EnergiWatch:
Regeringen vil give ekstra støtte til naboer til solcelleparker
Der skal bl.a. fordoblet kompensation til kommende naboer til solcelleparker, og dertil skal ejeren af en fremtidig solcellepark i højere grad forpligtes til at overtage et hus, hvis solcellerne kommer tæt på.
Det er ifølge EnergiWatch nogle af de 17 initiativer, som regeringen har lagt frem for at fremme udbygningen af vedvarende energi – VE – på landjorden.
Blandt initiativerne er ligeledes, at kommuner skal forpligtes til at sikre, at der er mindst 750 meter fra en bolig til solceller i det åbne land, hvis der er tale om et solcelleanlæg, der opsættes på tre eller flere sider af boligen.
Regeringen vil i alt bruge 850 millioner kroner på at sikre mere vedvarende energi på land. Klimaministeren skal nu drøfte forslagene med resten af partierne i Folketinget.
*****
Klimamonitor:
Lækket notat: Regeringen fordobler VE-kompensation til naboer uden at ane, om det virker
Naboer til nye solcelleanlæg skal have fordoblet den nuværende ”nabokompensation” ifølge et nyt udspil fra regeringen. Men ifølge Klimamonitor viser et internt notat, at man ikke aner, om kompensationen vil gavne den lokale opbakning.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skriver således selv i et notat fra den 15. september 2025:
»Det er uklart, om en forøget branchefinansieret nabokompensation for solcelleanlæg vil have en effekt på lokal opbakning til VE-anlæg på land.«
Derudover anerkender ministeriet, at øget VE-kompensation kan forringe forretningen for VE-udviklere og spænde ben for yderligere udbygning – altså at tiltaget risikerer at trække i den modsatte retning af, hvad den øgede nabokompensation ellers skulle gøre.
*****
Energy Supply:
Energinet i ny vurdering: Danmark styrer mod sidstepladsen
Energinet vurderer i en ny redegørelse, at Danmark går mod en fremtid, hvor vi vil være de dårligste til at dække vores eget elforbrug, når vi sammenligner os med en lang række af vores europæiske naboer. Det skriver Energy Supply.
Ifølge redegørelsen forventes Danmarks selvforsyningsgrad i 2035 at være den laveste blandt nabolandene, herunder Belgien, Holland og Finland.
- Det er en udvikling, vi skal være bevidste om og opmærksomme på, siger Benjamin Dickow, systemansvarlig for langsigtet planlægning i Energinet.
I 2035 vil Danmark i de mest ekstreme timer mangle op mod 7 GW i Vestdanmark og 3 GW i Østdanmark. Ifølge redegørelsens bilag, dykker den danske evne til at dække elforbruget i de spidsbelastede timer med 50 procentpoint frem mod 2035.
*****
Finans.dk:
Massive forsinkelser hos Energinet rammer nyt storstilet millionsats
Energivirksomheden Everfuels direktør, Jacob Krogsgaard, er ifølge ham selv ikke et brokkehoved. Men de massive forsinkelser med elnetudbygningen hos Energinet gør, at han nu råber op – foreløbig i Finans.dk.
Evenfuel har haft både en Plan A og en Plan B – og nu er begge planer ramt af forsinkelserne, så vi skal på den anden side af 2030, førend der måske kan leveres den nødvendige strøm til flere af projekterne.
Nu oplever han, at investorer i udlandet under sig over, hvad der er galt hos de danske myndigheder.
- Når der opstår disse faktorer, som er i gang med at ændre fundamentalt på vores investeringsklima, kigger vores investorer på os og spørger: hvad er planen lige i det officielle Danmark? siger han og tilføjer:
- Når du er infrastrukturinvestor, investerer du jo i et projekt. Du investerer i en virksomhed og dens kompetencer, men du investerer også i en geografi. Og i 2025 er Danmark som investeringsland gået ned ad listen på grund af uro, siger han.
*****
Nordjyske.dk:
Kø på nettet: Derfor står det stille med nye solcelleparker i Nordjylland
Det trækker ud med en række nordjyske solcelleparker, der skal understøtte behovet for strøm. Og ifølge nordjyske forskere bliver der slet ikke brug for så mange solcelleparker. En forsker peger her på tre årsager, skriver Nordjyske.dk.
- Der er lige nu overproduktion af grøn strøm og økonomien i projekterne er tvivlsom. Når solcelleparker producerer mest, er prisen på el nul kroner. Derfor kræver det, at strømmen fra sol kan gemmes eller bruges lokalt på de tidspunkter midt på dagen, hvor solen skinner, forklarer lektor ved Institut for Bæredygtighed og Planlægning på Aalborg Universitet Jakob Zinck Thellufsen.
Derudover peger han over Nordjyske.dk på, at det halter med aftagere af strømmen i Nordjylland – store varmepumper eller PtX-anlæg – ligesom Energinet halter voldsomt bagefter med udbygningen af elnettet, så strømmen kan komme solcelleparkerne og hen til, hvor det skal bruges
*****
Energy Supply:
Omstridt fjernvarmeselskab er "ramt af en perfekt storm": – Vi er bundet på hænder og fødder
Murphys Lov har ramt Sonfor – det alsiske forsyningsselskab, der har meldt markante prisstigninger ud for dets varmekunder på Nordals. For alt hvad der kunne gå galt, er gået galt, lyder meldingen fra direktør Christian Udby til Energy Supply.
Det handler ifølge ham om et markant fordyret anlægsprojekt, stigende halmpriser, en varmepumpe med fejl – og renter, der æder økonomien. Det er foreløbig endt med en prisstigning på 17-19 procent.
Alligevel står han ved, at prisstigningerne er det rigtige. Faktisk var der til sidst ikke andre udveje for det kommunalt ejede fjernvarmeselskab, der alt andet lige skal have økonomien til at løbe rundt.
- Alternativet til en prisstigning ville have været, at vi mistede retten til at opkræve en underdækning. Og det går jo heller ikke, for vi skal have økonomien til at balancere, siger Christian Udby.
*****
NB Forsyning & Klima:
Kommune skærper krav til forsyningsselskaber før garantistillelse
Odsherred Kommune har – som følge af konkurssagen mod Odsherred Forsyning – ændret praksis for garantistillelse til forsyningsselskaber. Fremover bliver der krav om eksterne vurderinger af bl.a. selskabsøkonomi og låneaftaler. Det skriver NB Forsyning & Klima.
Dertil kommer, at der fremover maksimalt må udpeges to byrådsmedlemmer til bestyrelsen i Odsherred Forsyning. Med de skærpede krav for garantistillelse er det forhåbningen, at kommunens økonomiske sikkerhed forbedres.
På samme byrådsmøde blev det besluttet, at borgmesteren fremover skal have plads i bestyrelsen i Odsherred Forsyning, hvis kommunen fortsætter som ejer af det konkursramte moderselskab.
- Når man står med projekter af den her kaliber, er byrådsmedlemmer ikke de bedste til at drive sådan et selskab. Det kræver nogle specielle kompetencer - også for at kunne få forsikret borgerne fremover, lyder det fra borgmester Karina Vincentz.
Skriv kommentar