Astronomiske varmeregninger i Odsherred underkendt af tilsyn
LÆS I DAG:
Redningsplan for Odsherred Varme er usikker efter ny afgørelse.
Ekspert advarer: Afgørelse kan vælte Odsherred Varme.
Tilsynsdirektør kalder Odsherred-afgørelse atypisk.
Ny varmepris klar inden påske.
Koldt vejr og fejl hos Energinet sender sjællandske elpriser i vejret: Kan lede til milliontab.
Vestforbrænding vil udvide fjernvarmen: Beder om låneramme på næsten 11 milliarder kroner.
DR.DK | Nyheder:
Astronomiske varmeregninger i Odsherred underkendt af tilsyn
Forsyningstilsynet offentliggjorde tirsdag, at tilsynet anser prissætningen for varme fra Odsherred Varme for at være høj. Konkret handler det om, at det såkaldte afskrivningsgrundlag er alt for højt. Det skriver bl.a. DR.DK | Nyheder.
- Det afskrivningsgrundlag de lægger til grund på omkring 800 millioner kroner, det sætter vi ned til et afskrivningsbeløb på 276 millioner, som altså en betydelig nedsættelse, siger Carsten Smidt, direktør i Forsyningstilsynet.
Sidste år blev prisen på fjernvarme hævet med op til 76 procent, men det er altså en prisstigning, som kunderne kan forvente bliver droppet.
Og fjernvarmekunderne kommer til at mærke afgørelsen fra tilsynet på deres varmeregninger.
Det siger professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh.
- Den betyder, at de får en markant lavere pris. Hvor meget lavere, tør jeg ikke sige. Men fordi de ikke kan indregne alle de omkostninger til den her udbygning, så falder prisen, siger han.
*****
CleantechWatch:
Redningsplan for Odsherred Varme er usikker efter ny afgørelse
Odsherred Varme giver selv udtryk for, at Forsyningstilsynets seneste afgørelse rokker ved den redningsplan, der er strikket sammen. Ifølge direktør i Odsherred Varme, Pernille Ingildsen, vil det får indflydelse på selskabets evne til at den gæld, der er til kreditorerne, skriver CleantechWatch.
- Vi vil ikke være i stand til at betale så meget gæld, som rekonstruktionsaftalen lægger op til. Vi må have en ny samtale med kreditorerne om de vilkår, selskabet skal drives under fremadrettet, siger Pernille Ingildsen.
Ifølge direktøren er man i Odsherred Varme meget overrasket over, at tilsynet ender med at afgøre, at varmepriserne er urimelige.
- Afgørelsen ændrer massivt på den (rekonstruktionsaftalen, red.), og derfor kommer det selvfølgelig bag på os, at de vælger at afgøre på den måde, siger Pernille Ingildsen.
*****
Energy Supply:
Ekspert advarer: Afgørelse kan vælte Odsherred Varme
Den seneste afgørelse fra Forsyningstilsynet om Odsherred Varme kan ifølge en ekspert betyde, at selskabet må starte forfra på rekonstruktionen – eller vælge at gå konkurs. Det skriver Energy Supply.
- Hvis der ikke er penge til den rekonstruktionsplan, der er lavet, fordi man ikke kan opkræve pengene i fornødent omfang hos forbrugerne, må man enten lave en ny rekonstruktionsplan – eller også må man gå konkurs, siger ekspert i energi- og forsyningsret og professor ved Syddansk Universitet, Bent Ole Gram Mortensen.
Dermed smider sektorens vagthund en potentiel bombe midt i forsyningsskandalen, hvor Odsherred Varme har klaret sig ud af rekonstruktion med en plan om at finansiere store kreditorkrav over fjernvarmeprisen i mere end 40 år.
Bent Ole Gram Mortensen ser skeptisk på fremtiden for varmeselskabet.
- Jeg er ikke sikker på, at Odsherred Varme kan videreføres uden en konkurs, siger han.
*****
EnergiWatch:
Tilsynsdirektør kalder Odsherred-afgørelse atypisk
Den administrerende direktør i Forsyningstilsynet, Carsten Smidt, betegner afgørelsen om, at Odsherred Varme ikke må indregne samtlige omkostninger for et kuldsejlet fjernvarmeprojekt i varmeprisen, for både atypisk og yderst sjælden.
- Det er få afgørelser, der omhandler økonomi i den her størrelse, og det er en ret atypisk afgørelse, siger han til EnergiWatch og fortsætter:
- Det er der to grunde til. Den ene er, at det er yderst sjældent, at vi træffer afgørelser om at nedsætte omkostningsgrundlaget hos en fjernvarmevirksomhed. Det andet er beløbets størrelse, der virkelig er markant.
Afgørelsen kan i sidste ende betyde, at hele redningsplanen skrider for selskabet. Derfor har tilsynet også været konservative i afgørelsen ifølge direktøren.
- Jeg synes, at vi har udvist en vis forsigtighed i afgørelsen. Det er beløbene også et udtryk for, selvom de er store, siger Carsten Smidt.
*****
Sjællandske Nyheder:
Ny varmepris klar inden påske
Odsherred Varme skal i gang med at genberegne varmeprisen, efter at Forsyningstilsynet har underkendt den nuværende prissætning. Og direktør Pernille Ingildsen bekræfter overfor Sjællandske Nyheder, at kunderne både vil se en lavere pris, og at det sker snart.
- Forsyningstilsynet reducerer selskabets afskrivningsgrundlag og indfører en omkostningsbase. Set under ét vil disse forhold betyde en reduktion af fjernvarmeprisen for kunderne. Det er endnu for tidligt at sige, hvor meget prisen vil falde, skriver hun i en skriftlig kommentar til Sjællandske Nyheder i kølvandet på afgørelsen.
En ny varmepris forventes klar inden påske. Samtidig vil Odsherred Varme kontakte sine kreditorer for at drøfte de nye vilkår, selskabet fremover skal drives under, oplyser Pernille Ingildsen.
*****
Finans.dk:
Koldt vejr og fejl hos Energinet sender sjællandske elpriser i vejret: Kan lede til milliontab
En kombination af et presset elsystem og en fejl hos Energinet, har ført til skyhøje priser i Østdanmark. Situationen er ifølge ekspert uden fortilfælde i energisystemet og møder nu hård kritik i erhvervslivet, fremgår det af Finans.dk
Anders Houmøller er energikonsulent og tidligere topchef for elbørsen Nord Pool. Han hæfter sig ved den enorme prisforskel mellem de to danske landsdele og kalder det ”fuldstændig vanvittigt”.
- Det må simpelthen ikke kunne ske. Du må ikke sende havregrynene fra det dyre til det billige prisområde. Det her kan resultere i millioner i samfundsøkonomisk tab, siger Anders Houmøller.
Ifølge vicedirektør i Energinet, Klaus Winther, er årsagen til de enorme prisforskelle her til aften en datafejl hos Energinet. Effekten af datafejlen bliver ifølge vicedirektøren forstærket af det kolde vindstille vejr. Normalt ville effekten ikke være så markant som denne gang.
- Prisforskellen er drevet af en kombination af datafejl og et presset marked. Havde der været en normal driftssituation, ville den datafejl ikke have betydet noget, men kombinationen gør, at det får en indflydelse på prisen, siger Klaus Winther.
*****
GridTech:
Vestforbrænding vil udvide fjernvarmen: Beder om låneramme på næsten 11 milliarder kroner
Vestforbrænding har anmodet sine ejerkommuner om en samlet låneramme på 10,98 milliarder kroner til investeringer i 2025‑2030. Det fremgår dagsordenen for et forestående møde i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Københavns Kommune den 24. februar.
Ifølge GridTech skal 440 millioner kroner af låneramen bruges i 2026 til udbygning af fjernvarmenettet, opgradering af røggaskondenseringsanlæg og modernisering af IT- og sikkerhedssystemer.
De resterende 10,54 milliarder kroner går til realiseringen af Varmeplan 2030, etape 2, som skal udrulle fjernvarme til op mod 39.000 nye kunder og etablere nye produktionsanlæg samt lavtemperaturledninger.
Lånene optages via KommuneKredit, og hæftelsen fordeles efter indbyggertal. For Københavns Kommune svarer det til 91,7 millioner kroner for 2026-lånet og 2,25 milliarder kroner for Varmeplan 2030-lånet. Ishøj Kommune deltager ikke i hæftelsen for etape 2.
Skriv kommentar