Gas Storage Denmark dropper CO2-lager i Stenlille
LÆS I DAG:
Danmark frigiver over én million tønder olie fra beredskabslagre.
Coop har skåret 40 procent af varmeforbruget i butikker.
Svendborg Fjernvarme advarer om mulige prisstigninger.
Varmepumpeindustrien: Puljen virker først rigtigt nu.
Fjernvarmeværk lavede meget grøn varme trods kold start på året.
Klimamonitor:
Gas Storage Denmark dropper CO2-lager i Stenlille
Gaslageret i Stenlille på Vest-Sjælland var udset til at blive Europas første storskala-lager for drivhushusgasser på land. Nu dropper Gas Storage Danmark alle sine CCS-aktiviteter, fremgår det af Klimamonitor.
- Der er bare sket rigtig mange ting både hos os, hos Energinet og ude i verden med forsyning. Det har betydet, at den appetit, vi har haft på dette område , er der ikke længere. Det er et spørgsmål om prioritering, og derfor har vi sagt, at så må vi lukke det ned nu, siger Martin Christensen, adm.direktør hos Gas Storage Denmark.
Tre forhold har talt for, at det lå ligefor, at gaslageret i Stenlille skulle være et af de allerførste til at lægge undergrund til lager for vores for store udledning af drivhusgasser: Der er lokal støtte; Gas Storage Denmark har mangeårig erfaring med lagring af gas, og undergrunden i Stenlille er favorabel til lagring af CO2.
- Vi joker med, at der ikke findes den geologi-studerende i Danmark, som ikke har været forbi her og kigge på undergrunden. Den er velundersøgt og har vist sig at være godt forseglet, har det tidligere lydt fra Martin Patrong Haspang, som er geofysiker i Gas Storage Denmark.
*****
Klimamonitor:
Danmark frigiver over én million tønder olie fra beredskabslagre
Danmark frigiver efter anmodning fra Det Internationale Energiagentur (IEA) 1.246.000 tønder olie fra beredskabslagre. Det kom fredag via Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, skriver Klimamonitor.
På grund af situationen i Mellemøsten, hvor Hormuzstrædet er lukket, har IEA anmodet medlemslandene - herunder Danmark - om at tilslutte sig en frivillig kollektiv frigivelse af i alt 400 millioner tønder olie fra landenes olieberedskabslagre.
Klima-, energi- og forsyningsministeren oplyser, at forsyningssituationen i Danmark og Europa er stabil.
- Danmark og Europa står ikke over for en fysisk mangelsituation, siger Lars Aagaard fredag formiddag på en orientering, hvor det også kommer frem, at Danmarks olieforbrug ifølge Dansk Erhverv er på 95.000 tønder olie om dagen.
*****
Ingeniøren:
Coop har skåret 40 procent af varmeforbruget i butikker
Dagligvarekoncernen Coop er lykkedes med at reducere energiforbruget markant via genindvinding af overskudsvarme, der i dag dækker størstedelen af butikkernes varmebehov og reducerer deres CO2-udledning. Det skriver Ingeniøren.
- Holder prognoserne for resten af året, vil vi samlet set have reduceret vores CO2-udledning med 75 procent. Det havde krævet en halvering af vores elforbrug at opnå en tilsvarende reduktion, påpeger Nicki Pagh Børgesen, energichef i Coop.
Udviklingen skyldes Super Supermarkeds-projektet, hvor der foreløbig er installeret 50-60 anlæg og udviklet et koncept for intelligent butiksoptimering. Projektet har siden været det bærende element i energistrategien hos Coop.
Det er Danfoss, Dansk Fjernvarme, COOP, Teknologisk Institut og Energy Cluster Denmark, der i et samarbejde har gennemført det succesfulde projekt fra 2017. Formålet med innovationsprojektet har været at finde frem til løsninger, hvormed supermarkeder kan udnytte overskudsvarme fra køling af fødevarer i butikkerne.
*****
Fyns Amts Avis:
Svendborg Fjernvarme advarer om mulige prisstigninger
Fjernvarmeprisen i Svendborg risikerer at stige med op mod 16 procent frem mod 2030, hvis ikke fjernvarmeanlægget moderniseres. Det er baggrunden for et udbud om et nyt produktionsanlæg til 350 mio. kroner, skriver Fyns Amts Avis.
I dag kommer varmen fra en varmepumpe samt gas- og el-kedler, og det er især gaskedlerne, der er dyre i drift. Derfor ønsker fjernvarmeselskabet at udskifte en stor del af udstyret, der producerer varme.
Ifølge direktør Kent Husted Kjeldgaard er det stigende gaspriser og dyrere CO2-kvoter, der presser økonomien.
- Afgifterne på gas og prisudviklingen på CO2-kvoter gør det dyrere at producere fjernvarme. Energistyrelsens fremskrivninger af CO2-kvotepriserne viser, at vi ikke kan holde varmepriserne i ro overfor vores andelshavere, hvis vi ikke moderniserer anlægget. Så hvis vi ikke gør noget, stiger prisen, siger han.
*****
EnergiWatch:
Varmepumpeindustrien: Puljen virker først rigtigt nu
Højere tilskudssatser og åbning midt i fyringssæsonen forventes at booste salget af varmepumper, mener Varmpumpeindustrien, der også peger på, at Energistyrelsen er blevet bedre til at håndtere puljen. Det skriver EnergiWatch.
- Jeg synes, at det tegner rigtig godt, at der er så stor interesse for puljen, og jeg tror på, at den kan flytte noget mere end tidligere, Morten Lund Kristensen, der er sekretariatsleder hos Varmepumpeindustrien.
I den nyåbnede pulje er tilskudsbeløbet blevet hævet fra 17.000 kr. til 27.000 kr., og det, forventer Morten Lund Kristensen, kommer til at have en positiv effekt på salget af varmepumper.
- Der vil efter al forventning være et mindre fald fra antal ansøgninger til antal investeringer. Og der vil være flere ansøgere, der ønsker at investere i en varmepumpe, fordi tilskudssatsen er højere, lyder forudsigelsen fra Morten Lund Kristensen.
*****
Skive Folkeblad:
Fjernvarmeværk lavede meget grøn varme trods kold start på året
Allerede i løbet af årets to første måneder – januar og februar – levere Skive Fjernvarme en tredjedel af den forventede årlige varmeproduktion. Og det skete i høj grad med grønne kilder, skriver Skive Folkeblad.
Når strøm fra vind og sol er billig, kan Skive Fjernvarme bruge værkets elkedler til at varme vand op, og den kan så lagres i tanke, til den skal bruges. Det reducerer behov for varme lavet på basis af naturgas.
Skive Fjernvarmes miks af muligheder for at lave varme giver en robust varmeproduktion med en stor forsyningssikkerhed, fordi flere teknologier spiller sammen og reducerer afhængigheden af enkelte energikilder.
- Det handler om at have flere ben at stå på. Når vi kombinerer lokalproduceret biomasse (træflis, som det nye værk ved Holstebrovej bruger, red.) med elkedler og lagring, får vi både stabil drift, grøn omstilling og en økonomi, der kommer vores kunder til gode, siger Tage Meltofte, direktør for Skive Fjernvarme.
Skriv kommentar