Kontramelding om gas-stop vækker hård kritik
LÆS I DAG:
Efter statslig timeout: 72 jyske elprojekter sat på pause.
Olieprisen rammer højeste niveau siden Ruslands invasion af Ukraine.
Energipriser eksploderer: De priser, vi ser i dag, er ikke de samme i næste uge.
EU køber fortsat russisk energi for milliarder.
Kronborg vil hive hele Energistyrelsen væk fra København og placere den i Esbjerg.
Energy Supply:
Kontramelding om gas-stop vækker hård kritik
Fjernvarmesektoren er ganske hård i sin kritik af, at klimaminister Lars Aagaard igen har gjort sig til talsmand for, at tiden er løbet fra et egentligt stop for gasfyr. Meldingen går stik imod den politiske aftale fra 2022, lyder kritikken, fremgår det af Energy Supply.
- Ministeren er igen ved at skyde tingene fuldstændig til hjørne. Han lever på månen, siger Kristoffer Petersen, bestyrelsesformand for Næstved Fjernvarme.
Han medgiver, at der selv sagt er steder i Danmark, hvor det giver mening fortsat at have gasfyr.
- Men i de områder, hvor der kan være fjernvarme, bør der være fjernvarme, siger formanden for den sydsjællandske forsyning.
Der er opbakning til Næstved-formanden 70 kilometer længere nordpå. Fjernvarmechef ho Fors, Jens Ole Pihl-Andersen, mener, at Lars Aagaards udmelding vil få stor betydning for selskabets omfattende fjernvarmeprojekt i Holbæk.
Hele 90 procent af Holbæk holder varmen på gas. Fors har de seneste år arbejdet intensivt for at forberede en storstilet konvertering af gasbyen til fjernvarme.
Varmekunderne kommer i tvivl om, hvad de skal gøre, når der er forskellige politiske udmeldinger, og ender i stedet med at gøre ingenting. Det er det værste, der kan ske lige nu, siger han.
*****
Børsen.dk:
Efter statslig timeout: 72 jyske elprojekter sat på pause
Elnetselskabet N1 kan på nuværende tidspunkt ikke tilslutte i alt 72 nye projekter, fortæller direktør. Det sker som følge af, at Energinet har trykket på pauseknappen for nye net-tilslutninger, skriver Børsen.dk.
Konkret har 48 virksomheder i Vest- og Sydjylland fået besked om fra N1, at de på nuværende tidspunkt ikke har mulighed for at få sat strøm til i alt 72 nye, store projekter som solcelleinstallationer og elektrificering af fabrikker.
De berørte projekter er alle sammen større tilslutningsprojekter. Det er f.eks. virksomheder, der vil udvide produktionen eller omlægge fra gas til strøm, eller datacentre, solcelleparker, batterier eller fjernvarmesektoren. Altså industrien i bred forstand, fortæller direktør i N1, Lise Bering, der understreger, at almindelige husstande ikke bliver ramt.
N1 understreger, at hvor der er underskrevet aftaler, kører alt som planlagt hos N1. Der kommer ingen forsinkelser – ud over altså hos de 48 kunder, der var i gang med at udarbejde og underskrive aftaler med elnetselskabet.
*****
Finans.dk:
Olieprisen rammer højeste niveau siden Ruslands invasion af Ukraine
Søndag steg olieprisen første gang i fire år til over 100 dollar per tønde. - 647 danske kroner per tønde. Sidste gang det skete var i februar 2022, kort efter at Rusland invaderede Ukraine. I marts samme år nåede prisen på en tønde Brent-olie op på knap 140 dollar, fremgår det af Finans.dk.
Dengang – i 2022 – var der tale om en tangering af rekordåret 2008, hvor prisen nåede op på knap 150 dollar per tønde under finanskrisen, skriver AFP.
Fra 2012 til 2014 var oliepriserne næsten konstant over 100 dollar på grund af borgerkrigen i Syrien og vestlige sanktioner mod Iran. Formålet var her også at sætte en stopper for landets atomprogram.
Priserne var også over 100 dollar under Det Arabiske Forår i 2011, hvor flere mangeårige ledere i Tunesien, Egypten og Yemen blev væltet.
*****
Finans.dk:
Energipriser eksploderer: De priser, vi ser i dag, er ikke de samme i næste uge
En økonom kommer overfor Finans.dk med dystre spådomme om udviklingen på energipriserne på den korte bane. Kort sagt mener han, at energipriserne står overfor en reel eksplosion, der vil påvirke den danske samfundsøkonomi.
Han tager udgangspunkt i oliepriserne, der er på himmelfart, og det vil alene i sig selv true dansk økonomi, spår Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.
- En stigning i olieprisen rammer dansk økonomi på samme måde som en skattestigning, der øger både virksomhedernes og husholdningers energiudgifter, særligt hos fremstillings- og transportvirksomheder, konstaterer Tore Stramer i en kommentar om udviklingen.
Han henviser til beregninger fra De Økonomiske Råd og Finansministeriet. En permanent stigning i olieprisen på 10 dollar, mindsker BNP med ca. 0,2-0,3 pct. svarende til produktionstab på 5 mia. kr.
En stigning på 10 pct. i olieprisen vil som udgangspunkt øge inflationen med 0,1 procentpoint. Hvis olieprisen holder sig på det nuværende niveau, kan inflationen potentielt blive øget med omkring 0,3 procentpoint i 2026.
- Vi står altså i en situation, hvor et nyt vedblivende olieprischok kan tage toppen af væksten herhjemme og løfte inflationen på ny, mener Tore Stramer.
*****
EnergiWatch:
EU køber fortsat russisk energi for milliarder
EU-landene importerede i 2025 russisk olie, gas og kul for ca. 17 mia. euro svarende til 127 mia. kr., skriver Børsen på baggrund af beregninger, som den grønne tænketank Ceri har lavet for mediet.
EnergiWatch skriver, at Ungarn og Slovakiet er blandt de lande, der importerer mest fossilt brændstof fra Rusland, og det er da også de to lande, som har været blandt de mest markante modstandere af nye energisanktioner, men ifølge Dan Jørgensen, EU-kommissær for energi- og boligpolitik, får de to storimportører ikke lov at stå i vejen for gasforbuddet.
- Når der vedtages et forbud, er der helt klare regler for, hvordan det skal implementeres. Hvis et land ikke lever op til reglerne, findes der forskellige sanktioner, som kan bringes i anvendelse. Vi er derfor ikke nervøse. Skulle der komme en retssag, har vi de juridiske argumenter på plads, siger Dan Jørgensen ifølge Børsen.
Beslutningen om at forbyde en af Ruslands største indtægtskilder har været længe undervejs, men faldt endelig på plads i december 2025 med en aftale mellem EU’s medlemslande og EU-parlamentet.
Aftalen lyder på, at russisk gas udfases i 2027. Flydende naturgas (LNG) udfases fra udgangen af 2026, mens rørledningsgas vil blive omfattet af et forbud fra efteråret 2027.
*****
JydskeVestkysten:
Kronborg vil hive hele Energistyrelsen væk fra København og placere den i Esbjerg
Folketingsmedlem Anders Kronborg fra Esbjerg foreslår, at alle godt 800 stillinger i Energistyrelsen skal forlade København for i stedet at finde plads i Esbjerg - "Danmarks energihovedstad”. Det skriver JydskeVestkysten.
- Vi har gode erfaringer i Esbjerg Kommune, når det handler om at tage imod nye statslige arbejdspladser. Skal Danmark i bedre balance, så kræver det også, at flere statslige arbejdspladser rykkes ud af hovedstaden og fordeles i resten af landet, siger Anders Kronborg
Energistyrelsen har allerede en enhed i Esbjerg. I 2017 omplacerede Energistyrelsen, der har hovedsæde på Kalvebod Brygge i København, i første omgang 72 medarbejdere til Niels Bohrs Vej i Esbjerg. Det antal er dog vokset betragteligt.
Ifølge erhvervsorganisationen Business Esbjerg er enheden med navnet Center for energiadministration vokset til cirka 130 medarbejdere, der "blandt andet varetager 6.000 energimærker, ni milliarder kroner til produktion af vedvarende energi og 350 grønne udviklings- og demonstrationsprojekter", oplyser Business Esbjerg i på sin hjemmeside.
I 2024 hed det i en analyse fra Bedre Balance, at der på daværende tidspunkt i alt var 191.657 statslige arbejdspladser i Danmark i 2023. Hele 41 procent af de statslige arbejdspladser lå i de to hovedstadslandsdele, Byen København og Københavns omegn, hvor 23 procent af indbyggerne i Danmark bor.
Skriv kommentar