Gå til hovedindhold

Det har aldrig været mere klimavenligt at bruge strøm i Danmark

LÆS I DAG:

Banker spår højere gaspriser efter hårdt vintervejr.
Datadrevene værktøjer skal styre forbrugerne: ”Der er brug for mere dynamiske tariffer”.
Fjernvarmeselskab jubler: Varme til nul kroner.
Pyrolyseanlæg indviet: Første af sin slags i Danmark.

20. jan. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Det har aldrig været mere klimavenligt at bruge strøm i Danmark

    Størstedelen af den elektricitet der i dag kommer ud af stikkontakterne, kommer i dag fra solceller, vindmøller og kraftværker, som kører på biomasse. Det er meldingen Green Power Denmark, fremgår det af EnergiWatch.

    Det betyder samtidig, at udledningen af CO2 er faldet. Sidste år udledte danskernes elforbrug i gennemsnit 60 gram CO2 per kilowatt-time. Et niveau, der for 15 år siden lå omkring 432 gram.

    Green Power Denmark har lavet beregningerne baseret på tal fra Energinet, som er en selvstændig offentlig virksomhed under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

    - Det er ikke mange år siden, at vi fyldte atmosfæren med klimaskadelig røg fra kulkraftværkerne. Nu har vi et moderne, højteknologisk samfund, hvor elektriciteten er godt på vej til at blive 100 procent grøn. Det er en markant udvikling, som vi har grund til at være stolte af, udtaler Camilla Holbech, der er direktør for vedvarende energiproduktion i Green Power Denmark.

    *****

    Energy Supply:
    Banker spår højere gaspriser efter hårdt vintervejr

    Gaspriserne steg i Europa i den forgangne uge – og ifølge forskellige banker, så kommer det til at holde ved at gaspriserne stiger over den kommende tid. Det skyldes primært det hårde vintervejr, fremgår det af Energy Supply.

    Det er ikke mindst de lave temperaturer i den nordlige del af Europa, der via øget forbrug skubber til priser. Samtidig noterer bankerne sig, at gaslagrene i Europa er meget lave – og lavere end kravene fra EU kræver.

    Lige nu er den sæsonkorrigerede lagerbeholdning i lagre i EU på 51,9 pct, hvor gennemsnittet over de seneste fem år har været omkring 67 pct.

    Det er samtidigt kun 4 pct. point højere end på samme tid i 2022, hvor det netop var lave lagerbeholdninger, som gav anledning til stor nervøsitet på markedet. Dermed kan en lav lagerbeholdning være med til at puste til nervøsiteten på markedet og sende priserne op.

    *****

    GridTech:
    Datadrevene værktøjer skal styre forbrugerne: ”Der er brug for mere dynamiske tariffer”

    DTU-forskeren Reza Mokhtari undersøger i sin PhD, hvordan han via AI kan styre varmeforbruget og forskellige scenarier for beboernes forbrugsadfærd. Målet er at kunne sænke bruge af brændsler og sænke prisen for forbrugerne, fremgår det af GridTech.

    Projektet er blot et af en lang række nyere forskningsprojekter på DTU, der ved hjælp af data og kunstig intelligens forsøger at styre det fleksible energi- og varmeforbrug gennem prissignaler.

    Professor ved DTU, Henrik Madsen, står i spidsen for forskningsområdet og forklarer, at det meste af energisektoren har erkendt, at de AI-baserede løsninger er nøglen til en effektiv udnyttelse af fleksibilitet, hvilket understreger behovet for flere lignende projekter:

    - De fleste projekter, vi kigger på, er egentlig el-systemer, men det her konkrete projekt har vist, at man også kan gøre det for fjernvarmeværker. Her er man også meget interesseret i fleksibilitet, forklarer Henrik Madsen.

    *****
    Frederiksborg Amts Avis:
    Fjernvarmeselskab jubler: Varme til nul kroner

    Over de kommende uge kan kunderne hos Helsinge Fjernvarme se frem til at få en velpolstret check i postkassen – eller penge på sin NEM-konto. Fjernvarmeselskaber har nemlig justeret sine varmeprise for 2025 ned til et rundt nul, skriver Frederiksborg Amts Avis.

    Det betyder, at en kunde i fjernvarmeselskabet, der bor i et standardhus - 125 kvadratmeter - med et standardforbrug - 13,4 megawatt årligt - kan se frem til at få tilbagebetalt ikke mindre end 12.730 kroner i løbet af de kommende uger.

    - Vi har fået mange positive tilkendegivelser oven på den nyhed, og det er vi både glade for og stolte over, siger Jarl Baadsmand, der er bestyrelsesformand i Helsinge Fjernvarme Amba.

    Ifølge Jarl Baadsmand er den markante prisnedsættelse resultatet af en målrettet indsats for at spille sammen med elmarkedet.

    - Det er lykkedes, fordi vi har været til rådighed for elmarkedet og hjulpet det. Vi har kombineret fjernvarmeforsyningen med elmarkedet og samtidig optimeret vores fjernvarmeværk, siger Jarl Baadsmand.

    *****

    Skive Folkeblad:
    Pyrolyseanlæg indviet: Første af sin slags i Danmark

    Fruedal Energy har indviet et nyt pyrolyseanlæg i Lem ved Ramsing-Lem-Lihme Kraftvarmeværk. Kraftvarmeværket lukrerer på produktionen ved at aftage overskudsvarmen til bruge for sine varmekunder. Det skriver Skive Folkeblad.

    Pyrolyse er produktion af biokul, som kan lagre CO2, mens overskudsvarmen i dette tilfælde altså udnyttes i det lokale fjernvarmenet.

    Anlægget består af fire containere på omkring 40 fod og er placeret på lejet jord ved kraftvarmeværket. Varmen ledes direkte ind i værkets akkumuleringstank og videre ud til omkring 540 husstande i området.

    Fruedal Energy oplyser, at anlægget i Lem er første skridt, og at virksomheden arbejder med planer om at etablere lignende anlæg andre steder i Danmark og i udlandet.

    Sidst opdateret: 20. januar 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...