Gå til hovedindhold

CCS-pulje rammer lavpunkt for fanget CO2

LÆS I DAG: Energy Supply samler op på CCS-udbuddet, efter flere bydere har meldt fra. Dan Jørgensen foreslår i EU, at infrastrukturen i Europa skal udbygges. Mandag Morgen omtaler en analyse, der viser, at uden norsk strøm vil elprisen i Jylland eksplodere, mens varmeprisen henholdsvis hæves hos Verdo og sænkes i Billund.

11. dec. 2025
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Energy Supply:
    CCS-pulje rammer lavpunkt for fanget CO2

    Selv hvis alle tilbageværende bydere får tildelt kontrakter på CO2-fangst i milliardudbuddet, vil selskaberne ikke kunne levere tilstrækkeligt med CO2-reduktioner til at opfylde statens forventninger til klimamålet for 2030.

    Da HOFOR sent i går aftes trak strikket på CCS-udbuddets 28,7 mia. kr., sendte det samtidig puljens CO2-regnskab i rødt, skriver Energy Supply.

    Med tre tilbageværende bydere kan staten således ikke længere indfri sine egne forventninger på 2,3 mio. Tons CO2, som årligt skal fanges og lagres fra 2030. 

    - Klimaindsatsen kan ikke løses af et enkelt værktøj. Vi er nødt til at udvikle instrumenter som CO2-fangst og lagring parallelt med, at vi udbygger vedvarende energi og omstiller fra sort til grøn. Det er ikke den nemme løsning – det er den nødvendige, udtalte Klima- Energi, og Forsyningsminister Lars Aagaard ellers da CCS-puljen blev kickstartet.

    Aalborg Portland bekræftede i sidste uge over for Energy Supply, at virksomheden fortsat forventer at byde på en kontrakt med staten. 

    *****

    EnergiWatch:
    EU vil sende energi bedre mellem lande

    EU-Kommissionen foreslår opgradering af infrastrukturen i Europa, så energi bedre kan sendes mellem landene.

    EU-kommissær for energi og boliger Dan Jørgensen forventer, at pakken vil gøre det muligt at sænke priserne og øge mængden af vedvarende energi, skriver EnergiWatch.

    - Vi har brug for mere vedvarende energi - både for at få energipriserne ned og importere mindre fossil energi. Men i dag mister Europa hvert år milliarder af kroner, fordi vores energinet ikke er koblet bedre sammen.

    Forventningen er, at det kan spare 40 milliarder euro om året, hvis EU-landenes energimarked bliver bedre integreret. Det skyldes blandt andet, at den billige energi dermed hurtigere kan flyttes via ”energimotorveje” til de steder i Europa, hvor der er størst behov.

    Ifølge EU-Kommissionens beregninger kan der mangle 41 gigawatt i 2030 på tværs af grænserne mellem EU-landene.

    *****

    Ritzau:
    VERDO hæver varmeprisen i Herning

    Varmekunderne hos Verdo Varme Herning kan se frem til en mindre prisstigning fra årsskiftet. Men fordi den følger den generelle prisudvikling i energisektoren, forbliver varmeprisen i Herning blandt de billigste i landet.

    I Herning stiger prisen helt præcist fra 42,50 øre til 46,25 øre inkl. moms for en kWh. Det betyder, at varmeprisen for et såkaldt ’standardhus’, der er Energistyrelsens definition på et hus på 125 kvadratmeter og et årsforbrug på 13.400 kWh, samlet ender på 10.343 kroner inkl. abonnement, bidrag og moms for 2026.

    Det skriver VERDO i en pressemeddelelse.

    Baggrunden for det stabile prisniveau på fjernvarmen skyldes, at driften igen i år har været yderst stabil. Det glæder divisionsdirektør for Verdo Energi og Forsyning, Jesper Møller Larsen:

    ”Det er med til at understrege, hvor stabil fjernvarmen er, både når det handler om forsyningssikkerhed og om økonomi, og det er jeg naturligvis tilfreds med,” siger Jesper Møller Larsen.

    *****

    Finans:
    Billund Varmeværk elektrificerer og sænker varmeprisen

    Et grønt Danmark uafhængigt af russisk gas kræver, at flere industrivirksomheder tager springet over til produktion drevet af strøm. I Billund har Billund Varmeværk brugt 250 mio. kr. på elektrificering og kan som resultat sænke varmeprisen med en fjerdedel.

    Det får samtidig erhvervsfolk fra Tyskland, Frankrig, Litauen og Kina til at besøge Billund Varmeværk for at lære og forstå udviklingen og elektrificeringen, skriver Finans i en artikel.

    - Ja, det plejer jo ikke at være Billund Varmeværk, som er hovedattraktionen her på egnen,« siger direktør Jens Enevoldsen.

    I 2026 forventer varmeværket, at mere end 70 pct. af energiforbruget vil komme fra den nyinstallerede varmepumpe og en elkedel, mens den resterende del vil komme fra biomasse.

    Investeringen har kostet en kvart mia. Kr., men som følge af elektrificeringen har varmeværket kunnet sætte varmeprisen ned med en fjerdedel, hvilket for et gennemsnitligt parcelhus vil resultere i en årlig besparelse på omkring 2.300 kr.

    *****

     

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...