Elnettet bremser fjernvarmesektorens elektrificering
LÆS I DAG:
Rigsrevisionen: Styring af elnet er meget utilfredsstillende.
Energinet tager kritik til efterretning.
Påskens blæsevejr gav masser af billig strøm - men det kom ikke Haderslev Fjernvarme til gavn.
Indspark til den kommende regering: Danmark står overfor en enorm eksportmulighed.
Tænketanken Brundtland får tidligere miljøminister som ny bestyrelsesleder.
EnergiWatch:
Elnettet bremser fjernvarmesektorens elektrificering
Dansk Fjernvarme fortæller – på baggrund af en medlemsundersøgelse, at fjernvarmesektoren over de næste fem år planlægger at investere i 1,8 GW elbaseret varmeproduktionskapacitet for at udnytte mere grøn strøm fra sol og vind. Det skriver EnergiWatch.
- Tallene taler for sig selv i forhold til, at fjernvarmeselskaberne er ambitiøse og ønsker en øget elektrificering af fjernvarmeproduktionen. Det gavner ikke kun os fjernvarmeforbrugere, men leverer også værdi i det samlede energisystem på grund af fjernvarmens fleksible produktion, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
Samtidig forventer sektoren at øge elektrificeringen med 72 %. Det bliver dog truet af, at hvert fjerde selskab de seneste tre år har oplevet forsinkelser eller begrænsninger i elkapacitet ved etablering af varmepumper eller elkedler.
Ifølge Dansk Fjernvarme er der brug for, at der politisk findes en løsning på udbygningen af elnettet, og at myndighederne får mulighed for at prioritere ansøgere til nyt elnet efter nogle kriterier, der også tager højde for, hvordan de belaster – eller i fjernvarmens tilfælde – aflaster elnettet, lyder det fra brancheorganisationen.
*****
Danmarks Radio:
Rigsrevisionen: Styring af elnet er meget utilfredsstillende
Langt de fleste projekter i udbygningen af det danske elnet er forsinkede, og det kan få konsekvenser for den grønne omstilling, skriver Rigsrevisionen i sin nye beretning, der blev offentliggjort torsdag. Det skriver Danmarks Radio.
Ifølge rapporten er omkring 70 procent af Energinets projekter forsinkede, og forsinkelserne er i gennemsnit på knap 2,5 år. Energinet er en selvstændig virksomhed, som udvikler det overordnede el- og gasnet i Danmark.
Rigsrevisionen vurderer samlet, at Energinets styring af udbygningen er "meget utilfredsstillende".
Energinets tidsplaner er skredet, og de har ikke entydige forklaringer på årsagerne. Energinet har systematisk undervurderet, hvor lang tid det tager at gennemføre deres projekter.
*****
EnergiWatch:
Energinet tager kritik til efterretning
Energinet lægger sig nærmest fladt ned over den kritik, som Rigsrevisionen er kommet med over, at udbygningen af elnettet er blevet forsinket. Men driftsdirektør Søren Dupont Kristensen fremhæver dog, at der efterfølgende er blevet igangsat initiativer, der kan løse nogle af udfordringerne. Det skriver EnergiWatch.
- Vi anerkender, at udbygningen af transmissionselnettet er forsinket, og at opgaven med at bygge nyt transmissionsnettet generelt er udfordret. Vi tager Rigsrevisionens beretning til efterretning og noterer, at vi i løbet af 2025 har iværksat tiltag, der imødegår en række af kritikpunkterne, udtaler Søren Dupont Kristensen.
Energinet peger også på, at det statsejede selskab i de senere år har deltaget i blandt andet regeringens Nationale Energikrisestab ”og sat mange initiativer i værk – alt fra øget udlicitering, nye indkøbsstrategier og flere indkøb til lager til muligheder for begrænset netadgang og midlertidig tilslutning - for at sikre mere fremdrift og hurtigere udbygning.”
Men Søren Dupont Kristensen slår samtidig fast, at det ikke har været tilstrækkeligt i forhold til at kunne følge med udviklingen, hvilket han kalder både ”beklageligt og utilfredsstillende.”
*****
Danmarks Radio:
Påskens blæsevejr gav masser af billig strøm - men det kom ikke Haderslev Fjernvarme til gavn
Selv om der i Påskedagen var masser af billig strøm, kunne Haderslev Fjernvarme ikke fyre op for elkedlen, fordi elnettet ikke kan følge med og sikre dem strøm. Det kunne have sparet kunderne masser af penge, fortæller Danmarks Radio.
- Vi fik syn for sagen her i påsken, hvor strømmen sådan set var gratis. Der kunne vi have fortrængt noget træflis-varmeproduktion med el, men det kunne ikke lade sig gøre, fordi vi manglede el-kapacitet, siger direktør Morten Hartmann.
Det pressede elnet betød, at Haderslev Fjernvarme måtte brænde træflis af i et ældre varmeværk, selvom det både er dyrere og også mindre grønt.
Situationen ærgrer Morten Hartmann.
- Det er rigtig træls, for at sige det på jysk. Vi er jo sat i verden dels for at sikre vores kunder stabil varme, men også billig varme. Når vi så ikke kan udnytte de anlæg, vi allerede har investeret i, så er det jo en rigtig øv-fornemmelse, siger han.
*****
EnergiWatch:
Indspark til den kommende regering: Danmark står overfor en enorm eksportmulighed
Midt i en massiv energikrise står det klart for tænketanken Brundtland, at Danmark har brug for at blive selvforsynende, og det kan samtidig skabe grobund for en omfattende eksport. Det beretter EnergiWatch.
- Vores overordnede fokus er, at Danmark står med en stor mulighed i det Europa, vi står med i dag. Vi har stor viden i Danmark inden for blandt andet opbygning af fjernvarmeanlæg, kommunalt ejede selskaber og lignende, siger Magnus Skovrind Pedersen, der er direktør for tænketanken, til EnergiWatch.
- Set fra dansk perspektiv og udgangspunkt ligger der en stor mulighed for eksport. Europa efterspørger to ting samtidig. De efterspørger metoden og politikkerne bag, og det kan vi om nogen. Desuden mangler Europa teknologier, og det kan vi også herhjemme, siger han.
*****
Klimamonitor:
Tænketanken Brundtland får tidligere miljøminister som ny bestyrelsesleder
Den tidligere miljøminister Kirsten Brosbøl er valgt som ny bestyrelsesleder i stedet for Dansk Fjernvarmes direktør, Kim Mortensen, der fortsætter i bestyrelsen som vicebestyrelsesleder. Det skriver Klimamonitor.
Den nye bestyrelsesleder, der til daglig er selvstændig rådgiver og har en stribe bestyrelsesposter på særligt det grønne områder, herunder i Klimaskovfonden, ser frem til sin nye rolle.
»Danmark har i et helt særligt potentiale for at sikre at forsyningsklyngen bidrager til den grønne omstilling, Europas uafhængighed og en retfærdig udvikling. Det potentiale, vil jeg bidrage til at forløse,« udtaler hun i en pressemeddelelse.
Kirsten Brosbøl sad i Folketinget for Socialdemokratiet fra 2005 til 2019 og var i perioden 2014-2015 miljøminister.
Skriv kommentar