Gå til hovedindhold

Finans Danmark: Regulering bremser investeringer i CO2-lagring og pyrolyse

LÆS I DAG:

EU-milliarder kan hjælpe socialt udsatte af med gasfyr.
EU vil accelerere udfasning af russisk olie og gas.
Medie: Lækket undersøgelse afslører »dyb utilfredshed« med Ørsted-ledelse.
EU lægger markant mere vægt på job og vækst i ny klimavision.
Rekordmeget CO2 i atmosfæren sidste år.

17. okt. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Finans Danmark: Regulering bremser investeringer i CO2-lagring og pyrolyse

    Der er behov for enklere regulering og rammer for at få finansieringen af grønne teknologier op i et tempo, der kan matche Danmarks klimamål. Det er meldingen fra Finans Danmark, som har præsenteret mere end 30 forslag og anbefalinger.

    EnergiWatch skriver, at Tanken bag de mange forslag er, at de skal lette barrierer og skabe bedre muligheder for finansiering af eksempelvis pyrolyse, CO2-lagring og batteriteknologi.

    - Potentialet er enormt inden for disse nye teknologier, der kan blive banebrydende i forhold til den grønne omstilling, udtaler Peter Jayaswal, underdirektør i Finans Danmark, i en pressemeddelelse.

    Han understreger dog, at det forudsætter, at rammevilkårene og risikoen for udviklerne og virksomhederne indtænkes i projekterne, så de bliver lettere at finansiere.

    *****

    Energy Supply:
    EU-milliarder kan hjælpe socialt udsatte af med gasfyr

    Den danske regering øjner angiveligt, at EU-midler kan gå til at få socialt udsatte danskere til at skrotte deres gasfyr. Midlerne findes den sociale klimafond, og regeringen er i færd med at afklare med EU-Kommissionen, hvordan midlerne kan udnyttes, skriver Energy Supply.

    Klimaminister Lars Aagaard vurderer, at pengene kan gå til at udskifte gasfyr, "såfremt støtten er tilstrækkelig målrettet sårbare husholdninger og/eller husholdninger med en vis energibyrde".

    EU’s sociale klimafond er et tiltag, der skal hjælpe dem med lavest indkomst og mikrovirksomheder, som kan blive påvirket af de højere priser på fossile brændstoffer. Samlet set vurderer ministeren, at Danmark kan få del i 2,2 mia. kroner.

    *****

    EnergiWatch:
    EU vil accelerere udfasning af russisk olie og gas

    EU er nu klar til helt at stoppe med at bruge olie og gas fra Rusland. Lige nu bliver der således arbejdet aktivt på, at al import skal være stoppet omkring udgangen af næste år. Det skriver EnergiWatch.

    Angiveligt er det afgjort i EU-Kommissionens Industrikomité, der lægger op til allerede at stoppe for import af olie ved det kommende årsskifte. Et år senere skal det så også være slut med gastilførslen.

    Tidligere var det planen, at udfasningen af gas skulle være gennemført med udgangen af 2027.

    *****

    Finans.dk:
    Medie: Lækket undersøgelse afslører »dyb utilfredshed« med Ørsted-ledelse

    Det halter alvorligt med medarbejdernes tillid til ledelse i Ørsted, skriver Finans.dk. En lækket trivselsundersøgelse med svar fra 6612 ansatte viser bl.a., at kun hver fjerde adspurgte mener, at ændringer håndteres effektivt i Ørsted.

    Samtidig mener under halvdelen af de ansatte, at Ørsted gør det nødvendige for at konkurrere effektivt.

    Over for Berlingske vurderer ph.d. Claus Westergård Elmholdt, lektor i ledelses- og organisationspsykologi på Aalborg Universitet, at det er »rimelig åbenlyst at konkludere, at tallene viser en dyb utilfredshed og lav tillid til topledelsen og strategien«.

    Trivselsundersøgelsen kommer sideløbende med at den danske energikæmpe de seneste måneder har været sat under pres fra flere sider.

    Undersøgelsen blev gennemført få uger inden Ørsted i forrige uge offentliggjorde omfattende nedskæringer - nærmere bestemt 2000 ud af de nuværende ca. 8000 ansatte frem mod 2027.

    *****

    Klimamonitor:
    EU lægger markant mere vægt på job og vækst i ny klimavision

    EU-Kommissionen har lagt en ny global klima- og energivision frem, der i EU-kommissær Dan Jørgensen lægger markant mere vægt på økonomi og vækst som del af forsøget på at gøre verden mere grøn. Det skriver Klimamonitor.

    Visionen lægger et markant større fokus på partnerskaber med lande, hvor der ikke kun er mulighed for at skabe en stor effekt for klimaet, men også mulighed for at styrke EU’s konkurrenceevne.

    - Vi vil kombinere diplomati med teknisk energibistand, handelsinstrumenter, industripolitik og finansiering. Vi vil være meget mere integrerede, transaktionsorienterede og fokuserede på at skabe gensidige økonomiske fordele, siger Dan Jørgensen.

    Den ny vision kommer samtidig med, at flere EU-lande er begyndt at se mere skeptisk på de høje klimaambitioner i EU, som hverken bliver matchet af USA, Kina eller Indien. Allerede i dag står EU kun for seks procent af verdens udledninger af drivhusgasser.

    Det har fået store EU-lande som Tyskland og Frankrig til at begynde at tage større hensyn til job og egne virksomheder i en presset økonomi med lav vækst.

    *****

    DR.dk:
    Rekordmeget CO2 i atmosfæren sidste år

    Udledningerne af CO2 fortsætter med at stige, og i 2024 blev der sat ny rekord for indholdet af CO2 i atmosfæren, skriver DR.dk, på baggrund af en rapport fra Verdens Meteorologiske Organisation (WMO), som er et organ under FN.

    Indholdet af CO2 stiger hvert, men siden 1960'erne er den årlige stigning tredoblet, men fra 2023 til 2024 steg niveauet endnu mere og tog altså et rekordhøjt nøk opad, fremgår det af en pressemeddelelse.

    - Varmen, der er fanget af CO2 og andre drivhusgasser, sætter turbo på vores klima og leder til mere ekstremt vejr. At reducere udledningen er afgørende, ikke bare for vores klima, men også vores økonomiske sikkerhed og samfundets velstand, udtaler vicegeneralsekretær for WMO, Ko Barrett.

    Konkret er den gennemsnitlige årlige stigning i CO2-niveauet hvert år steget fra omkring 0,8 ppm (parts per million, red.) i 1960'erne til 2,4 ppm i gennemsnit årligt fra 2011 til 2020.

    Fra 2023 til 2024 var stigningen af CO2 i atmosfæren på 3,5 ppm, og det er altså den største årlige stigning, siden man begyndte at registrere niveauet i midten af sidste årtusinde.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...