Aalborg Forsyning har importeret tonsvis af kul fra kritiseret mine
LÆS I DAG:
ARC forlænger ordning med kropskameraer til ansatte.
Flertal ønsker VE i fremtidens energiforsyning.
EU godkender dansk milliardstøtte til havvind.
Trump udskyder trussel mod Iran med fem dage - olieprisen styrtdykker.
Trump indgår havvindforlig.
CleantechWatch:
Aalborg Forsyning har importeret tonsvis af kul fra kritiseret mine
Importen af 160.000 ton kul fra kontroversiel mine over de seneste tre år får professor i virksomhedsetik til at konkludere, at Aalborg Forsyning ikke lever op til sine egne politikker for ansvarlighed. Det skriver CleantechWatch.
Det er Danwatch, der har fundet frem til oplysningerne via en aktindsigt. De skriver, at forsyningen blev gjort opmærksom på problemerne med minen i 2023, men at den dengang ikke ville udelukke at købe kul derfra igen.
Det får professor i virksomhedsetik ved Roskilde Universitet, Jacob Dahl Rendtorff, til at sige til Danwatch, at Aalborg Forsyning ikke lever op til sit ansvar og sin egen CSR-politik.
Jesper Høstgaard-Jensen, konstitueret adm. direktør for Aalborg Forsyning, afviser kritikken og siger, at forsyningen, efter råd fra den danske ambassade i Colombia, har stillet en række krav til minen i stedet for at trække sig.
*****
CleantechWatch:
ARC forlænger ordning med kropskameraer til ansatte
Forsøgsordningen med kropskameraer til renovationsmedarbejdere hos Amager Ressourcecenters (ARC) fortsætter frem til 1. juni efter gode erfaringer med at afværge truende adfærd fra borgere.
Det oplyser genbrugschef Kasper Dibbern Pedersen til CleantechWatch.
- Det har en afskrækkende effekt. De (ansatte, red.) oplever, at det giver mere autoritet, og at folk lige tænker sig en ekstra gang om i forhold til tidligere. Nogle var bange for, at det ville være konfliktoptrappende, men det har det ikke været, siger han og tilføjer:
- Men vi blev enige med tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten om at give det lidt mere tid og få lidt mere erfaring, før vi evaluerer endeligt.
*****
Klimamonitor:
Flertal ønsker VE i fremtidens energiforsyning
Mens over halvdelen af danskerne i en ny meningsmåling ønsker mere VE i det danske energimiks, peger 27 procent på atomkraft. Det skriver Green Power Denmark i en pressemeddelelse, som Klimamonitor har læst.
Konkret mener 59 procent, at fremtidens energiforsyning skal bestå af sol- og vindenergi, mens 27 procent foretrækker atomkraft.
Ifølge Thomas Aarestrup Jepsen, politisk direktør i Green Power Denmark, afspejler netop den fordeling den nuværende debat om a-kraftens rolle i energimikset. Eller som han formulerer det: »Atomkraft er ikke danskernes foretrukne vej at gå.«
- Vi må kunne blive enige om, at vi har brug for grøn og billig strøm, som kan dække vores forbrug på alle tider af døgnet. Og det kan vi få helt uden at investere milliarder i atomkraft, for elektrificeringen af Danmark er fortsat i rivende udvikling, og strømmen har aldrig været grønnere. Lad os i stedet koncentrere os om det, der virker, fortsætter Thomas Aarestrup Jepsen.
*****
EnergiWatch:
EU godkender dansk milliardstøtte til havvind
EU-Kommissionen godkender støttemodellen til de to havvindparker Nordsøen Midt og Hesselø. Modellen betegnes som ”nødvendig, hensigtsmæssig og passende”, fremgår det af EnergiWatch.
Det betyder, at det igangværende udbud af Nordsøen Midt og Hesselø-projekterne på henholdsvis 1 GW og 800 MW kan risikoafdækkes af tosidede differencekontrakter (CfD).
Kommissionen slår fast, at statsstøtten flugter med målene i EU’s vækststrategi, Clean Industrial Act, der blev lanceret sidste år. Lige som det konkluderes, at støttemodellen er ”nødvendig, hensigtsmæssig og passende” i forhold til at sætte skub i den grønne omstilling.
- Med denne ordning på 5 mia. euro vil Danmark kunne udbygge havvindkapaciteten hurtigere i overensstemmelse med aftalen om ren industri, lyder det i en kommentar fra Teresa Ribera, der foruden at være EU’s konkurrencekommissær leder unionens Clean, Just and Competitive Transition.
*****
Finans.dk:
Trump udskyder trussel mod Iran med fem dage - olieprisen styrtdykker
Præsident Donald Trump har ombestemt sig, så Iran nu får flere dage til at åbne Hormuz-strædet for al trafik – angiveligt fordi der er fremskridt i forhandlingerne med præstestyret. Energimarkedet kvitterer med lavere oliepris, fremgår det af Finans.dk.
»Baseret på stemningen og tonen i disse dybdegående, detaljerede og konstruktive samtaler, der vil fortsætte resten af ugen, har jeg instrueret Krigsministeriet til at udsætte alle militære angreb mod iranske kraftværker og energiinfrastruktur i en periode på fem dage,« skriver præsidenten på Truth Social.
Udskydelsen virker som en tryllestav på markedet, der straks er kommet i bedre humør. Olieprisen er mandag lige over middag styrtdykket med mere end 7 pct., og det er tilsyneladende noget, som investorerne kan lide.
Det amerikanske aktieindeks S&P 500 steg med 2,5 pct. efter meldingen, skriver Bloomberg. Hjemme i Danmark røg eliteindekset C25 i plus og steg med over 2 pct.
*****
EnergiWatch:
Trump indgår havvindforlig
Myndighederne i USA køber havvindlicenser ud for den amerikanske kyst tilbage fra Total Energies, der til gengæld lover at investere milliarder i udbygning af sine amerikanske aktiviteter i naturgas. Det skriver EnergiWatch.
- Da udviklingen af havvindprojekter ikke er i landets interesse, har vi besluttet at opgive udviklingen af havvind i USA til gengæld for tilbagebetaling af lejeafgifterne, udtaler adm. direktør Patrick Pouyanné.
Total Energies betalte for fire år siden 795 mio. dollar for at vinde licensen over det, der er blevet til udviklingsprojektet Attentive Energy ud for New Jersey, og 160 mio. dollar for licensen til Carolina Long Bay ud for North Carolinas kyst.
Det betyder dog ikke, at franskmændene kan tilbageføre pengene direkte på kontoen. For aftalen er indgået med et modkrav om, at der investeres et tilsvarende beløb i udviklingen af USA’s produktion og eksport af den fossile energi, der da også er Total Energies absolutte hovedforretning i forvejen.
Skriv kommentar