Gå til hovedindhold

DF: Lad os få klimatosserne ud af Folketinget

LÆS I DAG:

Tre folketingskandidater fik indblik i varmeplaner for 18000 kunder.
Blå partier vil bringe atomkraft til Aarhus: Vi vil være et skridt foran andre kommuner.
Forsyning opgiver flere fjernvarmeprojekter midt i ny energikrise.
Beboere i Blans kommer nu også med ind i varmen.
Afvist før jul – nu banker de på døren igen.
Fjernvarmeværk holder priserne uændrede efter koldeste januar i 16 år.

18. mar. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Klimamonitor:
    DF: Lad os få klimatosserne ud af Folketinget

    Dansk Folkepartis spidskandidat i Sydjyllands Storkreds, Peter Kofod, mener, at det igangværende valg til Folketinget, skal være mere fokuseret på klima. Men det skal være at indføre et fuldt stop for klimapolitikken, fremgår det af Klimamonitor.

    Han mener – skriver han ifølge TV Syd på sin Facebook-profil - at danskerne er trætte af, at hensyn til klima trumfer andre dagsordener.

    »Jeg har et forslag: Fuldt stop til endnu mere af de grønnes klima-sludder. Folketingsvalget er også et klima-valg. Danmark har brug for et fuldt stop i klimapolitikken. Et stop, hvor vi trækker vejret, ryster hovedet og tager et ærligt kig på, hvad vi egentlig har gang i, ” skriver han.

    Han mener, at den nuværende klimapolitik er dyr, ineffektiv og slet ikke så grøn, som den giver sig ud for at være. De nuværende planer om vedvarende energi ødelægger natur, landbrugsjord og livskvaliteten i lokalsamfund.

    ”Den danske klimapolitik gør ingen nævneværdig forskel for klimaet - til gengæld tømmer den vores statskasse, ødelægger vores landdistrikter og påtvinger os en måde at leve på, hvor man politisk kan underkaste danskerne en masse nye afgifter, skatter, love og regler,« skriver Peter Kofod på sin Facebook-profil.

    *****

    Sønderbog NYT:
    Tre folketingskandidater fik indblik i varmeplaner for 18000 kunder

    Mandag eftermiddag lagde tre folketingskandidater ifølge Sønderborg NYT vejen forbi Sønderborg Varme for at få et indblik i, hvordan varmeforsyning, affaldsenergi og fremtidens grønne løsninger hænger sammen i praksis.

    Christina Foldager fra Konservative samt Jesper Petersen og Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet blev vist rundt på anlægget og fik samtidig et indblik i, hvordan selskabet leverer varme til omkring 18.000 kunder – og hvordan planerne ser ud for de kommende år.

    Rundvisningen førte politikerne gennem det 30 år gamle anlæg, der i sin tid blev opført for en halv milliard kroner. Turen gik blandt andet forbi kontrolrummet med udsigt til den store affaldsgrab, videre til dampturbinen og ned til ovnen, hvor temperaturen når op på 1000 grader dybt i anlægget.

    Direktør Anders Kruse benyttede besøget til at sende klare signaler med hjem til Christiansborg. Han understregede blandt andet, at elektrificeringen ikke må miste fart, fordi fjernvarmesektoren spiller en vigtig rolle i at skabe balance i elnettet.

    *****

    NB Forsyning & Klima:
    Blå partier vil bringe atomkraft til Aarhus: Vi vil være et skridt foran andre kommuner

    Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne i Aarhus vil have undersøgt mulighederne for etablering af atomkraft ved Studstrupværket. Det kommer på dagsordenen den 18. marts, skriver NB Forsyning & Klima.

    Aarhus står ifølge de tre partier over for en massiv elektrificering af samfundet i de kommende årtier. Transport, industri og opvarmning vil i stigende grad kræve store mængder stabil og CO2-fri energi.

    Vind og sol er centrale energikilder, men de leverer ikke strøm hele tiden. Derfor er der behov for stabile energikilder, som kan sikre forsyningssikkerheden, lyder det.

    - Vi skal ophæve forbuddet mod atomkraft, så vi kan begynde at arbejde med kernekraft på et nationalt og et lokalt plan. Vi vil i Aarhus være et skridt foran de andre kommuner, når forbuddet bliver ophævet. Jeg siger, når forbuddet bliver ophævet – for det skal nok ske, siger Michael Christensen (LA), der er rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus Kommune, til NB-Forsyning & Klima.

    *****

    Sjællandske Nyheder:
    Forsyning opgiver flere fjernvarmeprojekter midt i ny energikrise

    Hillerød Forsynings nye bestyrelse har netop vedtaget at opgive planerne om at rulle fjernvarme ud til Nørre Herlev og Brødeskov. Der er ikke nok, der har skrevet under på, at de vil omstille til fjernvarme, fremgår det af Sjællandske Nyheder.

    Hillerød Forsyning havde ellers sat alle sejl til for at få projektet i Nørre Herlev og Brødeskov hjem. Med en stor rabat på tilslutningsprisen, et tilbud om at få den vigtige fjernvarmeunit på abonnement og flere udskydelser af kampagneperioden, så de potentielle kunder har haft et halvt år mere til at beslutte sig i, håbede man at få høj nok tilslutning til at realisere planerne.

    Men de tilmeldinger, der er kommet, dækker kun 31 procent af varmebehovet i området. For at få et projekt, der hænger sammen økonomisk, skal 60 procent af varmeforbruget i området konverteres fra olie og gas til fjernvarme.

    Oven i den sløje tilslutning har det vist sig at blive 80 procent dyrere at få varmeledningerne ud til Nr. Herlev og Brødeskov. Så meget dyrere, at den samlede pris for projektet er steget fra 54 millioner kroner til cirka 88,5 millioner kroner.

    - Vi kan ikke se igennem fingre med, at man ikke når op på de 60 procent, som kræves, for at økonomien skal hænge sammen, når man skal rulle fjernvarmenet ud. Der er kun en til at betale i sidste ende, og det er forbrugerne, og de eksisterende forbrugere skal ikke belastes yderligere, siger Ole Roed Jakobense (LA), formand for Hillerød Forsyning.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Beboere i Blans kommer nu også med ind i varmen

    Beboerne i Blans ved Sønderborg har i årevis kæmpet for at få fjernvarme – og nu er fjernvarmen så langt om længe på vej, skriver JydskeVestkysten. Fjernvarmen kommer også til Avnbøl og Ullerup.

    - Det bliver helt anderledes trygt fremover. Vi slipper for gaspriser, der stiger og stiger, og vi slipper for selv at skulle sørge for vedligeholdelse af vores gasfyr. Vi slipper også for den CO2-afgift, der er pålagt gassen fra næste år, forklarer en begejstret Knud Bache, der selv bor i Blans.

    Fjernvarmen er på vej fra Sønderborg Varme, og det sker endda selv om man ikke har formået at nå de oprindelige krav med en tilslutning på 75 procent, som fjernvarmeselskabet i første omgang vurderede var nødvendigt for at få økonomien til at hænge sammen.

    - Vi har genberegnet økonomien og fundet, at det stadig er inden for rammerne. Vi mangler 12-14 husstande i at nå de 75 procent, men al erfaring siger, at der løbende vil komme flere til, inden vi har fået lagt fjernvarmen, forklarer Anders Kruse, direktør for Sønderborg Varme.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Afvist før jul – nu banker de på døren igen

    Efter et markant nej til kommunegaranti fra byrådet har Jels Varme ikke opgivet planerne om fjernvarme. I foråret lander en revideret ansøgning, som måske kan ændre projektets skæbne, skriver JydskeVestkysten.

    Ifølge Jels Varme er der blandt andet kommet flere tilslutninger, så opbakningen nu er over 60 procent, som er sat som minimum for projektet.

    - Lige nu er vi på 61,5 procent, siger formanden Janus Harloff Lynggaard til JydskeVestkysten.

    Jels Varme kører videre med det eksisterende scenarie. Der kan også på nogle punkter indgås samarbejde med eksisterende varmeværker i kommunen.

    - Vi kan jo godt allerede fra dag et indgå nogle samarbejder omkring drift og administration. Det har vi også sagt til borgmesteren og forvaltningen. Men vi kan ikke lade være med at bygge et fjernvarmeværk i Jels. Det er vores projekt, siger Janus Harloff Lynggaard.

    *****

    Din Avis Syddjurs:
    Fjernvarmeværk holder priserne uændrede efter koldeste januar i 16 år

    Ryomgård Fjernvarmeværk sikrer uændrede varmepriser i 2026 på trods af den koldeste januar i 16 år. Kulden krævede mellem 70 og 90 bigballer dagligt, og forklaringen på, at det er lykkedes at holde prisen stabil er netop et et langvarigt samarbejde med Midtdjurs Halmleverandørforening, som sikrer faste leverancer fra 12 leverandører.

    Formand for Ryomgård Fjernvarmeværk, Jan Helbo udtaler til Din Avis Syddjurs:

    - Vi ser lyst på fremtiden. Vi skal ikke have lange ledningsnet, men koncentrerer os om at levere stabil varme til borgerne i Ryomgård og Marie Magdalene.

    Det nuværende værk er i sin tid købt overdimensioneret for at udvise rettidig omhu, ifølge Jan Helbo. Han vurderer, at værket kan klare en kapacitet på 1.200-1.400 tilslutninger. Og hvert år tilføjer man i gennemsnit 20-25 varmekunder.

    Sidst opdateret: 18. marts 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...