Dansk Fjernvarme: CCS-udbud bør lukkes ned
LÆS I DAG:
Vi lægger fra land med lidt om CCS-udbuddet, hvor der kun er en enkelt byder tilbage. Dansk Fjernvarme foreslår, at udbuddet bør lukkes, fordi konkurrencen er væk. Og selvom Energnist har droppet dette udbud, arbejder de på at finde midler til at fortsætte med CO2-fangst. På Fyn kigger lokalmedier på direktør-lønninger. Og i Odsherred vil man ikke følge en afgørelse. Læs om det og meget mere i dagens overblik.
Finans.dk
Dansk Fjernvarme: CCS-udbud bør lukkes ned
Et nyt grønt milliardudbud styrer mod katastrofen. Hvis Danmark skal være sikker på at nå sine klimamål og ikke tabe en helt ny industri på gulvet, skal der handles nu.
Sådan lyder det fra Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen, som nu kræver, at man bør lukke det storstilede danske udbud for CO2-fangst og lagring (CCS). Udbuddet var sat i søen med hele 28,7 mia. kr. for at kunne sikre årlige CO2-reduktioner på 2,3 mio. ton om året fra 2030. 9 ud af 10 prækvalificerede aktører er stået af og vil ikke aflevere bud under de gældende udbudsbetingelser. Det skriver Finans.dk.
- Det er super ærgerligt, men ud fra en objektiv betragtning svært at se det som en konkurrence, hvis 9 ud af 10 aktører har trukket sig. Så risikerer hvert ton CO2, der lagres, at blive dyrere, end hvis konkurrencen havde fungeret, siger Kim Mortensen.
Såfremt udbuddet fortsætter, håber Dansk Fjernvarme at den tilbageværende aktør, Aalborg Portland lykkes da det også vil være med til at modne hele værdikæden.
Klimaminister Lars Aagaard vil imidlertid ikke være med til at annullere udbuddet, men ærgrer sig over at ikke flere projekter er ”nået helt til målstregen”.
*****
Energy Supply:
Energnist jagter kapital til CO2-fangst
Selvom Energnist trak sig fra statens CCS-udbud kort før deadline, er ambitionerne om at fange CO2 på affaldsenergianlægget i Esbjerg ikke droppet.
Det oplyser bestyrelsesformand Kamma Eilschou Holm til Energy Supply.
- Vi kigger både på udenlandske kapitalfonde, danske pensionskasser og andre fonde. Vi kigger også på, om der kan komme en dansk eller europæisk pulje på et tidspunkt, siger Kamma Eilschou Holm til Energy Supply.
Energnist har ikke en handeplan klar, men vil nu undersøge, hvordan projektet ellers kan komme til at flyve.
*****
Jyllands-Posten:
Geotermisk anlæg i Aarhus kan blive gennembrud for teknologien
I oktober åbnede borgmester i Aarhus, Anders Winnerskjold for hanerne på Kredsløbs nye geotermiske anlæg i Skejby.
Og det er meningen, at tre anlæg i 2030 skal levere 15-25 procent af fjernvarmen i Aarhus.
Lasse Sørensen, chef for Strategi & Udvikling ved forsyningsselskabet Kredsløb, oplyser til Jyllands-Posten, at både tidsplan og budget holder. Og nu skal den geotermiske varme indgå i et energimix i byens fremtidige elbaserede varmeproduktion.
- Vi går fra et system, hvor vi i dag er låst på enkelte teknologier. Når priserne på træpiller kører op og ned, bliver vi ramt meget hårdt. I fremtiden har vi en bred portefølje af teknologier, og den endelige pris, som vi er interesserede i, bliver ifølge vores analyser ret robust overfor udsving på energimarkederne. Men bliver samfundet ramt af en energikrise, som vi havde i 2022, så stiger prisen på varme også. Det kan ikke undgås, siger han til Jyllands-Posten.
Geotermi har ellers været afskrevet som større energikilde. Men i projektet her har geotermi-selskabet Innargi påtaget sig den største risiko. Til gengæld har Kredsløb skrevet under på en 30-årig aftale.
*****
Fyns Amts Avis:
Eksperter: Direktørlønninger er omfattet af offentlighedsloven
Hvor meget tjener direktørerne i de fynske fjernvarmeselskaber? Det har Fyns Amts Avis undersøgt – og offentliggjort resultaterne i en artikel.
Men direktørerne i Assens Fjernvarme, Svendborg Fjernvarme og Middelfart Fjernvarme vil ikke oplyse, hvad de tjener. Selvom de oplysninger ifølge tre eksperter inden for offentlighedslov og energiret er underlagt offentlighedsloven, da de leverer varme til over 2500 husstande.
Det skriver Fyns Amts Avis.
- Oplysninger om løn for en direktør for et varmeforsyningsselskab, der leverer til omkring 10.000 husstande (som Middelfart Fjernvarme, red. ), er efter min vurdering ikke nogen gråzone. Oplysningerne er undergivet aktindsigt, medmindre chefen helt undtagelsesvis er i særlig risiko for chikanøse borgere, lyder det fra Sten Schaumburg-Müller, der underviser i offentlighedsloven på Syddansk Universitet til Fyns Amts Avis.
Dansk Fjernvarme svarer skriftligt, at lønoplysninger i visse tilfælde kan anses for at være kommercielt følsomme. Især hvis de kan afsløre konkurrenceparametre, som kan påvirke fjernvarmeselskabets evne til at tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere.
*****
Dagbladet Roskilde:
Kommune overvejer at droppe to af fire fjernvarmeprojekter
For to et halvt år siden afleverede Fors projektforslag til Roskilde Kommune for fem områder. Af de fem har kun Veddelev opnået tilslutning fra 70 procent af husstandene. I løbet af foråret begynder arbejdet med at rulle fjernvarme ud der.
Men forperson for klima- og miljøudvalget er nu indstillet på at lade to af de fire andre projekter falde. Det skriver Dagbladet Roskilde.
I de fire områder har man højst opnået 39 procent tilslutning.
Jeppe Trolle, forperson i klima- og miljøudvalget oplyser til Dagbladet Roskilde, at man lige nu holder fast i alle områder, men at de på et tidspunkt er nødt til at tale om, hvor længe det skal fortsætte.
Han kunne godt tænke sig en redning fra Folketinget i form af en beslutning om, hvornår gas skal udfases som energikilde.
- Det kommer til at ske på et eller andet tidspunkt, at gassen skal udfases. Spørgsmålet er bare, hvornår det går op for Folketinget. Jeg er rigtig træt af, at politikerne på Christiansborg er så dårlige til at forudse fremtiden, og at de er så bange for at melde klart ud, at gassen bliver udfaset, for det kommer til at ske. Men når det ikke bliver meldt ud, vil borgerne ikke være med på fjernvarmen, siger Jeppe Trolle til Dagbladet Roskilde.
*****
TV2 Øst:
Odsherred vil ikke følge afgørelse
Odsherred Forsyning oplyser nu i et brev, at de ikke har tænkt sig at følge Ankestyrelsens afgørelse i forhold til to kunder, der gerne vil ud af deres kontrakt. Fordi de endnu ikke har fået leveret fjernvarme. Det skriver TV2 Øst.
I november jublede de to fjernvarmekunder ellers over, at de fik medhold i deres klage over Odsherred Forsyning.
- Odsherred Varme A/S har efter grundig vurdering valgt ikke at acceptere afgørelserne, skriver bestyrelsesformand Lars Therkildsen til TV2 ØST.
Han forklarer valget med, at det kan få for store konsekvenser for selskabets økonomi, de resterende varmekunder og afviklingen af restgælden.
*****
EnergiWatch:
Ørsted vinder igen ved amerikansk domstol
Ørsted kan genoptage arbejdet på projektet Revolution Wind i USA. Det blev afgjort i nat ved retten i Washington. Det oplyser flere medier blandt andre EnergiWatch.
Tilbage i december 2025 kom de amerikanske myndigheder med et påbud om at indstille arbejdet på grund af national sikkerhed. Den begrundelse købte dommeren dog ikke.
Revolution Wind er en havmøllepark, Ørsted er ved at opføre ud for USA's østkyst. Ifølge Ørsted er parken omkring 87 procent færdigbygget, og 58 ud af 65 vindmøller er sat op.
Parken er et fælles projekt mellem Ørsted og Skyborn Renewables, som er medejer.
*****
EnergiWatch:
Ny direktør til Energi Fyn
Ny direktør i Energi Fyn bliver Mette Rose Skaksen. Hun kommer fra en stilling som viceadm. Direktør i Green Power Denmark.
I Energi Fyn afløser hun Bent Agerholm, der efter årtier i selskabet går på pension. Det skriver EnergiWatch.
Mette Rose Skaksen blev ansat som viceadministrerende direktør i Green Power Denmark lige efter dannelsen i foråret 2022. Hun har haft det overordnede ansvar for netøkonomi, jura, elmarkedet, varme og intelligent energi.
*****
Skriv kommentar