Gå til hovedindhold

Dansk Fjernvarme: Biomasse er en hjørnesten i Danmarks energimix

LÆS I DAG:

CCS-aftale med Aalborg Portland kan blokere for nyt udbud.
Kredsløb har brugt trecifret millionbeløb i jagt på CCS-støtte.
Kronborg vil stoppe udbud: Ni ud af ti projekter er væk, og 30 milliarder kan ende ét sted.
Verdo er billigst af de største: Holder fast i kraftvarmeanlæg, mens el-løsningerne indfases og gasramte konverteres.
Ejerkommunes advokatregning i fjernvarmesag runder 16 millioner kroner.
Borgmester dropper energi-konference i USA.

21. jan. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    NB Forsyning & Klima:
    Dansk Fjernvarme: Biomasse er en hjørnesten i Danmarks energimix

    Dansk Fjernvarme sætter med en ny folder fokus på biomassens rolle i energisystemet og kalder i folderen biomasse for "en naturlig del af fremtidens energimix". Biomasse bliver således præsenteret som "en del af løsningen" på at nå Danmarks klimamål.

    - Vi har lavet denne folder i et rimelig bredt samarbejde med både producenter og aftagere af biomasse. Folderen er primært henvendt til vores medlemmer for at give et bedre oplysningsgrundlag omkring, hvad den danske biomasse kan gøre i fremtidens energisektor, fortæller Gertrud Græsbøll Weimann, som er konsulent i Dansk Fjernvarme, til NB-Forsyning & Klima.

    Folderen er skabt i et samarbejde med Dansk Skovforening, Green Power Denmark, Skovdyrkerne, Dalgas, DME og Dansk Fjernvarme, og den skal på "pædagogisk" vis illustrere den rolle, som omsætningen af biomasse til energi har for både skovene, fjernvarmeselskaberne og klimaet.

    Konkret er det tanken med folderen, at medlemmerne af de forskellige organisationer skal kunne klæde dem på, når de møder kritiske spørgsmål om biomasse. Derfor kan medlemmerne af fx Dansk Fjernvarme finde folderen på foreningens hjemmeside og downloade den.

    *****

    Klimamonitor:
    CCS-aftale med Aalborg Portland kan blokere for nyt udbud

    Det nærmer sig en situation á la ’Catch-22’, som Energistyrelsen ser ind i – et umuligt paradoks, hvor løsningen er problemet, og problemet er løsningen. Det skriver Klimamonitor.

    Det handler om CCS-puljen, hvor Energistyrelsen ifølge flere eksperter ikke blot kan strikke et nyt udbud med forbedrede vilkår sammen for andre CCS-kandidater, hvis de samtidig har accepteret et bud fra Aalborg Portland.

    - Hvis et genudbud alene eller primært har til formål at “reparere” markedets reaktion ved at designe mere fordelagtige vilkår for bestemte aktører, vil det være meget vanskeligt at forene med ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincippet, siger Kathrine Søs Jacobsen Cesko, adjunkt i konkurrenceret og udbudsret ved Copenhagen Business School, med reference til udbudslovens paragraf 2.

    Tæt på identisk lyder vurderingen fra Kenneth Løvenskjold Andreasen. Han er jurist og ph.d.-stipendiat ved SDU med speciale i klima- og energiret og har tidligere været projektleder i Energistyrelsen og udbudskonsulent i Søfartsstyrelsen.

    - Energistyrelsen må ikke rent udbudsretsligt lave et nyt udbud målrettet de øvrige kandidater, selvom styrelsen allerede i det nuværende udbud laver en aftale med Portland, siger han med reference til samme paragraf 2, som slår fast, at en ordregiver – Energistyrelsen – skal overholde principperne for ligebehandling, gennemsigtighed og proportionalitet.

    *****

    EnergiWatch:
    Kredsløb har brugt trecifret millionbeløb i jagt på CCS-støtte

    Regningen til Kredsløb for at forberede en ansøgning om statsstøtte til CO2-fangst og -lagring fra den såkaldte CCS-pulje er endt på 140 mio. kr. Det oplyser det kommunale affalds- og energiselskab til DR, fremgår det af EnergiWatch.

    Aarhus Kommunen trak i december Kredsløb fra CCS-puljen. Grunden var, at ejerkommunen frygtede økonomiske konsekvenser for selskabets kunder ved at binde sig til projektet.

    - Det har på ingen måder været en nem beslutning, for det gør det samtidig svært at nå målet om klimaneutralitet i 2030, udtalte Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold (S) dengang i en pressemeddelelse.

    Da Kredsløb er kommunalt ejet, er de 140 mio. kr. til CCS-ansøgningen i sidste instans finansieret af de aarhusianske affalds- og varmekunder. Kunderne kommer dog ikke at mærke CCS-regningen, skriver Kredsløb i et skriftligt svar.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Kronborg vil stoppe udbud: Ni ud af ti projekter er væk, og 30 milliarder kan ende ét sted

    Efter at Energnist har trukket Esbjerg-projektet ud af statens milliardudbud, advarer det lokale folketingsmedlem, Anders Kronborg, om manglende konkurrence og risiko for, at næsten hele CCS-puljen ender ét sted.

    Ifølge Anders Kronborg er konsekvensen klar, hvis udbuddet fortsætter uændret, skriver JydskeVestkysten.

    - Er det alene cementgiganten Aalborg Portland, som står tilbage, så vil Danmark ikke kunne indfri det fulde potentiale i forhold til CO2-fangst. Derudover vil det være et utroligt farligt signal, hvis det kun er en cementvirksomhed i Aalborg, som er klar til at byde på udbuddet, siger han.

    *****

    GridTech:
    Verdo er billigst af de største: Holder fast i kraftvarmeanlæg, mens el-løsningerne indfases og gasramte konverteres

    Verdo holder varmepriserne nede med biomasse, stramme indkøbsaftaler og målrettet indsats ude hos kunderne. Det fremgår af GridTech, der fortæller, at prisudviklingen hos Verdo går i modsat retning af priserne generelt, der er steget med seks procent fra august 2024 til august 2025.

    Hos Verdo Energi og Forsyning i Randers og Herning betaler kunderne i gennemsnit 11.605 - kroner i Randers og 12.366 kroner - i Herning – markant lavere end hos de største kommunalt ejede fjernvarmeselskaber.

    Derfor har Verdo heller ikke samme hast med at udfase de eksisterende kraftvarmeværker, der i dag udgør rygraden i varmeforsyningen i både Randers og Herning. En tilgang, som kunderne i øjeblikket kan mærke direkte på varmeregningen, forklarer Jesper Møller Larsen, divisionsdirektør for Verdo Energi og Forsyning.

    - Vi lader vores kraftværker løbe deres levetid ud. Vi står ikke med en brændende platform, hvor vi skifter det hele i morgen. Vi er forbrugerejede, og når vi har et kraftvarmeværk, der virker, så holder vi det kørende, så længe det giver mening. Dertil baserer det sig på biomasse, og det bliver – i hvert fald efter nutidens standarder – fortsat betegnet som grønt.

    *****

    CleantechWatch:
    Ejerkommunes advokatregning i fjernvarmesag runder 16 millioner kroner

    Det kuldsejlede fjernvarmeprojekt i Odsherred Forsyning har indtil videre kostet ejerkommunen Odsherred mere end 16 mio. kr. i ekstern advokatbistand. Det fremgår af CleantechWatch.

    Af dagsordenen til et møde i kommunens økonomiudvalg i denne uge fremgår det, at advokatregningen i 2024 og 2025 i alt har rundet 16,4 mio. kr. Og på det samme møde skal politikerne tage stilling til et forslag om at afsætte yderligere 6 mio. kr. til juridisk bistand i 2026.

    I den kommende tid vil der stadig være ”behov for massiv ekstern bistand,” lyder det i dagsordenen.

    *****

    Klimamonitor:
    Borgmester dropper energi-konference i USA

    Borgmester i Esbjerg, Jesper Frost Rasmussen, har tirsdag meldt afbud til energikonferencen CeraWeek i Texas til marts. Han begrunder afbuddet med, at det ikke giver mening med hans deltagelse, når USA truer Danmark og Grønland. Det skriver Klimamonitor.

    Jesper Frost Rasmussen har længe vidst, at han formentlig skulle til CeraWeek i marts. Men de seneste uger har han afventet situationen, inden han nu har truffet sin beslutning.

    - Vi var ved at være der, hvor vi skulle bestille flybilletter. I sidste uge afventede vi Lars Løkkes møde i Det Hvide Hus, og efter det var jeg egentlig fortrøstningsfuld. Men efter weekenden og her efterfølgende har jeg måttet trække en streg i sandet, siger han.

    CeraWeek er en af verdens største energikonferencer med omkring 10.000 deltagere. Sidste år var Jesper Frost Rasmussen – der også er formand for Dansk Fjernvarme - afsted med klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

    Sidst opdateret: 21. januar 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...