Det er noget møg, men rådmand smider ikke håndklædet i ringen: "Vi kommer med forslag"
LÆS I DAG:
Det er noget møg, men rådmand smider ikke håndklædet i ringen: - Vi kommer med forslag
Vaklende milliardpulje kan ende som nyt havvindflop
OK: Manglende vind har fjernet timer med gratis strøm i to måneder
Ny løsning på elnettets forsinkelser: Virksomheder skal selv overtage opgaver
Ewii direktør raser over ministers udmelding
I flere kommuner er mere end hver 6. bolig opvarmet med et oliefyr
Holbæks største forbrugere er fortsat kølige overfor fjernvarme
Fyens.dk
Det er noget møg, men rådmand smider ikke håndklædet i ringen: "Vi kommer med forslag"
Odenses klimamål møder massiv modvind, efter Fjernvarme Fyns anlæg til CO2-fangst ikke bliver klar som planlagt.
Ifølge fjernvarmedirektør Louise Høst kan målet ikke nås, men forventes tidsforskudt i to til fem år. Derudover er markedet for CO2-fangst for umodent til, at det vil være uforsvarligt at deltage ifølge direktøren. Nu vil rådmand for alvor trække i arbejdsbukserne.
»Vi vil komme med en hel række forslag under armen. I valgkampen var vi for eksempel ude med et trafikudspil med massiv investering i bedre forhold for cyklister og kollektiv trafik. Det, synes vi, er oplagt at gå videre med nu,« siger, siger Brian Dybro (SF), nyvalgt rådmand i Odense Kommune, til Fyens Stiftstidende
Men mens Brian Dybro beholder optimismen, mener Tommy Hummelmose (K) ikke, at der længere er noget håb for, at neutralitetsmålet er realistisk.
Han peger – ligesom andre aktører – på, at rammerne for udbuddet og markedet for at lagre CO2 er for usikkert, hvilket »må give stof til eftertanke på ministergangen«.
*****
Energy Supply:
Vaklende milliardpulje kan ende som nyt havvindflop
Hvis Danmark for alvor vil have flyvehøjde på CO2-fangst, er det verserende CCS-udbud den forkerte vej at gå, mener Finn Lauritzen, der er cheføkonom og konstitueret direktør i Erhvervslivets Tænketank. Han er desuden tovholder for CCUS-alliancen, et netværk, der arbejder for at CO2-fangst og -lagring bliver en dansk succes.
- CCS-udbuddet er næsten strikket sammen på samme måde, som når man indkøber tog. Og dér er altså tale om en næsten 200 år gammel, kendt teknologi. CO2-fangst er et helt nyt og umodent marked. En udbudsmodel med mindre risikoeksponering ville lige nu være mere hensigtsmæssig i dette marked, siger Finn Lauritzen.
Det er tredje gang staten uddeler milliarder til dansk erhvervsliv i forsøget på at få CO2-fangst solidt etableret i Danmark.
*****
EnergiWatch:
OK: Manglende vind har fjernet timer med gratis strøm i to måneder
Siden energikrisen i 2023 har danskerne ikke oplevet en længere periode uden gratis strøm end netop nu. Ifølge EnergiWatch har der nu været en periode på mere end 2 måneder uden.
”Danskerne er blevet vant til, at elpriserne svinger, og at det er en rigtig god idé at planlægge forbruget derefter. Lige nu oplever vi en lang periode med stabilt høje elpriser, som vi ikke har set siden energikrisens afslutning,” udtaler Troels Skipper, der er produktchef for el i OK.
I november landede gennemsnitsprisen for den rene elpris på 69 øre pr. kWh i Danmark, hvilket er den dyreste måned siden februar i år.
*****
Børsen:
Ny løsning på elnettets forsinkelser: Virksomheder skal selv overtage opgaver
Ventetider på at blive sluttet til elnettet har voldt energitunge projekter problemer i årevis. Et nyt samarbejde mellem Energinet og en række virksomheder kan bane vejen for løsning.
Producenter eller forbrugere af el skal nemlig fremover kunne hjælpe med at løse de opgaver, som de tidligere har skullet vente på, at Energinet kunne løse. Det skriver Børsen Bæredygtig.
Politisk chef for Googles datacentre i Norden Niels Martin Andersen “hilser løsningen meget velkommen”.
“Adgangen til strøm og ventetiden på at blive tilsluttet er en af de største konkurrenceparametre, når datacenteroperatører kigger på europakortet. Det vil være en kæmpe konkurrencefordel, hvis man finder frem til løsninger i Danmark, som andre ikke bruger endnu,” siger han.
Fordelen som Google nævner kunne blandt andet været, at forberede et område til at bygge de nødvendige transformerstationer eller lægge kabler, som kan hjælpe med forbindelsen fra virksomhedens projekt til elnettet.
*****
EnergiWatch:
Ewii direktør raser over ministers udmelding
Direktør i energiselskabet Ewii, Lars Bonderup Bjørn, kalder i et indlæg på LinkedIn, minister for grøn trepart, Jeppe Bruus’ udtalelser for ”idiotiske”, efter ministerens udtalelser til EnergiWatch om Danmarks forbrug af biomasse til energiproduktion.
”Der er langt imellem så idiotiske udmeldinger fra danske politikere, som den Jeppe Bruus præsterer i EnergiWatch,” introducerer Lars Bonderup sit indlæg på Linkedin.
Ifølge Lars Bonderup er bruttoudledningen fra træafbrænding værre end kul, olie og gas og han ser derfor vredt på ministerens udtalelse om, at vi skal bruge træ til at erstatte en række produkter, hvormed der også skabes restaffald der kan bruges til energiproduktion.
*****
GridTech:
I flere kommuner er mere end hver 6. bolig opvarmet med et oliefyr
Regeringen har som politisk målsætning, at oliefyr skal udfases som varmekilde i 2030. Nogle kommuner er allerede tæt på mål, mens andre har lang vej endnu, viser tal over oliefyr i de danske kommuner, som den juridiske rådgivningsvirksomhed Testaviva har fået udarbejdet.
Huskøberne bør være mere opmærksomme på den ulempe der er ved at købe et hus, der opvarmes med oliefyr, mener Testaviva:
»Et hus med oliefyr kan umiddelbart virke attraktivt, fordi det kan påvirke prisen nedad. Men den politiske retning går mod, at oliefyrene skal forsvinde over de kommende år. Det betyder, at man som køber bør have i baghovedet, at en anden varmeløsning kan blive aktuel på et senere tidspunkt. Derfor giver det mening at få undersøgt mulighederne for f.eks. fjernvarme eller en varmepumpe og få et realistisk billede af prisen derefter,« siger Mathilde Kristensen, der er køberrådgiver hos Testaviva ifølge en pressemeddelelse.
*****
Klimamonitor:
Holbæks største forbrugere er fortsat kølige overfor fjernvarme
Efter to og et halvt års dialog med Holbæk bys største varmeforbrugere er der kun en af dem, der har skrevet under på, at de gerne vil fjernvarmekunder og det er Holbæk Kommune selv. Dermed er der meget langt op til de 70 procents tilslutning, som forsyningsselskabet Fors kræver, før de vil gå i gang med fase 1 af deres fjernvarmeplan.
»Vi har en god og positiv dialog med boligselskaberne, men det er store beslutninger, og de tager tid. Vi havde nok troet, at det ville gå hurtigere, men vi er stadig i løbende dialog, siger Jens Ole Pihl-Andersen, fjernvarmechef hos Fors, ifølge Klimamonitor til Sjællandske Nyheder.
Ifølge fjernvarmechefen er Holbæk by faktisk særdeles oplagt til en kollektiv fjernvarmeløsning på grund af sin størrelse og befolkningstæthed. Han gentager også Fors’ drømme om at blive koblet på overskudsvarmen fra de store virksomheder i Kalundborg, ligesom et kommende datacenter i Holbæk vil kunne levere store mængder varme til nettet.
Skriv kommentar