Gå til hovedindhold

I Holbæk fyrer hver anden stadig med gas: ”Vi når næppe 2035-målet”

LÆS I DAG:

Energiekspert: Danmark står stærkt på forsyningssikkerheden trods kriser.
Tre partier kræver skarp prioritering af elnettet: ”Hyperscale-datacentrene må bagerst i køen”.
Verdo vil sælge flere forretningsben efter stort tab.
Flere mørke skyer over Verdo: Måske skal kronjyderne igen have millioner retur.
Ekspert: Verdo-sag peger på problemer med at forstå reglerne.
Misinformation om vindmøller stammer fra Kreml.

29. apr. 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Altinget.dk:
    I Holbæk fyrer hver anden stadig med gas: ”Vi når næppe 2035-målet”

    Mens de fleste kommuner udfaser naturgas, er antallet af gasopvarmede boliger steget i Holbæk, skriver Altinget.dk. Den manglende fjernvarme og lav tilslutning bremser den grønne omstilling.

    Dermed er Holbæk Kommune en af kun fire kommuner, der siden 2020 har flere boliger med gas som den primære varmekilde. Kommunen er gået fra 17.128 beboede boliger med naturgas som primærvarmekilde i 2020 til 18.250 i år. En stigning på syv procent.

    Den sjællandske kommune er samtidig den eneste i landet, hvor mere end halvdelen af boligerne bliver opvarmet med gas.

    - Ja, det er ikke for ingenting, at vi bliver kaldt Danmarks sidste store gasby. Men det er da frustrerende, at det er sådan, siger Jarl Falk Sabroe (A), der er formand for Klima-, Miljø- og Naturudvalget i Holbæk Kommune, der peger på, at det især skyldes, at der ikke er fjernvarme i Holbæk.

    Byrådet er derfor nu i gang med at undersøge muligheden for at få fjernvarme.

    - Men vores udfordring er, at der ikke er stor nok tilslutning til, at det kan svare sig. Det skyldes især at vi har nogle store boligselskaber, som ikke ønsker at skifte. Samtidig oplever vi at folk er blevet meget bekymrede for om der kommer til at ske det samme som der gjorde i Odsherred, fortæller Jarl Falk Sabroe.

    *****

    GridTech:
    Energiekspert: Danmark står stærkt på forsyningssikkerheden trods kriser

    Det danske energisystem står stærkt i krisetider som nu – særligt sammenlignet med resten af Europa. Det er meldingen fra energiprofessor Brian Vad Mathiesen, der bl.a. peger på, at vi i Danmark har undgået at være afhængige af gas og olie som i resten af EU. Det skriver GridTech.

    I dag kommer omkring 60 til 65 procent af det danske elforbrug i gennemsnit fra sol- og vindenergi, og den udvikling skal fortsætte, lyder det fra energiprofessoren, for det er med til at holde forsyningssikkerheden oppe.

    - Det, der er konstant i vores land, er sol og vind, så selvom vi har et dårligt vindår, så er det et virkelig robust trykstød til vores elforsyning. Det er i virkeligheden, efter min mening den allervigtigste rygrad i vores elforsyning; at vi kan supportere og have så meget inde i vores system, siger Brian Vad Mathiesen.

    Forsyningssikkerheden kan dog ikke kun bero på vind og sol, for hvad gør man, når vinden ikke blæser og solen ikke skinner, spurgte Brian Vad Mathiesen retorisk tirsdag på Energikonferencen 2026 i Odense Congress Center. 

    - Det gør jeg mig mange tanker om – og det gør de heldigvis også efterhånden inde i ministeriet og hos Energinet. Det er det, man kalder kapacitetsmarkedet, og her er det helt afgørende, at vi har nogle kraftværker, der kan træde ind,« sagde Brian Vad Mathiesen.

    *****

    Ingeniøren.dk:
    Tre partier kræver skarp prioritering af elnettet: ”Hyperscale-datacentrene må bagerst i køen”

    Flere partier i Folketinget stiller nu krav om, at datacentre – og særligt de ekstra store – skal bagest i køen til elnettet. Og det er op til en kommende regering at sørge for den prioritering, skriver Ingeniøren.dk.

    - Vi har et elnet lige nu, der er presset, og som afviser virksomheder, der vil udvide på nogle områder. Og der ser vi ikke for os, at det væsentligste er, at man skal prioritere datacentre, siger energiordfører for DanmarksDemokraterne, Mads Fuglede, der blandt andet bakkes op af Anna Bjerre, nyvalgt folketingsmedlem og energiordfører for Alternativet;

    - Vi bliver nødt til at prioritere, hvad er det for nogle virksomheder, som er kritisk infrastruktur, og som vi har brug for, for at få samfundet til at køre rundt. Og der kommer de her datacentre bagerst i køen i min optik, understreger Anna Bjerre.

    Lisbeth Bech-Nielsen (SF), it-ordfører for SF og tidligere formand for Folketingets Udvalg for It og Digitalisering, ser også datacentre som en udfordring, som Folketinget bliver nødt til at tage hånd om:

    - Det er jo enormt problematisk. Vi ser mange, der forudser, at strømforbruget kun vil stige. Når jeg taler med tech-giganter og andre, så siger de: Bare rolig, vi skal nok bygge vores egne datacentre for at holde hus med det. Men det løser bare ikke problemet med presset på Energinet.

    *****

    EnergiWatch:
    Verdo vil sælge flere forretningsben efter stort tab

    Kerneforretningen – fjernvarme, vand og el - får fremover det fulde fokus hos Verdo, der varsler store ændringer efter et 2025 med stort tab på lige over 300 mio. kroner og som et led i selskabets 2030-strategi. Det skriver EnergiWatch.

    ”Vi skal tilbage til kerneforretningen og et mere fokuseret Verdo. Vi har gennemført en række dybdegående analyser for vores forskellige divisioner og afdelinger, og de har alle peget i samme retning: Verdo står stærkest i fremtidens energimarked, hvis vi finder tilbage til vores kerneforretning, som er forsyning af varme og vand samt elproduktion på kraftvarmeværket på Randers havn,” udtaler Verdos adm. direktør, Jesper Vinter Barslund, i en pressemeddelelse.

    Verdo Go Green, der leverer el- og ladeløsninger til private samt virksomheder og boligforeninger, og Verdo Teknik, der leverer tekniske løsninger inden for blandt andet gadelys, signalanlæg og elinstallationer, bliver solgt fra snarest muligt.

    Verdo oplyser, at hele regnskabet offentliggøres den 12. maj. Tabet i 2025 er næsten dobbelt så stort som det i 2024, hvilket var et rekordstort underskud. Dengang tabte selskabet 163 mio. kr.

    *****

    Randers Amtsavis:
    Flere mørke skyer over Verdo: Måske skal kronjyderne igen have millioner retur

    Fjernvarmeforbrugere i Randers kan måske glæde sig over at skulle modtage penge retur fra deres varmeselskab, Verdo. Ifølge Randers Amtsavis kan dreje sig om 258 millioner kroner, der skal retur som følge af en afgørelse fra Forsyningstilsynet.

    Verdo er ikke enig med Forsyningstilsynet i, at energiselskabet i Randers skal returnere millionerne på grund af en forkert fordeling af kraftvarmeværkets omkostninger i forbindelse med produktion af el og fjernvarme i årene 2018-2024.

    - Det er et voldsomt krav og ikke lige, hvad vi havde brug for netop nu. Vi kan slet ikke følge logikken i afgørelsen, og samtidig er beløbet større, end vi i vores vildeste fantasi havde forestillet os, siger administrerende direktør Jesper Vinter Barslund fra Verdo.

    Direktøren forestiller sig dog ikke, at kravet om returbetaling vil få fatale konsekvenser for Verdo.

    - Hvis vi skal returnere 258 millioner, så betyder det, at vi skal finde pengene, og det kan vi naturligvis godt, og der vil også stadig være en egenkapital bagefter. Vi skal jo ikke betale sådan en regning her og nu. Det bliver over en årrække, siger Jesper Vinter Barslund.

    *****

    Energy Supply:
    Ekspert: Verdo-sag peger på problemer med at forstå reglerne

    Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, undrer sig ifølge Energy Supply over, at Verdo tilsyneladende endnu en gang er havnet i problemer med at opkræve for mange penge fra sine varmekunder.

    - Det peger endnu en gang på problemer med Verdos forståelse af gældende regler og viljen til at sikre, at man ikke opkræver kunderne for meget, siger professoren til Energy Supply.

    Han kalder det både underligt og usædvanligt, at Verdo igen er kommet i clinch med Forsyningstilsynet.

    - Det overrasker mig, at man så mange gange har været i tvist med myndighederne om fortolkningen af reglerne, og er blevet pålagt tilbagebetaling, siger han.

    - Når du skal fordele de fælles omkostninger på den konkurrenceudsatte el-del og den forbrugerbeskyttede varmedel, skal du selvfølgelig bruge en model, som myndighederne siger god for, siger Per Nikolaj Bukh.

    *****

    Klimamonitor:
    Misinformation om vindmøller stammer fra Kreml

    Interesseorganisationen Wind Europe har kortlagt falske påstande på de sociale medier om vindenergi, så antallet af europæere, som tror, at vedvarende energi vil fordyre deres hverdag, er steget de seneste år. 1397 opslag er konstateret i Danmark, fremgår det af Klimamonitor.

    Ifølge en kortlægning i rapporten er kilderne mange. De spænder lige fra lokale borgergrupper imod vind til udenlandske netværk knyttet til Rusland. Ifølge Nato har kræfter i Kreml øget dets angreb mod grøn energi og vindmøller siden krigen mod Ukraine, og hovedparten af udfald mod grøn energi på SoMe kan spores tilbage til russiske computere.

    Undersøgelsen identificerede 573 brugerkonti, som aktivt er engageret i at sprede misinformation om vindmøller i denne periode. Sammenlagt er der tale om 43.000 opslag imod vindenergi.

    Værst står det til i Sverige, hvor kortlægningen påviste 6902 opslag med mølle-misinformation. Næstværst var Frankrig med 5169 opslag. På en 9.plads i Europa med misinformation finder vi Danmark med 1397 opslag.

    Sidst opdateret: 29. april 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...