Gå til hovedindhold

Nu kommer EU's modsvar på tårnhøje energipriser

LÆS I DAG:

Branchen bakker op om EU's energiplan.
Endnu en kommune siger nej til Vestforbrænding: Vil ikke hæfte for nabokommuner.
Det vil øge genanvendelse – ikke deponi – hvis prisen på affaldsforbrænding stiger.
Branchekæmper kræver ny plan for PtX.
Green Power Denmark ansætter ny viceadm. Direktør.
Formand stopper efter 20 år.

23. apr. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Energy Supply:
    Nu kommer EU's modsvar på tårnhøje energipriser

    I lyset af stigende energipriser foreslår EU-Kommissionen medlemslandene at give tilskud til at skifte gas- og oliefyr ud med varmepumper og solceller. Det er hovedbudskabet i et nyt energiudspil, fremgår det af Energy Supply.

    Målet er ifølge EU-Kommissionen, at forbrugere og virksomheder skal beskyttes mod de pludselige prisstigninger og dermed begrænse de "socioøkonomiske" konsekvenser på grund af Iran-krigen.

    EU foreslår medlemslandene flere forskellige tiltag. De kan ses som en slags værktøjskasse, som de enkelte lande kan bruge.

    Målet er generelt at sætte skub i elektrificeringen af Europa med en målrettet indsats mod både virksomheder og forbrugere. Blandt andet bør EU også styrke den samlede koordinering af energilagre af olie og gas, lyder det i udspillet.

    *****

    Energy Supply:
    Branchen bakker op om EU's energiplan

    Både hos Synergi, Tekniq og Dansk Fjernvarme ser man positivt på en ny plan fra EU, der skal tage højde for de tårnhøje energipriser ved at gøre flere – både private og virksomheder – uafhængige af olie- og gasimport. Det skriver Energy Supply.

    Planen er "et afgørende rygstød til den bæredygtige omstilling", lyder det fra direktør i Tekniq, Troels Blicher Danielsen, mens Claus Ekman, direktør i Synergi, ser en klar retning mod at erstatte fossile brændsler i EU

    Også hos Dansk Fjernvarme er man positivt stemt over den nye plan fra EU. Her peger direktør Kim Mortensen dog på, at ikke alle EU-lande er lige så langt fremme med fjernvarmeudbygningen som herhjemme. 

    - Derfor skal de arbejde med at udfase gassen til andre alternativer som varmepumper, påpeger han.

    - Men fordi Danmark har et veletableret fjernvarmenet, som allerede forsyner 2 mio. danske boliger med varme og har gjort det i over 100 år, er fjernvarmen Danmarks bedste sikring for at udfase gassen i rumopvarmningen, siger Kim Mortensen.

    *****

    WasteTech:
    Endnu en kommune siger nej til Vestforbrænding: Vil ikke hæfte for nabokommuner

    To af ejerkommunerne af Vestforbrænding afviser nu at hæfte for næste etape af fjernvarmeprojektet på 10,5 milliarder kroner. Det fremgår af en række kommuners referater – heriblandt Høje-Taastrup Kommune, der som den seneste kommune nu nægter at stille økonomisk garanti for den videre udrulning.

    Ifølge WasteTech er årsagen, at projektet ikke kommer til gavn for borgerne i Høje-Taastrup, hvorfor de ikke vil hæfte for milliardlånet, lyder det fra borgmester Michael Ziegler.

    - Nu skal vi være med til at stille garanti for fjernvarmeudrulningen i en række andre kommuner, og det, synes vi, er skævt. Vi har intet imod fjernvarmeudrulningen, men efter vores opfattelse er det mest fair, at vores borgere ikke skal hæfte for det, siger han.

    Lånegarantierne skal stilles i forbindelse med anden etape i Vestforbrændings Varmeplan 2030, hvor 30.000 naturgas og oliefyr skal konverteres til fjernvarme i syv af ejerkommunerne: Ballerup, Furesø, Gladsaxe, Herlev, Lyngby-Taarbæk, Egedal og Frederikssund. 

    GridTech har rakt ud til Vestforbrænding, der i et skriftligt svar oplyser, at alle 19 ejerkommuner har godkendt projektet, men at selskabet ellers ikke har nogen kommentarer.

    *****

    WasteTech:
    Det vil øge genanvendelse – ikke deponi – hvis prisen på affaldsforbrænding stiger

    Hvis affaldsforbrænding bliver omfattet af EU's kvotehandelssystem, vil det formentlig øge mængden af genanvendelse, lyder det i ny analyse, som Zero Waste Europa har fået lavet hos Equanimator. Det skriver WasteTech.

    Som det er nu, er affaldsforbrænding ikke omfattet af kvotehandelssystemet, men i år skal det besluttes i EU, om affaldsforbrænding skal inkluderes.

    Derfor kunne det være nærliggende at tro, at lastbilerne i højere grad ville svinge til deponierne for at komme af med affaldet til en antageligt lavere pris. Men sådan forholder det sig næppe, slår rapporten fast. Og billedet i Danmark bekræfter den tese. 

    I 2023, hvor den seneste affaldsstatistik er fra, blev kun tre procent af danskernes affald deponeret. 

    *****

    Energy Supply:
    Branchekæmper kræver ny plan for PtX

    Danmarks fire år gamle PtX-strategi skal fornys, så der sikres brint og og grønne brændstoffer til industri, transport og forsvar. Opfordringen kommer ifølge Energy Supply fra Green Power Denmark og DI.

    - Krisen i Hormuzstrædet viser, at forsyningssikkerheden af brændstoffer i Europa er udfordret, lyder det fra Green Power Denmarks direktør, Kristian Jensen.

    Ifølge de to brancheorganisationer kræver den geopolitiske krise, at Danmark investerer yderligere i produktionen af brint og grønne brændsler for at gøre sig fra af fossil energiimport.

    Derfor har brancheforeningerne fremlagt ti anbefalinger frem mod 2030 og 2035, som skal styrke både sikkerhed og konkurrenceevne.

    *****

    EnergiWatch:
    Green Power Denmark ansætter ny viceadm. direktør

    Green Power Denmark har ansat Stine Leth Rasmussen som ny viceadm. direktør og direktør for infrastruktur med tiltrædelse 1. august. Dermed forlader hun Energistyrelsen, hvor hun har været vicedirektør med ansvar for el, globale energisamarbejder og beredskaber. Det skriver EnergiWatch.

    -Jeg er rigtig glad for at have så stærk en kapacitet med på holdet hos Green Power Denmark fremover. Stine Leth Rasmussen kommer med dyb indsigt og bred faglig viden, som vil styrke Green Power Denmark som den fagligt stærkeste interesseorganisation i Danmark, udtaler Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark, i en meddelelse.

    Ifølge meddelelsen får hun ansvar for kerneområder i organisationens arbejde med en robust og fremtidssikret infrastruktur, og hun afløser Mette Rose Skaksen, der i februar blev adm. direktør i Energi Fyn.

    *****

    Nordsø Posten:
    Formand stopper efter 20 år

    Bestyrelsesformanden for Hirtshals Fjernvarme, Børge Winther-Jensen, har efter 20 år valgt at trække sig fra posten. Det skete i forbindelse med den nylige generalforsamling, fremgår det Nordsø Posten.

    Som en del af sin bestyrelsesberetning måtte han desværre meddele, at forbrugerne muligvis kan se frem til en højere varmepris, da Affaldsselskabet Nordværk har sendt en større ekstraregning for 2024 til selskabets varmeaftagere.

    Bestyrelsen i Hirtshals Fjernvarme er ikke enig i denne ekstraregning, og har derfor i lighed med Hjørring Varmeforsyning og Lørslev Fjernvarmeforsyning indbragt ekstraregningen for Forsyningstilsynet. Der foreligger endnu ikke nogen afgørelse fra Tilsynet.

    I lighed med formanden ønskede det mangeårige bestyrelsesmedlem Kurt Jakobsen heller ikke at modtage genvalg. Nyvalgt til bestyrelse blev i stedet Rasmus Jespersen samt Jens Kirketerp Jensen. Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med Niels Chr. Jakobsen som formand og Allan Mose Baltsersen som næstformand.

    Sidst opdateret: 23. april 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...