Fjernvarmeselskaberne går forrest i elektrificering af Danmark
LÆS I DAG:
Concito mener, at statens CCS-pulje er tæt på en total fiasko. Det indtryk kan man også få i Børsen, der fortæller, at det fejlslagne udbud samlet har kostet ansøgerne over en halv milliard kroner. Der installeres fortsat gasfyr i tusindvis, hvilket får en bemærkning fra Dansk Fjernvarme. Odsherred Kommune bliver modregnet 80 millioner kroner i bloktilskud, fordi pengene blev brugt til at betale regninger i vandselskaber under Odsherred Forsyning. Energinet forbereder sig på krisetider i form af indkøb af el og gas. Og endelig vil Tysklands indenrigsminister sikre infrastrukturen mod angreb efter stor strømafbrydelse i Berlin.
Klimamonitor:
Fjernvarmeselskaberne driver elektrificeringen af Danmark – her går det hurtigst
Danmarks fjernvarmeselskaber har de senere år stået for broderparten af elektrificeringen i Danmark, skriver Klimamonitor.
I årene fra 2019 til 2024 stod de 355 danske separate fjernvarmenet ifølge Energistyrelsen for 61 procent af den stigende elektrificering af Danmark. Eller sagt på en anden måde: Mens det generelle elforbrug i Danmark på fem år blot er steget med 9,3 procent, så har fjernvarmesektoren femdoblet sit forbrug af el.
For Søren Lorenz Rask Søndergaard, der er chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, taler de nye data sit eget tydelige sprog:
- Det viser jo, at fjernvarme går væk fra at bruge en masse kul og gas og over til at køre på el fra primært sol og vind. Det sidste er afgørende. Hvis strømmen ikke er grøn, giver skiftet mindre mening.
*****
GridTech:
Concito: Statens CCS-pulje er tæt på en total fiasko
Den statslige milliardpulje til CCS er tæt på en total fiasko, lyder meldingen fra senioranalytiker i tænketanken Concito, Tobias Johan Sørensen, der overfor GridTech giver udtryk for, at det er ”drønærgerligt for klimaet og klimamålene”.
Lige nu ser det ud til, at Aalborg Portland ender med at være den eneste ansøger til milliarderne fra puljen.
Lige meget hvad CCS-puljen dog ender med, mener han dog, at de mange frafaldne ansøgere bør give anledning til at starte forfra og gentænke fremtidige udbud.
- Nu skal udbuddet gøres færdigt, og så må vi se, hvad det ender med. Det er altid nemt at være bagklog, men det er tydeligt, at markedet ikke har været modent nok til at leve op til de politiske ambitioner. Der er behov for at gentænke hele værdikæden og komme tilbage til tegnebrættet og få genbesøgt alle mulige løsninger, siger Tobias Johan Sørensen til GridTech.
*****
Børsen:
Fejlslagent udbud har kostet virksomheder over en halv mia.
Hen over julen har alle på nær Aalborg Portland trukket sig fra milliardpulje til CO2-fangst, som har kostet mange mio. at forberede. Pengene er dog ikke spildt, understreger flere selskaber
Børsen har spurgt flere af virksomhederne, hvor mange penge de har brugt på at forberede projekter og ansøgninger, som nu bliver liggende i skuffen, når fristen for at søge milliarderne udløber i slutningen af januar.
Alene de 6 af 9 virksomheder, som har besvaret Børsens henvendelse, har tilsammen brugt 509,5 mio. kr.
I Roskilde har affaldsselskabet Argo brugt 61 mio. kr. på at gøre materialet til udbuddet klart. Allerede tilbage i september advarede selskabet, der er ejet af ni kommuner, om et muligt frafald, hvilket blev en realitet inden jul.
“Investeringen er bestemt ikke spildt. Vi har nu et modent projekt med en teknisk løsning, professionelle samarbejdspartnere og et solidt grundlag for økonomi, tidsplan og risici. Vi er naturligvis ærgerlige over ikke at indsende et endeligt tilbud til statens CCS-pulje i denne støtterunde,” skriver direktør Jeppe Danø i en mail til Børsen.
*****
Energy Supply:
Tusindvis af gasfyr installeret seneste år
Trods et bredt flertal i Folketinget har aftalt, at gasfyr skal skrottes inden 2035, blev der installeret tusindvis af gasfyr i 2025. Det oplyser Energy Supply.
Konkret er der installeret over 4.200 gasfyr i 2025, men der i løbet af året blev skrottet knap 22.000 gasfyr.
Tallet får kritiske bemærkninger med fra både Tekniq og Dansk Fjernvarme.
- De her tal udtrykker, at vi er på status quo. Vi kommer helt sikkert ikke til at nå klimafremskrivningerne, som man håndterer situationen lige nu, siger seniorkonsulent i brancheforeningen Dansk Fjernvarme, Søren Magnussen til Energy Supply.
*****
Sjællandske Nyheder:
Modregning til Odsherred på 80 millioner rammer ved siden af lovens formål
Rimelighed og varmeforsyningsregler kolliderer i en situation, lovgiverne ikke har kunnet forudse, mener Per Nikolaj Bukh.
Odsherred Kommune står til at blive modregnet cirka 80 mio. kr. i bloktilskud, fordi pengene uretmæssigt blev brugt til at betale regninger i Odsherred Forsynings vandselskaber.
Professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh kalder situationen "helt usædvanlig og ulykkelig" og peger på, at sagen rammer helt ved siden af lovens formål. Det skriver Sjællandske Nyheder.
- Der er nogle sammenstød mellem regler og hensyn, hvor de regler, man nu skal håndhæve, egentlig ikke er egnede til at bruge på den her situation. Jeg tror heller ikke, medarbejderne i Forsyningstilsynet synes, det her er sjovt at skulle gøre mod kommunen, siger Per Nikolaj Bukh.
*****
EnergiWatch:
Energinet prepper: Køber stort ind for at sikre el og gas til danskerne
Det er ikke alene danskerne, der skal preppe: Energinet gør det også for at sikre, at der er de nødvendige dele klar, hvis el og gasnettet saboteres. Det skriver EnergiWatch, der har talt med direktøren for sikkerhedsområdet, Signe Rosted.
- Vi ser ind i at opbygge reservedelslagere med de mest kritiske komponenter, hvor der er lang leveringstid. Vi skal have lagre med de ting, der hurtigt kan blive brug for, siger hun med den erkendelse, at hele energisektoren har en fælles udfordring med at skaffe de samme dele.
Derfor er det strategisk vigtigt, at Energinet allerede har mange af komponenter på lager lyder det.
*****
EnergiWatch:
Tysk minister vil øge overvågning efter angreb på elnet
Den tyske indenrigsminister, Alexander Dobrindt, vil intensivere indsatsen mod det, han kalder venstreekstremister, efter at et angreb på Berlins elnet efterlod tusindvis uden strøm. Det skriver EnergiWatch.
- Vi slår igen, og vi vil ikke overlade banen til venstreorienterede ekstremister eller klimaekstremister, siger han.
Omkring 100.000 mennesker i det sydvestlige Berlin mistede strømmen efter et brandangreb på en kabelbro 3. januar.
Den venstreorienterede gruppe Vulkangruppen har taget skylden for angrebet, som beskadigede flere højspændingsledninger. Ifølge det tyske medie Bild fejrede gruppen sit angreb i et brev på omkring 2500 ord.
*****
Skriv kommentar