Gå til hovedindhold

Ni af ti selskaber har trukket sig fra milliardudbud om CO2-fangst

LÆS I DAG:

Lars Aagaard efter ni ud af ti har trukket sig fra CCS-udbud: "Jeg forstår godt at det kan være svært".
– Smadderærgerligt: CCS-bud falder på "umulig" tidsplan.
Energistyrelsen udskyder atter fristen for CCS-bud.
Innargi får grønt lys til geotermi i Virum.
Fjernvarme koster mere end gas flere steder: Så dyrt er det varme vand blevet.
Så er den grønne varme på vej til Viborg: Apple og Energinet leverer om et år.
Ørsted anlægger sag mod USA's regering.

5. jan. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Politiken:
    Ni af ti selskaber har trukket sig fra milliardudbud om CO2-fangst

    I de sidste dage af 2025 var der yderligere forfald blandt byderne på den statslige CCS-pulje, da såvel Energnist som Vestforbrænding trak sig. Dermed er der nu blot en enkelt byder med i puljen – Aalborg Portland – fremgår det af bl.a. Politiken.

    Energinist var prækvalificeret sammen med A2X, der ifølge Børsen ærgrer sig over, at de nu trækker sig fra budrunden.

    - Vi har investeret en del penge og arbejdet længe på at få det til at lykkes. Vores projekt er færdigmodnet, og der er både teknisk og kommercielt slået sløjfer på det hele. Men betingelserne har bare gjort, at det lige nu ikke kan lade sig gøre, siger Peter Harbo, partner hos A2X, til Børsen.

    A2X og Energnist henviser – ganske som de øvrige, der har trukket sig - blandt andet til, at der er for store risici ved at deltage i udbuddet. Blandt andet at selskaberne risikerer at få bøder, hvis de ikke overholder tidsfristerne i forhold til at indfange den lovede mængde CO2.

    *****

    EnergiWatch:
    Lars Aagaard efter ni ud af ti har trukket sig fra CCS-udbud: "Jeg forstår godt at det kan være svært"

    Ifølge klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) er CO2-fangst og -lagring afgørende for, at Danmark kommer i mål med målsætningen om på sigt at blive helt klimaneutrale. Det fremgår af EnergiWatch.

    Det udtaler han i en skriftlig kommentar på baggrund af, at de nu blot er en enkelt aktør tilbage i budrunden fra statens milliardstore støttepulje til at fange og lagre CO2.

    - Jeg forstår godt, at det kan være svært, når projekterne er så komplekse, som de er. En ting er dog sikkert: De anlæg, der har trukket sig, skal af med deres udledninger - og hellere før end siden, udtaler Lars Aagaard i en skriftlig kommentar til Ritzau.

    Lars Aagaard ”bider også mærke i, at projekterne holder fast i interessen for CO2-fangst og lagring - og at de gerne vil have det med som en del af deres fremtidige løsninger.”

    *****
    Energy Supply:
    – Smadderærgerligt: CCS-bud falder på "umulig" tidsplan

    Energnist byder ikke på statens CCS-pulje, da tidsrammen er "umulig", siger bestyrelsesformand, Kamma Eilschou Holm til Energy Supply.

    - Med de tidsrammer, der har været, har vi ikke kunnet skabe det setup, som vi vurderede, var det mest sikre – risikomæssigt. Derfor trækker vi os nu, siger bestyrelsesformand i Energnist, Kamma Eilschou Holm, der selv giver udtryk for, at ”det er smadderærgerligt”.

    Udbuddets tempo viste sig at være uforeneligt med virkeligheden i et kommunalt ejet selskab med 16 ejerkommuner.

    – Det er en umulig tidsplan – som så trods alt er blevet rykket, men med meget kort varsel. De vilkår, der endte med at være de endelige, kom på et meget sent tidspunkt i forhold til deadline, siger Kamma Eilschou Holm til Energy Supply.

    Energistyrelsen rykkede i midt-december udbuddets frist fra 17. december til 7. januar. Lige før jul blev deadline yderligere skubbet til 27. januar.

    *****

    CleantechWatch:
    Energistyrelsen udskyder atter fristen for CCS-bud

    Energistyrelsen udskyder fristen for endelige bud til puljen på 28,7 mia. kr. – igen. Tidligere i december rykkede Energistyrelsen fristen fra den 17. december til den 7. januar. Den nye frist hedder 27. januar, skriver bl.a. CleantechWatch.

    ”Beslutning er truffet i lyset af, at Energistyrelsens indledende justering af fristen for indsendelse af BAFO inkluderede en ferieperiode, hvilket resulterede i et begrænset antal ekstra arbejdsdage for bydere,” lyder det fra Energistyrelsen om den nye frist.

    Feltet af kandidater til puljen er blevet decimeret markant. For måneder tilbage trak Ørsted og Eon sig. Tidligere i december meddelte Kredsløb, Argo, Affaldplus, Hofor og Fjernvarme Fyn, at de ikke vil søge midlerne. Og kort før Nytår trak først CIP og Vestforbrænding sig – siden fulgte også Energnist.

    *****

    GridTech:
    Innargi får grønt lys til geotermi i Virum

    Det Mærsk-ejede selskab Innargi, der er specialist i geotermi, har netop sammen med partneren Vestforbrænding fået Energistyrelsens godkendelse til et geotermisk anlæg på 23 megawatt, som forventes at stå klar i 2028. Det skriver GridTech.

    På nuværende tidspunkt ønsker Innargi ikke at oplyse den præcise investeringssum for anlægget, der skal ligge i Lyngby-Taarbæk Kommune, men til Gridtech oplyses dog, at den ligger på ca. 300-400 millioner kroner.

    Det kommende anlæg i hovedstaden er i en mindre skala sammenlignet med projektet i Aarhus, der netop er taget i brug af Kredsløb. Derudover er der dog tale om samme type anlæg, hvor varmen fra det geotermiske vand høstes i et lukket system ved hjælp af varmeveksler og varmepumper.

    Forretningsmodellen er også den samme som i Aarhus. Dermed er det altså Innargi, der står for investeringen og risikoen, mens varmeselskabet betaler for varmekapacitet og energiforbrug.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Fjernvarme koster mere end gas flere steder: Så dyrt er det varme vand blevet

    Den seneste prisstatistik fra Forsyningstilsynet vidner om, at fjernvarmepriserne på landsplan er steget med 5,3 procent i 2024. Det er – skriver JydskeVestkysten – en stigning, der overgår inflationen for samme år.

    Forsyningstilsynets statistik for 31. januar 2025 viser en vægtet gennemsnitspris på 16.816 kr. årligt for et standardhus på 130 kvadratmeter, svarende til en stigning på 845 kr. fra året før. Det er markant mere end forbrugerprisindeksets stigning på 1,5 pct., fremgår det af tilsynets årsrapport.

    Ud af 325 værker over hele landet hævede 213 priserne i forhold til året før, mens 112 sænkede dem. Størstedelen af stigningerne lå under 10 pct., men 20 værker ramte over 25 pct., med Lohals Varmeforsyning i top som fordoblede prisen til 22.263 kr.

    Omvendt faldt priserne hos 112 værker, hvor Vildbjerg Varme toppede med -42,3 pct. til 9.255 kr.

    Ser man på prisudviklingen siden 2022 har den været voldsom. Siden 2020 har gennemsnitsprisen generelt været stigende fra ca. 12.000 kr. til næsten 17.000 kr.

    *****

    Viborg Stifts Folkeblad:
    Så er den grønne varme på vej til Viborg: Apple og Energinet leverer om et år

    Viborg Varme er stærkt på vej mod CO2-fri fjernvarme til flere end 12.000 tilslutninger i og omkring Viborg by. Og om et år bliver varmen leveret med overskudsvarme fra Apples datacenter og Energinets højspændingsanlæg ved Foulum, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

    Ved ren gasopvarmning udledte Viborg Varme omkring 100.000 tons CO2 om året. Det er med de nuværende varmepumper og elkedel nedbragt til 50.000 tons, og ved fuld udbygning af overskudsvarmen fra Foulum kommer det tæt på nulpunktet.

    Men fremtiden handler ikke kun om CO2-fri varme. Det drejer sig også om at få billigere varme til forbrugerne.

    Viborg Varme har i 2026 udregnet en pris på cirka 15.800 kroner for en standard Viborg-villa. I 2027 bliver prisen cirka 800 kroner billigere, nemlig 15.000 kroner, og omkring 2030 vil prisen falde yderligere til mellem 11.000 og 13.000 kroner.

    Indtil nu er 800 husstande konverteret til fjernvarme, og de kommende år vil mellem 200 og 300 husstande og nogle industrier hvert år kunne overgå til fjernvarme.

    *****

    EnergiWatch:
    Ørsted anlægger sag mod USA's regering

    Trump-administrationen i Washington kan se frem at skulle forsvare sig mod et sagsanlæg fra Ørsted, der sammen med sin amerikanske partner, Skyborn, kræver, at de kan genoptage etableringen af Revolution Wind – det skriver EnergiWatch.

    ”Selvom Revolution Wind fortsat søger at indgå i en konstruktiv dialog med den amerikanske administration og andre interessenter for at finde en hurtig og holdbar løsning, mener Revolution Wind, at påbuddet om at suspendere anlægsarbejdet strider imod gældende lovgivning,” skriver Ørsted i en børsmeddelelse.

    Revolution Wind ligger i forvejen i retssag med den amerikanske stat. I august blev projektet ligeledes ramt af en ordre om byggeophør. En måned senere afgjorde en dommer dog, at arbejdet måtte genoptages, mens retssagen forløber.

    Ørsted skriver, at der også i den nyanlagte sag er en anmodning om opsættende virkning, så byggeriet kan fortsætte. Aktuelt er projektet 87 pct. fuldført, oplyser det danske energiselskab.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...