Gå til hovedindhold

Fantom-datacentre kaprer køen til Energinet

LÆS I DAG:

På en sjællandsk mark skal et datacenter af gigantiske dimensioner rejse sig, men det enorme strømforbrug vækker bekymring.
SF-borgmester modsætter sig storstilet milliardprojekt med grøn strøm til 120.000 husstande.
Danmarks største overskudsvarmeprojekt er nu tættere på at blive til virkelighed.
Landsby må se langt efter fjernvarme.
Fjernvarmesilo i brand ved Sønderborg.

24. apr. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Ingeniøren.dk:
    Fantom-datacentre kaprer køen til Energinet

    Datacenter Industrien melder nu selv ud, at der skal ske en langt skarpere prioritering af projekter om elnetadgang fra datacentre. Alt for mange af ansøgningsprojekterne er det rene fatamorgana, fremgår det af Ingeniøren.dk.

    Datacentre tegner sig nu for 14 GW i køen til transmissionsnettet og 3 GW i køen til de lokale distributionsnet.

    - Jeg forstår fuldt ud den bekymring. 14 GW er vanvittigt, og hvis jeg var politiker og sad og kiggede på den her kø, ville jeg tænke: ”Hold da op, der skal gøres et eller andet ved det”, siger Merima Dzanic, leder af Strategy and Operations hos Datacenter Industrien.

    Konkret peger Datacenter Industriens egne analyser på, at datacentre i Danmark vil have et behov for cirka 1200 MW strømkapacitet frem mod 2030. Det er tre gange så meget, som den samlede el-kapacitet på 400 MW i dag, men langt fra de 14 GW, der ligger i køen, understreger Merima Dzanic:

    - Den her kø er mange gange større end den faktiske udvikling, siger hun.

    *****

    DR Nyheder:
    På en sjællandsk mark skal et datacenter af gigantiske dimensioner rejse sig, men det enorme strømforbrug vækker bekymring

    Planerne om et såkaldt hyperskala datacenter i Holbæk har nu fået en lokal borgerbevægelse til at forsøge at råbe de kommunale politikere op. Kritikken lytder, at dets enorme energiforbrug er en ”trussel mod den grønne omstilling", lyder det fra Søren Bak Sommer, som er talsperson for det, der hedder Ét Grønt Holbæk.

    - Vi kan ikke have et datacenter af den kaliber, med det energiforbrug, og samtidig leve op til den grønne omstilling, vi har lovet hinanden - og som politikerne har lovet os, siger han til DR Nyheder.

    Kapaciteten bliver efter planen på 350 MW - mere end de nuværende datacentre i Danmark tilsammen. Datacenterets strømforbrug vil svare til seks gange det, der i dag bliver brugt i hele Holbæk Kommune.

    Desuden fremgår det af en screening fra Energinet, som Ét Grønt Holbæk har fået indsigt i, at strømmen ikke rækker. Nødstrøm produceret på gas skal dække behovet i et vist omfang 141 dage om året - og alene levere energien til serverne 25 dage om året.

    *****

    Finans.dk:
    SF-borgmester modsætter sig storstilet milliardprojekt med grøn strøm til 120.000 husstande

    Et grønt energiprojekt i Randers Kommune, der skal forsyne 120.000 husstande med strøm, står til at blive afblæst efter politisk modstand anført af Randers' borgmester, Rosa Lykke Yde. Det skriver Finans.dk.

    Ifølge et referat fra et møde i økonomiudvalget i Randers Kommune den 20. april har et politisk flertal med SF-borgmester Rosa Lykke Yde i spidsen nedstemt Eurowind Energys forslag om en udvidelse på 300 megawatt af selskabets eksisterende energipark i kommunen.

    - Det er et projekt, der rummer alt det, vi har brug for. Hvis vi ikke gennemfører projekter som dette, får vi jo svært ved at gennemføre den grønne omstilling. Samtidig går vi glip af de økonomiske muligheder, som vedvarende energi giver, siger Troels Ranis, vicedirektør for DI Energi i Danmarks største erhvervsorganisation, Dansk Industri.

    Adspurgt hvorfor projektet blev blokeret, svarer Rosa Lykke Yde:

    - Det har ikke været nogen nem beslutning. Overordnet set har vi selvfølgelig brug for, at vi kan elektrificere i langt højere grad i fremtiden. Men når vi ser, hvor meget grøn energi der i forvejen bliver produceret hos os, er vi rigtig godt med, siger borgmesteren til Finans.

    *****

    Klimamonitor:
    Danmarks største overskudsvarmeprojekt er nu tættere på at blive til virkelighed

    Et flertal i Holbæks kommunalbestyrelse har stemt for, at kommunen kan stille økonomisk garanti for et storstilet projekt om grøn varme til store dele af Sjælland. Det skal på sigt fortrænge gas i opvarmningen af mere end 50.000 husstande fra Kalundborg til København via Holbæk, fremgår det af Klimamonitor.

    Projektet skal udnytte overskudsvarme fra Novo i Kalundborg, og det kan blive en reel game changer for den grønne omstilling af boligopvarmningen på Sjælland, mener Claus Ekman, direktør i Synergi.

    - Det her er præcis den type projekt, der kan flytte den grønne omstilling af boligopvarmningen fra ambition til virkelighed, siger Claus Ekman.

    Holbæks kommunalbestyrelse stemt for en hensigtserklæring om at stille økonomisk garanti for projektet, hvilket er afgørende for at nå i mål med en samlet investering på ca. fem milliarder kroner.

    Samme beslutning er truffet i kommunalbestyrelsen i Kalundborg. Med garantien er det håbet, at vejen til støtte på en milliard fra EU’s Innovation Fund kan være banet. Resten af finansieringen skal hentes fra fx fonde og kommunegaranterede lån.

    *****

    Fyens.dk:
    Landsby må se langt efter fjernvarme

    Skellerup: Borgere i og omkring Skellerup, som havde sat næsen op efter at få fjernvarme, må se sig om efter alternative løsninger. Der er ganske enkelte ikke tilstrækkelig opbakning til at få landsbyen på fjernvarmenettet, skriver Fyens.dk.

    Derfor kaster Nyborg Forsyning & Service (NFS) nu håndklædet i ringen og har anmodet kommunen om, at projektet aflyses.

    - Det er vi da enormt ærgerlige over. For vi mener naturligvis stadig, at fjernvarme er den bedste løsning. Så det kan vi kun beklage, siger bestyrelsesformand i NFS, Martin Huus (V), om sagen, der netop har været oppe at vende i nogle af de politiske udvalg.

    Der har ellers været arbejdet på projektet siden 2022. Men kravet har hele tiden været, at mindst 60 procent af de 135 husstandene i området tilsluttede sig. På et tidspunkt var opbakningen på 64 procent – men det har siden ændret sig.

    - Da folk endelig skulle binde sig, var viljen, lysten eller måske økonomien ikke til det, og mange sprang fra, konstaterer Martin Huus, mens det af sagsfremstillingen fremgår, at der i sidste ende blev indgået aftaler med i alt 43 husstande - det nødvendige antal var 81.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Fjernvarmesilo i brand ved Sønderborg

    Tidligt torsdag morgen rykkede Beredskab Sønderborg ud til en brand i en betonsilo tilhørende Sønderborg Fjernvarme. Siloen indeholder 300 tons flis, og vandet kan ikke trænge igennem det hele, skriver JydskeVestkysten, der konstaterer, at slukningen kan tage flere dage.

    - Vi bliver nødt til at tage flisen ud på en befæstet plads, hvorefter vi laver to stakke. Én stak med det der brænder, og en hvor det ikke brænder, fortæller indsatsleder Bo Olesen fra Sønderborg Beredskab.

    Politiet har også været forbi branden for at lave en brandundersøgelse, forklarer Jacob Matthiesen, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

    - Vi har lavet en brandundersøgelse, og vi formoder, at branden er opstået i forbindelse med, at der er sket en varmeudvikling i flisen. Men ellers er der ikke så meget mere i det, lyder det.

    Sidst opdateret: 24. april 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...