Dansk Erhverv presser på: Reform af Energinet skal skrives ind i regeringsgrundlag
LÆS I DAG:
Irankrigen koster dyrt: Eksperter advarer om »et strukturelt chok for verdensøkonomien«.
Dansk Fjernvarme: Elnet-kaos sender varmeregningen op.
Hospitaler før datacentre: Sådan prioriterer Holland presset på elnettet.
LA laver nyt stort ordførerskab for at skærpe grøn profil.
EnergiWatch:
Dansk Erhverv presser på: Reform af Energinet skal skrives ind i regeringsgrundlag
Energinets problemer kan ikke længere alene tilskrives eksterne forhold. Der skal derfor politiske løsninger på bordet, lyder opfordringen fra vicedirektør i Dansk Erhverv. Det skriver EnergiWatch.
- Situationen er ekstremt alvorlig, og aktualiteten af problemet hos Energinet er kun blevet større med den amerikanske krig i Iran. Derfor bør problemerne have det højeste niveau af politisk fokus, siger vicedirektør i Dansk Erhverv, Ulrich Bang, til EnergiWatch.
Han tilføjer, at ændringer og forbedringer af Energinet skal ”være en del af et kommende regeringsgrundlag, fordi Energinet er statens selskab, så ansvaret ligger hos regeringen.”
- Nu er vi nået forbi det punkt, hvor dialog er nok. Der skal politiske løsninger på bordet, lyder konklusionen fra Ulrich Bang.
*****
Finans.dk:
Irankrigen koster dyrt: Eksperter advarer om »et strukturelt chok for verdensøkonomien«
Fortiden varsler ilde for konsekvenserne af krigen i Mellemøsten, fremgår det af Finans.dk, der skriver, at det ud fra tidligere lignende kriser at dømme kan vare lang tid, førend søtransporten gennem Hormuzstrædet normaliseres, selv hvis USA og Iran sluttede fred i dag.
Det bliver eksempelvis fremhævet, at da houthiernes missilangreb i 2023 lukkede for søtransport forbi Afrikas Horn, kan det stadig mærkes, fordi søtransporten fortsat er under niveauet inden angrebene.
Ikke mindst fordi Irans drone- og missilangreb har forårsaget skader på Mellemøstens olie- og gasinstallationer for over 25 milliarder dollar ifølge tal fra analysefirmaet Rystad. Det vil tage måneder – eller år – at genopbygge.
Imens har lande som Kuwait og Iran skåret deres olieproduktion med mindst 10 millioner tønder om dagen ifølge Det Internationale Energiagentur. Også det kan tage måneder at få op i tidligere leje. Når det gælder produktionen af flydende naturgas, kan det tage over et halvt år.
Indtil da forbliver begge dele en mangelvare, og det betyder højere priser.
*****
Energy Supply:
Dansk Fjernvarme: Elnet-kaos sender varmeregningen op
De massive forsinkelser i elnetudbygningen har også ramt Dansk Fjernvarmes medlemmer. Det viser en ny undersøgelse fra brancheforeningen, fremgår det af Energy Supply, hvor det fremgår at en fjerdedel af de adspurgte fjernvarmeselskaber har oplevet forsinkelser af deres elektrificering inden for de seneste tre år, viser undersøgelsen.
Det kommer til at påvirke varmekunderne, fortæller chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Michael Schrøder.
- Samlet set gør det varmeregningen dyrere, når projekterne bliver forsinkede, siger han.
Brancheforeningen peger bl.a. på, at fjernvarmeselskaberne skifter til elkedler for at dække varmebehovet med en billigere løsning.
- Jo længere tid, der går, jo længere må man køre med en dyrere løsning, siger Michael Schrøder.
*****
Ingeniøren.dk:
Hospitaler før datacentre: Sådan prioriterer Holland presset på elnettet
Holland er et af de lande i Europa, som har bevæget sig hurtigst når det gælder elektrificering. Det skyldes blandt andet, at man har valgt en særlig prioriteringsform, skriver Ingeniøren.dk.
I dag er det maksimale effektbehov cirka 19 GW, men der ligger 15.000 ansøgninger (9GW) om forbrug og venter ude hos de lokale netselskaber.
- Som udgangspunkt har vi stadig et 'først-til-mølle'-princip, men vores tilsynsmyndighed har indført nye regler, hvor ansøgerne prioriteres i tre kategorier: I den første kommer dem, som kan skabe mere plads på nettet, som for eksempel store, net-venlige batterier, der kan aflaste flaskehalse. I den anden kategori har vi basale samfundskritiske funktioner som politistationer, brandvæsen og hospitaler. I den tredje kommer basale samfundsbehov, hvilket omfatter skoler og nye boligområder, siger talsmand Peter Hofland fra transmissionsselskabet TenneT.
Først når disse ansøgere er lagt ind i køen kommer større forbrugere, som for eksempel industrivirksomheder.
*****
NB Forsyning & Klima:
LA laver nyt stort ordførerskab for at skærpe grøn profil
LA har ikke været tydelig nok på grøn politik, og det kan have kostet storbystemmer, mener Ole Birk Olesen og forklarer i NB Forsyning & Klima, at det er årsagen til, at partiet opretter et nyt ordførerskab, der samler ressortområderne miljø, fødevarer og landdistrikter.
- Alle os, der har et ønske om, at Danmark skal være et mere grønt sted med mere natur, uden at der drives rovdrift på indre farvande og grundvandet, har en forpligtelse til at præsentere vores visioner sådan, at folk, der bor i landdistrikterne, kan se sig selv i visionen, siger Ole Birk Olesen.
Derfor vil partiet blandt andet liberalisere planloven og landbrugsloven for at skabe "ny bosætning og erhverv på landet".
- Det må ikke kun handle om, hvad der ikke længere må udføres på landet, men at det også kommer til at handle om, hvad man gerne må på landet i fremtiden, men som i dag er forbudt i lovgivningen, lyder det fra partiet.
Skriv kommentar