Gå til hovedindhold

Fjernvarmeselskab: Elnettet er vores største forhindring

LÆS I DAG:

Fjernvarme risikerer at tabe i bygningsreguleringen: Organisationer kræver politisk handling.
Ørsted slår igen Trump i retten.
Kan ikke nettilsluttes før om adskillige år: Statslige energiparker står tomme.

3. feb. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Borsen.dk:
    Fjernvarmeselskab: Elnettet er vores største forhindring

    Hofor har nedskaleret et projekt, og flere fjernvarmeselskaber ser ind i samme fremtid, efter at Energinet har meldt, at kapaciteten i elnettet er presset. Det går ud over omstillingen og forretningsmodellerne for fjernvarmeselskaberne, fremgår det af Børsen.

    Hos det storkøbenhavnske forsyningsselskab Hofor har begrænsningerne i elnettet allerede ført til, at et projekt måtte skæres til, fortæller Gorm Elikofer, direktør for energiområdet.

    - Vi måtte installere et anlæg på 29 megawatt i stedet for 32. Det er kun en ganske lille tilpasning, så det ødelægger ikke businesscasen, men det havde selvfølgelig været bedre med et større anlæg, siger han.

    Hofor står over for at udskifte ca. en tredjedel af de anlæg, der forsyner københavnerne med fjernvarme med elektrisk varme i form af varmepumper og elkedler frem mod 2033 – en indsats, der vil koste selskabet op mod 5 mia. kr. Det enkelte projekt kan koste alt fra 200 mio. kr. til 1,5 mia.

    Blandt alle de mulige forhindringer for projekter af den størrelse er elnettet den største bekymring, vurderer Gorm Elikofer.

    - Elnettet er den udfordring, vi tænker mest over. Teknologien er kendt, vi kender behovet og businesscasen, og vi ved, hvor vi skal bygge, siger han og peger på, at udfordringen bliver mere konkret og synlig, jo mere modne projekterne bliver.

    *****

    GridTech:
    Fjernvarme risikerer at tabe i bygningsreguleringen: Organisationer kræver politisk handling

    Dansk Fjernvarme og en række andre organisationer råber nu beslutningstagerne op i et forsøg på at ændre den planlagte implementering af EU’s reviderede bygningsdirektiv. Det kan presse bygningsejere i armene på individuelle varmepumper, fremgår det af GridTech.

    Kernen i kritikken er den såkaldte primærenergifaktor, PEF, som bruges til at opgøre, hvor meget samlet energi der kræves for at levere én enhed energi til en bygning. Problemet er, at energien vægtes forskelligt alt efter, om bygningen opvarmes med fjernvarme eller en individuel varmepumpe. Og resultatet er, at to ellers identiske bygninger kan blive vurderet vidt forskelligt.

    Chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Søren Junge Bak, peger således på, at bygninger opført med individuelle varmepumper i dag stilles bedre end fjernvarmebygninger, hvilket giver større frihed i bygningsdesignet.

    - Her stilles individuel forsyning som varmepumper bedre end fjernvarmen på grund af de eksisterende primære energifaktorer i bygningsreglementet. Konsekvensen er, at en ejendom som opføres med en individuel varmepumpe, vil have et større råderum ift. mulig mindre bygningsisolering og dermed et større nettoareal, samt en større fleksibilitet i bygningsdesign, siger Søren Junge Bak i en meddelelse på organisationens hjemmeside.

    *****

    EnergiWatch:
    Ørsted slår igen Trump i retten

    Samtlige af de fem havvindprojekter, hvor anlægsarbejdet kort før jul blev beordret standset, har nu igen lov at bygge videre, efter Sunrise Wind som det sidste projekt mandag fik medhold i retten. Det skriver EnergiWatch.

    Afgørelsen var næppe nogen stor overraskelse. Dels var dommeren den samme, der for tre uger siden nåede samme konklusion i den tilsvarende sag på Ørsteds andet amerikanske havvindprojekt, Revolution Wind.

    Dels har andre dommere i mellemtiden truffet samme afgørelse på de tre øvrige havvindprojekter, der kort før jul også blev ramt af ordren om et byggeophør.

    Foruden de to Ørsted-projekter er det Equinors Empire Wind, Dominion Energys Virginia Offshore Wind og senest CIP og Iberdrolas Vineyard Wind, der fik lov at genoptage byggeriet sidste tirsdag. Under mandagens retssag drog Ørsteds sagfører da også paralleller til såvel den ”praktisk talt ensartede” sag på Revolution Wind som til de øvrige afgørelser.

    *****

    Klimamonitor:
    Kan ikke nettilsluttes før om adskillige år: Statslige energiparker står tomme

    I både Jammerbugt såvel som Holstebro Kommune er stemningen opgivende over de statsligt udpegede energiparker på land, der bliver bremset af Energinets mange forsinkelser. Det skriver Klimamonitor.

    - At nå målet om opstilling af VE på land og klimamålene i 2030 er long gone. Dem, der sender en ansøgning ind i dag, kan under ingen omstændigheder koble noget på nettet før 2030. Det tager sindssygt lang tid fra start til slut med projekterne, siger Keld Agerbo, projektleder på energiparkerne i Jammerbugt Kommune, til EnergiWatch.

    I Holstebro fortæller kommunens strategiske forretningsudvikler, Ulrik Torp Svendsen, at de fortsat ser positivt på den statslige energipark Energy Hub Holstebro, der specifikt har fokus på PtX og grønne brændsler. Men indtil videre vides det ikke, om det danske brintrør bliver bygget eller ej – og den første linjeføring i form af syvtallet går slet ikke forbi Holstebro. Derfor befinder projekterne sig stadig i en slags venteposition.

    Sidst opdateret: 3. februar 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...