Farvel til kul og goddag til varmepumper: Fjernvarmen sætter ny rekord
LÆS I DAG:
Brancheforening promoverer ny idé: Ejere af gasfyr skal have brev med "klar besked".
Aarhus Kommune vil erstatte træpillerne fra Studstrupværket.
Der er gået to år siden energikrisen – og Europa køber stadig ind udefra.
Vindmøller og solceller bankes op i rekordfart: Alligevel går det for langsomt.
GridTech:
Farvel til kul og goddag til varmepumper: Fjernvarmen sætter ny rekord
Sidste år var et rekordår, hvad angår elforbrug i fjernvarmeproduktion – og næste år kan blive endnu bedre. Det er meldingen fra Dansk Fjernvarme, der fortæller, at elforbruget for sektoren i 2024 var på 2,35 TWh. Det er en rekord og en milepæl, fremgår det af GridTech.
De 2,35 TWh svarer til 15 millioner energieffektive køleskabe, som kører på samme tid – eller et samlet elforbrug for 600.000 store elbiler.
- Fjernvarmesektoren bevæger sig op på et nyt niveau i forhold til at være en stor elforbruger i Danmark. Det har kun været muligt i takt med, at vi også får mere og mere elproduktion fra sol og vind, som nu bidrager til at elektrificere fjernvarmen med vedvarende energi, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
*****
NB Forsyning & Klima:
Brancheforening promoverer ny idé: Ejere af gasfyr skal have brev med "klar besked"
Dansk Fjernvarme har torsdag foretræde for Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg, hvor brancheforeningen præsenterer fire forslag, som skal få færre borgere til at forblive på gassen. Det skriver NB Forsyning & Klima.
Konkret vil Dansk Fjernvarme have, at man sender breve med "klar besked" til beboere i godkendte projektområder for fjernvarme. Kommuner skal planlægge lokale nedlukninger af gasnet, lyder et andet af i alt fire konkrete forslag.
Dansk Fjernvarme vil på udvalgsmødet "drøfte nødvendigheden for at fremskynde en ny politisk aftale", som indeholder beslutninger, der følger op på klimaaftalen fra 2022, som introducerede ambitionen om, at der i 2035 ikke længere skal anvendes gas til rumopvarmning.
I august viste en statusrapport om udrulningen af grøn varme, at 89 fjernvarmeprojekter, der blev godkendt i 2022-24, er forsinket eller aflyst, og i seneste klimafremskrivning angives det, at 117.000 husstande vil være opvarmet med gasfyr i 2035 uden nye politiske initiativer.
*****
GridTech:
Aarhus Kommune vil erstatte træpillerne fra Studstrupværket
Aarhus Kommunes politiske ledelse sender milliardforslag videre til byrådet, der skal erstatte biomasse med varmepumper, CCS-overskudsvarme og vandtanke til 2,8 milliarder kroner. Det skal fremtidssikre varmeproduktionen for Kredsløb, fremgår det GridTech.
- Træpillerne var en god trædesten til at komme væk fra kul til opvarmningen, da man overgik til dem, men nu er tiden inde til, at vi få elektrificeret vores fjernvarme, udtaler Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, til kommunens hjemmeside og tilføjer:
- Vi står overfor en kæmpe transformation af vores energisystem og en ny æra, hvor vi skal brænde langt mindre af i vores energiforsyning. Når den nuværende aftale med Studstrupværket udløber i 2030, danner det grobund for en revitalisering af fjernvarmen, der i fremtiden primært skal være drevet af naturens kræfter.
Hvornår kommunalbestyrelsen skal tage stilling til forslaget, lægger endnu ikke fast. Første mulige dato er ved næste byrådsmøde onsdag den 29. oktober.
*****
Energy Supply:
Der er gået to år siden energikrisen – og Europa køber stadig ind udefra
Et flertal af EU-medlemslandene har tidligere på ugen vedtaget et mål om at stoppe import af russisk gas senest i 2028. Men selv uden forsyninger fra Rusland står Europa svagt i forhold til at blive selvforsynende på energi, fremgår det af Energy Supply.
Ifølge tænketanken Ember blev 58 pct. af EU's energibehov i 2023 dækket af importerede fossile brændsler – omtrent samme niveau som før Ukrainekrigen og energikrisen. Det er alene Japan og Sydkorea, der har en større afhængighed af energiimport.
At EU i høj grad må importere energi er ifølge chefanalytiker Arne Lohmann Rasmussen fra Global Risk Management en naturlig konsekvens af lav egenproduktion.
– EU er ganske enkelt mere afhængig af import, fordi vi producerer meget mindre, end vi bruger, siger han.
*****
GridTech:
Vindmøller og solceller bankes op i rekordfart: Alligevel går det for langsomt
Den globale udbygning af vedvarende energi (VE) satte sidste år rekord med 582 GW. Det er meget – men ikke desto mindre for lidt til at nå det mål, som blev sat på klimatopmødet COP28 i De Forenede Arabiske Emirater for to år siden. Det skriver GridTech.
Det fremgår af en ny rapport fra International Renewable Energy Agency (Irena), som er offentliggjort op til klimatopmødet COP30, der finder sted fra 10.-21. november i Belém i Brasilien.
Ved COP28 blev der sat et mål om at tredoble produktionskapaciteten for vedvarende energi til 11,2 TW i 2030, og med tallet for sidste år i hus skal verden nu sætte farten op:
Hvert år skal der tilføjes 1.122 GW VE-kapacitet svarende til en årlig vækst på 16,6 procent resten af årtiet. Tilvæksten i 2024 var til sammenligning på 15,1 procent i forhold til året før.
Skriv kommentar