Minister sår på ny tvivl om udfasning af gas i boliger: ”Forudsætningerne har ændret sig”
LÆS I DAG:
Projekter er faldet på stribe: Nu afsættes millioner til vedvarende energi.
Fjernvarmepulje forlænges ikke: "Der påhviler nu regeringen et stort ansvar".
7.000 Helsingør-familier kan få varme fra Øresund.
Afviser at sælge konkursramt forsyning tilbage til kommune.
Store geografiske forskelle: Her går vælgerne mest op i klima og bæredygtighed.
Altinget.dk:
Minister sår på ny tvivl om udfasning af gas i boliger: ”Forudsætningerne har ændret sig”
Da energi- og forsyningsminister Lars Aagaard torsdag var i samråd, undlod han ikke blot at svare på, hvorvidt regeringen stadig arbejder for at udfase gasfyr til boligopvarmning i 2035. Han satte igen spørgsmålstegn ved målsætningen, fremgår det af Altinget.dk.
Både over for Folketinget og i et svar til en række bekymrede borgmestre har Lars Aagaard på det seneste fremhævet argumenter for at opretholde gasnettet. V-formand Troels Lund Poulsen har været endnu mere tydelig og decideret foreslået at droppe udfasningsplanerne.
Den linje fortsatte Aagaard på samrådet torsdag, der netop fandt sted på grund af de nye meldinger, hvor ministeren forsvarede V-formandens analyse af, at der i den tidligere aftale er tale om en ”ambition” og ikke en egentlig ”aftale” om, at gasfyrene skal være udfaset i 2035.
- Forudsætningerne har ændret sig. Det er ikke et politisk statement. Det er et objektivt, fagligt, sandt statement. Jeg kan ikke sidde og påstå, at der vil være en klimagevinst ved at tage et gasfyr ned efter 2035 efter det grønne gaskryds. Jeg kan ikke, fordi det ville være at lyve. Jeg kan ikke sidde og sige, at Danmark og EU bliver mindre afhængig af russisk gas, fordi der bliver taget et gasfyr ned i 2035. Jeg kan ikke sige det, fordi så ville jeg sidde og lyve. Jeg kan ikke, sagde Aagaard.
*****
Energy Supply:
Projekter er faldet på stribe: Nu afsættes millioner til vedvarende energi
Der er store millionbeløb er på vej til elektrificering med den nye finanslovsaftale, der blev indgået torsdag mellem Regeringen og De Konservative. Men fjernvarmebranchen må se langt efter økonomisk håndsrækning, skriver Energy Supply.
Aftalen indeholder nemlig ikke megen hjælp til at fremme udrulningen af fjernvarme, og direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen, kalder det "ærgerligt", at der ikke afsættes penge til at fortsætte fjernvarmepuljen.
- Der påhviler nu regeringen et stor ansvar for at finde midler til den grønne omstilling i forbindelse med forhandlingerne om nye ambitiøse klimamål samt i udmøntningen af Den Grønne Fond, siger han i en pressemeddelelse.
*****
NB Forsyning & Klima:
Fjernvarmepulje forlænges ikke: "Der påhviler nu regeringen et stort ansvar"
Der bliver ikke tilført nye midler til Fjernvarmepuljen i forbindelse med den finanslovsaftale, der blev indgået torsdag. De seneste to år er der tilsammen afsat 450 millioner kroner i finanslovsaftalerne, men det skete ikke for 2026, skriver NB Forsyning & Klima.
Det ærgrer direktøren i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen, der minder om, at udfasning af gas i forbindelse med konverteringer til fjernvarme er et centralt element i den grønne omstilling af varmesektoren.
- Derfor er det ærgerligt, at der ikke er afsat midler til at fortsætte fjernvarmepuljen, som er et stærkt værktøj for fjernvarmeselskaberne i forbindelse med deres arbejde for at konvertere naturgasfyr til fjernvarme, siger direktøren i Dansk Fjernvarme.
Kim Mortensen mener, at der nu hviler et tungt ansvar på regeringen for at finde midler til den grønne omstilling i forbindelse med de forestående forhandlinger om nye ambitiøse klimamål.
*****
Helsingør Dagblad:
7.000 Helsingør-familier kan få varme fra Øresund
Varmen i tusindvis af helsingoranske hjem kan i fremtiden komme direkte fra Øresund ved at bruge havvand som varmekilde via en stor varmepumpe ved Helsingør Renseanlæg. Det fortæller Helsingør Dagblad.
Forsyning Helsingør og Helsingør Kraftvarmeværk står bag projektet, der - hvis det godkendes - kan dække varmebehovet i op mod 7.000 parcelhuse og stå for omkring 20 procent af hele varmeforsyningen i området fra Hornbæk til Usserød.
- Vi har arbejdet et par år med at modne og udvikle projektet. Nu kan vi vise de lokale myndigheder, naboer og andre, hvad det er, vi mere konkret ønsker at arbejde videre med. Og vi kan begynde en dialog med alle interessenter, siger bestyrelsesformand Jens Bertram i en pressemeddelelse fra Forsyning Helsingør.
Han understreger, at den endelige beslutning om etablering af varmepumpen ikke er taget endnu.
*****
Energy Supply:
Afviser at sælge konkursramt forsyning tilbage til kommune
Kurator har travlt med at forsøge at afsætte Odsherred Forsyning. Men kurator Christian Jul Madsen, der siden efteråret 2024 har haft kontrollen over Odsherred Forsyning, ønsker ikke at sælge den konkursramte forsyning tilbage til kommunen.
Det bliver slået fast i et notat til Odsherred Kommunes økonomiudvalg, der ifølge Energy Supply er offentliggjort onsdag aften.
"Kurator bestemmer helt suverænt, hvem aktierne i datterselskaberne i Odsherred Forsyning A/S skal sælges til. Kurator har ikke ønsket at sælge til Odsherred Kommune," skriver kommunen i notatet.
Kommunaldirektør Claus Steen Madsen uddyber:
- Jeg kan bare konstatere, at uanset, hvor meget vi har banket på den dør, er vi ikke blevet modtaget med interesse, siger han til Energy Supply.
*****
NB Forsyning & Klima:
Store geografiske forskelle: Her går vælgerne mest op i klima og bæredygtighed
Kandidaterne til kommunalvalget kan med fordel tjekke den liste, som NB Forsyning & Klima har lagt frem. Listen viser nemlig hvor i landet der reelt er stemmer i at tale om grøn omstilling og bæredygtighed.
På tværs af landet udpeger 30 procent af vælgerne "klima og bæredygtighed" som et af de tre vigtigste emner, hvilket gør, at ”klima og bæredygtighed” lige kryber ind i Top 5.
Prioriteringen af klima og bæredygtighed er mest udtalt omkring landets to største byer. I Københavns Kommune mener 44 procent, at emnet er vigtigt, efterfulgt af Frederiksberg med 41 procent og Aarhus og Samsø på 38 procent.
Interessen for klimaet er også et godt stykke over gennemsnittet i Lejre, Odder, Svendborg og Vejle kommuner samt en række hovedstadskommuner, hvor borgerne har indtægter over gennemsnittet.
Skriv kommentar