Professor: Vi begik den fejl, at vi troede, at energikrisen var ovre. Nu bliver den bare endnu værre
LÆS I DAG:
Professor om energikrise: "Vi er ude på et farvand, vi ikke har prøvet før".
Energinet: »Vi kan ikke sige ’Vi tror ikke på dit projekt’« .
Danmark forlænger olie- og gaslicenser i Nordsøen med 10 år.
Højere priser på olie og gas koster virksomheder 113 milliarder i år.
Mere fjernvarme til Vallensbæk.
Kristeligt Dagblad:
Professor: Vi begik den fejl, at vi troede, at energikrisen var ovre. Nu bliver den bare endnu værre
Et kommende regeringsgrundlag bør tage grundlæggende hånd om vores afhængighed af olie og gas, lyder det fra professor i energiplanlægning og vedvarende energisystemer ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen. Det skriver Kristeligt Dagblad.
- Det kan godt være, at vi endnu ikke mærker krisen fysisk i form af mangel på olie og naturgas, men det her tegner til at blive en endnu værre krise end de to oliekriser, vi oplevede i 1970'erne, slår han fast.
Generelt er der behov for en mere langsigtet indsats, lyder det fra Brian Vad Mathiesen, som mener, at den globale energisituation er så udfordrende og usikker, at det bør håndteres i et kommende regeringsgrundlag.
- Da Rusland angreb Ukraine og priserne steg, formåede vi faktisk at sætte yderligere fart på omstillingen til grøn og vedvarende energi. Men der skal ske mere, blandt andet i omstillingen fra fossilbiler til elbiler og fra naturgas til fjernvarme. Det bør man tage med i et regeringsgrundlag. Her bør man se på det arbejde, der allerede foregår blandt fagfolk, så man får et kvalificeret grundlag, siger Brian Vad Mathiesen.
*****
NB Forsyning & Klima:
Professor om energikrise: "Vi er ude på et farvand, vi ikke har prøvet før"
Professor Brian Vad Mathiesen håber, at en hurtig løsning på den fortsat eskalerende energikrise som følge af krigen i Iran, vil stå øverst i et kommende regeringsgrundlag. Han peger således på, at ikke mindst tempoet i udrulning af fjernvarme kan blive afgørende for, hvordan Danmark klarer sig igennem en energikrise.
- Et prisloft på olie og gas kan være ét af flere nødvendige tiltag – men det er ikke nok alene. Det her handler om at beskytte danskere og europæere mod begivenheder, vi ikke selv kontrollerer. Vi er ude på et farvand, vi ikke har prøvet før – det er en dobbelt energikrise, siger han til NB Forsyning & Klima.
Konkret peger Brian Vad Mathiesen på, at der i kommuner med mange gasfyr og stor planusikkerhed er brug for langt hurtigere og langt mere robuste beslutninger.
- Imens mange kommuner stadig tøver med udrulningen af fjernvarme, er Europas gasafhængighed igen blevet et akut problem. Mere end 85 procent af den europæiske naturgas kommer uden for Europa, og mere end 95 procent af olien kommer uden for Europas grænser. Det bliver enormt dyrt for de borgere, som stadig har olie- og gasfyr, så vi har brug for en hurtig omstilling, siger Brian Vad Mathiesen.
*****
Klimamonitor:
Energinet: »Vi kan ikke sige ’Vi tror ikke på dit projekt’«
Energinet er ifølge Klimamonitor bevidst om, at ikke alle de 58 gigawatt, der står i kø til tilslutning, bliver realiseret af de virksomheder, der har søgt om tilslutning. Men Energinet er bare nødt til at behandle alle ansøgninger lige, lyder det fra direktør.
- Vi ved godt, at ikke alle de ansøgninger, der tilsammen løber op i knap 60 GW, bliver ført ud i livet. Nogle vil falde fra, bl.a. fordi der ikke alligevel er en god forretning i at lave projekterne. Men vi skal som offentligt selskab behandle alle ansøgninger lige og arbejde seriøst med dem – og derfor også planlægge efter dem, udtaler Kim Willerslev Jakobsen i et skriftligt svar til Klimamonitor.
Han forklarer, at styrelsen ikke kan melde tilbage til virksomhederne, at de ikke tror på deres projekt. I stedet er de forpligtet til at tage udgangspunkt i de tilslutningsansøgninger, der bliver indgivet, indtil der eventuelt er andre prioriteringsmekanismer.«
Og så understreger han, at uanset om nogle projekter falder fra, så er der stadig en kæmpestor opgave, der forestår, fordi det, der er sket de seneste par år, er som »en eksplosion i antallet af storforbrugere, der vil på elnettet«.
*****
Energy Supply:
Danmark forlænger olie- og gaslicenser i Nordsøen med 10 år
Olieselskaberne Ineos og BlueNord har fået grønt lys fra Energistyrelsen til at fortsætte olie- og gasproduktionen fra Lulita-feltet i Nordsøen frem til 2035. Forlængelsen skyldes forsinkelser på Tyra-platformen, fremgår det af Energy Supply.
- Nedlukningen af Tyra kunne ikke forudses ved den oprindelige tildeling af tilladelse til indvinding, skriver styrelsen i sin afgørelse.
Forlængelsen betyder, at selskaberne bag feltet kan fortsætte produktionen i knap 10 år længere end planlagt.
*****
Klimamonitor:
Højere priser på olie og gas koster virksomheder 113 milliarder i år
Dansk Industri spår, at energitunge erhverv som transport og byggeri står til at blive hårdt ramt af energiprisernes foreløbige himmelflugt. Helt konkret lyder vurderingen, at der kan blive tale en ekstra regning på 113 milliarder kroner i 2026. Det skriver Klimamonitor.
- Vi ser ind i en situation, der kan vare ved og blive forværret. Men selv hvis Hormuz-strædet skulle åbne i morgen, ville vi stadig se ind i en ekstra regning på den forkerte side af 100 milliarder kroner i år, siger fagchef i Dansk Industri, Morten Munch Jespersen.
I Dansk Industri mener man, at politikerne bør se på, om man kan lempe omkostningerne for de hårdest ramte erhverv. Der er ifølge DI’s administrerende direktør, Lars Sandahl, flere mulige knapper at skrue på.
- Vi kan droppe kilometerafgiften for lastbiler, som er en usynlig afgift for forbrugere, vi kan suspendere stigningerne i CO2-afgiften, mens krisen varer, eller vi kan lempe den tårnhøje rumvarmeafgift. Det vil give virksomhederne og forbrugerne den nødvendige luft til at overleve krisen, siger Lars Sandahl i en skriftlig kommentar.
*****
Sjællandske Nyheder:
Mere fjernvarme til Vallensbæk
Vallensbæk Fjernvarme Syd og Vallensbæk Fjernvarme Nord er ved at udrulle fjernvarme til flere områder i kommunen, og samtidig er de klar til at tilbyde fjernvarme til endnu flere borgere i Vallensbæk Kommune. Det fortæller Sjællandske Nyheder.
Vallensbæk Fjernvarme Syd har netop åbnet for tilmelding til 500 boligejere og gør opmærksom på, at mindst 65 procent af boligerne skal melde sig til, hvis projektet skal blive til noget.
Den samme andel af tilmeldinger skal melde sig til det seneste projekt fra Vallensbæk Fjernvarme Nord. Her er der tilmeldingsfrist den 30. april. Inden da afholder Vallensbæk Fjernvarme Syd informationsmøde – det sker den 21. april.
Skriv kommentar