Gå til hovedindhold

Dan Jørgensen: Europa er i priskrise men energiforsyningen er sikret

LÆS I DAG:

EU vil tæmme stigende energipriser med bred plan.
Analyse før topmøde: Derfor bliver von der Leyen tvunget til at åbne sluserne for statsstøtte til fossile brændsler.
Sverige truer med at kappe energikabler til Danmark.
Finansordfører støtter forlængelse i Nordsøen: Vi har brug for at blive uafhængige af russisk gas.
Om fem år slukkes byens kæmpeværk – én ting bekymrer Kredsløb-direktør.

17. mar. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Dan Jørgensen: Europa er i priskrise men energiforsyningen er sikret

    Europa er i en ”priskrise”, når det gælder energi. Men der er ikke tale om en ”forsyningskrise”, og det dæmper behovet for vidtgående indgreb. Det er ifølge EnergiWatch meldingen fra energikommissær Dan Jørgensen forud for et møde for EU-landenes energiministre mandag i Bruxelles.

    - Vi er i en meget bedre situation i EU nu, end vi var i 2022. Det skyldes, at vi har mere vedvarende energi nu. Og vi har diversificeret vores forsyning generelt, siger Dan Jørgensen.

    De p.t. høje priser på især gas betyder dog, at EU må se på ”målrettede initiativer”, som kan virke på kort sigt, tilføjer energikommissæren. Uden at han dog ønsker at blive detaljeret på, hvilke initiativer der kan være tale om fra EU's side.

    Derudover vil EU fortsætte med den langsigtede omstilling af energiforsyningen, hvilket er temaet for mandagens ministermøde i Bruxelles.

    *****

    EnergiWatch:
    EU vil tæmme stigende energipriser med bred plan

    EU-Kommissionen lægger op til en bred vifte af tiltag for at sænke energipriserne i Europa. Ifølge EnergiWatch arbejdes der således på en ”bred plan”, der skal tæmme elpriserne, skriver EnergiWatch.

    Tankerne skyldes, at EU-Kommissionen erkender, at udviklingen i energipriserne lægger en dæmper på økonomien i EU. Det giver Ursula von der Leyen udtryk for et brev til EU's regeringschefer.

    Kommissionen vil derfor tæmme elpriserne ved blandt andet at fremme brugen af langsigtede strømaftaler (PPA’er) og differencekontrakter for at afkoble industripriserne fra de volatile engrosmarkeder. Kommissionen åbner desuden for, at medlemslande kan subsidiere eller lægge loft over gasfyrede produktionspriser.

    Derudover planlægger man at justere EU’s markedsstabilitetsreserve for at dæmpe udsving i CO2-priserne, reducere elafgifter og fjerne visse ikke-energirelaterede afgifter fra elregningen samt udnytte det eksisterende elnet bedre.

    *****

    Klimamonitor:
    Analyse før topmøde: Derfor bliver von der Leyen tvunget til at åbne sluserne for statsstøtte til fossile brændsler

    Torsdagens EU-topmøde har fokus på at sænke energipriserne. Kommissionen ventes at give efter for politisk pres og åbne for statsstøtte til fossil energi og udvanding af kvotehandelssystemet. Det skriver Klimamonitor.

    Investeringer i vindmøller, solceller og energiinfrastruktur, som kan skabe et reelt indre marked for grøn energi, letter ikke trykket på vælgernes og virksomhedernes pengepunge foreløbig. Og uden penge at smide efter grønne tiltag ender man med endnu »en fucking strategi«, som et højtstående medlem af Kommissionen udtrykker det over for Klimamonitor.

    Derfor kan kontroversielle forslag og mere kortsigtede løsninger havne på bordet under statsledernes topmøde.

    Allerede nu har von der Leyen luftet ideen om at åbne for statsstøttesluserne og sætte låg på gasprisen – bl.a. efter at både Tyskland og Frankrig er gået i kødet på klimaværktøjerne.

    Dilemmaet for Kommissionen er, at kortsigtede initiativer kan have konsekvenser for EU-landenes mulighed for at nå de fælles klimamål. Tillader EU sine medlemslande at understøtte brugen af fossile brændstoffer, falder det økonomiske incitament til at investere i vedvarende energi og den nødvendige infrastruktur – om ikke andet midlertidigt.

    *****

    Altinget:
    Sverige truer med at kappe energikabler til Danmark

    Den svenske regering mener, at Dan Jørgensen efterlader en "kæmperegning" til Sverige med sit udspil om at forbedre energiforbindelserne i EU. Ifølge Altinget får det den svenske energiminister til at true med "dramatiske tiltag".

    Energiminister Ebba Busch kalder energipakken for fuldstændig uacceptabel, da hun mandag er på vej ind til et møde i Bruxelles.

    - Vi har haft en god og åben dialog, men vi er endnu ikke blevet hørt. Det betyder, at Sverige forbereder sig på ganske dramatiske tiltag, hvis vi ikke bliver lyttet til i dag, sagde Ebba Busch.

    Fra svensk side frygter man, at Dan Jørgensens drøm om et grænseløst elnet i virkeligheden vil fungere som en støvsuger, der suger billig svensk atomkraft ud af landet og sender elregningen på himmelflugt i Sverige. Og at Bruxelles stjæler de flaskehalsindtægter, som Sverige ellers nyder godt af på grund af landets store elproduktion.

    *****

    EnergiWatch:
    Finansordfører støtter forlængelse i Nordsøen: Vi har brug for at blive uafhængige af russisk gas

    Vi bliver nødt til at blive selvforsynende i Europa. Så kort kan det siges, hvis man spørger finansordfører for Socialdemokratiet, Benny Engelbrecht. Og det er hovedargumentet for, hvorfor vi bør forlænge produktionen af olie og gas i Nordsøen, siger han til EnergiWatch.

    - Vi er i en situation, hvor Danmark har evnen til at kunne levere noget energi, som man har brug for i Europa. Og så har vi også pligten, siger Benny Engelbrecht.

    Benny Engelbrecht understreger, at Danmark skal holde fast i sine klimaambitioner, men at vi samtidig skal være realistiske og se, hvordan verden udvikler sig. Det betyder, at uafhængigheden af russisk gas forudsætter selvforsyning – bl.a. med gas fra Nordsøen.

    - Det tror jeg, alle danskere og europæere efterhånden har indset. Det er helt afgørende og helt nødvendigt, siger Benny Engelbrecht og påpeger, at vi i Europa heller ikke længere kan være trygge ved, at USA og amerikanerne har en afgørende betydning for vores energiforsyning.

    *****

    Energy Supply:
    Om fem år slukkes byens kæmpeværk – én ting bekymrer Kredsløb-direktør

    Kredsløb-direktør Bjarne Munk Jensen er rolig ved udsigten til, at den aarhusianske fjernvarme skal klare sig uden hjælp fra Studstrupværket fra slutningen af 2030. Han mener nemlig, at der er styr på alt det tekniske, der skal sikre fremtidens fjernvarme, fremgår det af Energy Supply.

    Han har dog et enkelt ”men” for fremtiden.

    - Selv små bygninger kan i dag få folk op af stolen: ”Hvorfor skal vi have sådan noget i vores baghave?”. Den reaktion skal vi have drejet, siger Bjarne Munk Jensen med henvisning til, at der bliver stadig mere opmærksomhed på de anlæg, der skal levere fx varme eller strøm.

    - Det kræver meget af Kredsløb, men det kræver også meget af vores politikere. Det er vigtigt, at vi taler åbent og ærligt om, hvad der er på vej til byen, siger Bjarne Munk Jensen videre. 

    Det er netop det, der er baggrunden for, at Kredsløb netop nu er part i en udstilling på byens bibliotek og kulturhus, DOKK1. I samarbejde med Arkitektskolen Aarhus har Kredsløb udviklet en udstilling om fjernvarmens udvikling.

    Udstillingen skal bidrage til at forklare fjernvarmesystemet og de kommende ændringer i varmeforsyningen på en måde, der er tilgængelig for et bredere publikum.

    Sidst opdateret: 17. marts 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...