Gå til hovedindhold

Fjernvarmen rykker tættere på - 6.000 husstande i Furesø får grønnere varme

LÆS I DAG:

Ny anskaffelse til 40-50 millioner kroner skal styrke Ribe Fjernvarme.
Elkedel skal styrke fjernvarmen på nordlandet.
7500 kr. for pensionister, 6000 kr. for nybyggere - om måneden.
SF vil spare landarealer ved at udskifte gamle vindmøller med nye.

30. sep. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Sjællandske Nyheder:
    Fjernvarmen rykker tættere på - 6.000 husstande i Furesø får grønnere varme

    Vestforbrændings Varmeplan 2030 betyder, at 6.000 husstande i Furesø Kommune nu kan se frem til at få fjernvarme. Ifølge Sjællandske Nyheder vil fjernvarmen i Furesø primært blive baseret på overskudsvarme fra datacentre samt varme fra affaldsforbrænding og fremtidig CO2-fangst.

    Det betyder ikke blot billigere og mere stabil varme for borgerne. Det er også en løsning, der markant reducerer CO₂-udledningen sammenlignet med naturgas.

    - Med Varmeplan 2030 står vi samlet set for konverteringen af 10-15 procent af landets naturgaskunder. Det har en afgørende betydning for Danmarks CO₂-reduktionsmål. Vi håber derfor også på en snarlig national politisk udmelding om gasudfasning inden 2035, udtaler borgmester Ole Bondo Christensen, der også er bestyrelsesformand i Vestforbrænding.

    Projektet i Furesø forventes at gå i jorden i sommeren 2026 og vil strække sig over en årrække frem til 2030. Per Aarsleff A/S skal stå for både projektering, etablering af forsyningsnet og installation hos de enkelte kunder.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Ny anskaffelse til 40-50 millioner kroner skal styrke Ribe Fjernvarme

    Ribe Fjernvarme har søgt om tilladelse til at opføre en ny 6 MW varmepumpe på Mosevej 100. Varmepumpen skal - fremgår det af JydskeVestkysten - indgå i grundlastproduktionen og supplere fjernvarmeværkets eksisterende fliskedel.

    Ifølge ansøgningen vil anlægget baseres på en CO2-luft/vand varmepumpe med tilhørende energioptagere, placeret i en ny bygning på ca. 300 kvadratmeter.

    For forbrugerne betyder det, at gasmotorer og el-kedler fremover kan undgå de dyreste driftstimer. Dermed styrker anlægget både økonomien og muligheden for at gøre opvarmningen endnu grønnere.

    - Vi forsøger hele tiden at tænke strategisk langsigtet, og vi har skelet meget til den omfattende elektrificering af Danmark, som er igang. Lige nu har vi flis, naturgas og elpatron til at varme den store varmtvandstank op, og her ville en varmepumpe passe ret godt ind og udnytte strømmen meget bedre, siger Henrik Holst Elstrøm, der er formand for Ribe Fjernvarme.

    *****

    Bornholms Tidende:
    Elkedel skal styrke fjernvarmen på nordlandet

    Bornholms Energi og Forsyning vil øge forsyningssikkerheden i fjernvarme på det nordlige Bornholm, skriver Bornholms Tidende. Det skal ske ved at etablere en elkedel i Allinge.

    Der er nu sendt en ansøgning om etablering af elkedlen til regionskommunen. Formålet med projektet er at tilbyde spids- og reservelast til fjernvarmen i Allinge, Sandvig, Tejn og Sandkås, der til dagligt primært forsynes fra Hasle Varmeværk.

    Sideløbende er der planer om et solcelleanlæg på en tilstødende grund, og det anlæg skal forbindes til elkedlen, så den kan producere fjernvarme med solcellestrøm, når elpriserne er lave, fremgår det.

    *****

    Vejle Amts Folkeblad:
    7500 kr. for pensionister, 6000 kr. for nybyggere - om måneden

    Vejle Amts Folkeblad har fået indsigt i de varmeregninger, som en række forbrugere under Tørring Kraftvarmeværk skal betale i årets sidste kvartal. Og der er tale om voldsomme prisstigninger som følge af, at et stort millionunderskud har ramt varmeværket tidligere.

    Avisen skriver, at prisstigningerne i mange tilfælde er på den anden side af det dobbelte i forhold til, hvad de oprindeligt var stillet i udsigt. Eksempelvis kan Maria Birch Plougmann Buch konstatere, at deres aconto betaling stiger fra 2570 kr. til 6060 kr. om måneden for et 190 kvm nybygget hus.

    - Stigningen blev meldt ud tre uger efter, vi indgik aftale om tilslutning. Så vi føler os snydt og ville have valgt en anden varmekilde, hvis vi vidste, dette ville ske, siger Maria Birch Plougmann Buch.

    Avisen har modtaget tallene fra de nyeste varmeregninger fra knap 50 forbrugere, der viser det præcis samme mønster.

    *****

    Klimamonitor:
    SF vil spare landarealer ved at udskifte gamle vindmøller med nye

    Det skal være lettere at erstatte flere gamle vindmøller, der har lav effektivitet, med færre, nye og mere effektive vindmøller. Det er meldingen fra SF, der ønsker lovgivningen ændret for at skabe en mere produktiv udnyttelse af arealerne til vindmøller på land.

    - Danmark kan godt ende et sted, hvor vi har færre møller, men producerer mere grøn strøm, fordi de nye møller er mere effektive, siger SF’s klimaordfører, Signe Munk, fremgår det af Klimamonitor.

    Moderne vindmøller producerer ifølge Danmarks Statistik op til 25 gange mere strøm, end de vindmøller, der blev sat op i 1980’erne. Den udvikling betyder, at der i princippet kan bruges færre vindmøller og mindre landjord til at producere mere strøm, lyder argumentet fra SF.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...