Energikrisen kommer til at koste Holbæks gaskunder knap 170 millioner kroner – alene i 2026
LÆS I DAG:
Fjernvarmetilslutning meget langt fra målstregen.
AffaldPlus i priskonflikt med Næstved Fjernvarme.
Januar og februar var pivkolde: Varmeværker satte flere rekorder.
Åbnede i februar: Ansøgninger om tilskud til varmepumpe overgår 2025.
Tæt på deadline - og alle svar tæller: Frivillige går fra dør til dør for at få fjernvarmen til byen.
Klimamonitor:
Energikrisen kommer til at koste Holbæks gaskunder knap 170 millioner kroner – alene i 2026
Borgerne i Holbæk kan imødese en voldsom ekstraregning på den gas, som langt de fleste af borgerne bruger til boligopvarmning, hvis de sammenligner med en varmepumpe. Alene i år løber regningen samlet set op i ekstra 170 mio. kroner, fremgår det af Klimamonitor, der har fået tænketanken CONCITO til at udføre regnestykket.
De 170 millioner kroner svarer ifølge CONCITO rundt regnet til en ekstraregning på 10.000 kroner per gashusstand.
Og selv om han vidste, at der ville være en ekstraregning, er Concitos cheføkonom Torsten Hasforth overrasket over størrelsen på den.
- Der er jo faktisk relativt store besparelser. Beregningen er jo ikke komplet. Det vil også koste noget at få sat varmepumpen op for eksempel, men den viser hvor brutalt det er, konstaterer han.
Han og hans kolleger gik faktisk videre end Klimamonitors opdrag og lagde ekstraregningen for de seneste fem år sammen, så den seneste energikrise i 2022 efter Ruslands invasion af Ukraine også er med. Det får den samlede ekstraregning op i 0,9 milliarder kroner.
*****
Sjællandske Nyheder:
Fjernvarmetilslutning meget langt fra målstregen
Forsyningsvirksomheden Fors har gjort status på fjernvarmeprojektet i Holbæk by, hvor arbejdet fortsat er koncentreret om etape 1. Status viser, at der er interesse for projektet blandt både borgere og større varmeforbrugere, men at de konkrete tilmeldinger fortsat ligger meget langt under det nødvendige niveau.
Den 1. maj er skæringsdatoen for projektet i forhold til tilsagn om tilslutning, og med en tilslutningsprocent på kun 11,46 procent, er forudsætningerne for at gennemføre etape 1 som planlagt ikke til stede, skriver Sjællandske Nyheder.
For at projektet kan realiseres, kræver det, at mindst 70 procent af varmegrundlaget, opgjort i kvadratmeter, tilslutter sig fjernvarmen. Tidligere har to af byens store boligselskaber afvist fjernvarmefrieriet fra Fors. Kommunen selv står for cirka 10 procent af de tilmeldte kvadratmeter og resten er tilmeldte privatejendomme eller virksomheder.
Ifølge Fors er der dog en tydelig og stigende interesse for projektet, hvilket blandt andet ses i høj deltagelse ved informationsmøder og øget brug af det tilgængelige informationsmateriale.
*****
Sjællandske Nyheder:
AffaldPlus i priskonflikt med Næstved Fjernvarme
AffaldPlus vil have mere for at producere varme og har søgt Energistyrelsen om dispensation til at hæve varmeprisloftet. Det vil gå ud over tusindvis af varmekunder, advarer Næstved Fjernvarme, fremgår det af Sjællandske Nyheder.
Konkret har Næstved Fjernvarme sendt et brev til samtlige medlemmer af økonomiudvalgene i Faxe, Næstved, Ringsted, Slagelse, Sorø og Vordingborg kommune. Her fremgår det, at Næstved Fjernvarme ikke har givet samtykke til, at kontrakten flyttes fra det fælleskommunale selskab til det nye aktieselskab, AffaldPlus Affaldsenergi A/S.
- Det bekymrer mig, når vi erfarer, at AffaldPlus vil hæve varmeprisloftet. Og når det sker uden at orientere os først, begynder mine alarmklokker at ringe, siger bestyrelsesformand i Næstved Fjernvarme, Kristoffer Petersen, der har søgt og fået aktindsigt i prisstigningerne.
Direktør i AffaldPlus, Rikke Saltoft, bekræfter, at selskabet, som nu er begyndt at operere på kommercielle vilkår, har søgt om en højere pris for den varme, de producerer på affaldsenergianlægget på Ydernæs i Næstved.
- Det er korrekt, at vi har ansøgt Energistyrelsen om at få dispensation fra affaldsvarmeprisloftet. Det har vi gjort, fordi der skal være balance mellem at producere varme og prisen til forbrugerne. Vi har endnu ikke fået tilladelse. Men vi er i dialog, siger hun.
*****
Dagbladet Ringkøbing-Skjern:
Januar og februar var pivkolde: Varmeværker satte flere rekorder
Forårets komme har formentlig fået de fleste til at glemme den voldsomme kulde, der ramte hele landet i januar og februar. Men det har de ikke hos fjernvarmeselskaberne i Ringkøbing-Skjern, hvor januar bød på den største varmeproduktion nogensinde. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
- Vi sendte 33.110 MWh ud i første kvartal, mens vi i første kvartal 2025 sendte 28.484 kWh ud, altså 14 procent mere. Både januar, februar og marts var koldere end året før. I januar havde vi den højeste varmeproduktion nogensinde, fortæller driftsleder Heine Pedersen fra Skjern Fjernvarme.
Også hos Ringkøbing Fjernvarme kan direktør Martin Halkjær Kristensen se tilbage på nogle kolde måneder, hvor man solgte 14 procent mere varme en vanligt, og også hos Videbæk Energiforsyning kan direktør Jan Grarup fortælle om et øget varmesalg på 8,4 procent.
*****
Energy Supply:
Åbnede i februar: Ansøgninger om tilskud til varmepumpe overgår 2025
Efter få måneder har flere danskere i år søgt om varmepumpetilskud end hele sidste år. Fra februar til 30. april i år har 9352 søgt om støtte fra den såkaldte varmepumpepulje. Det er 822 flere end for hele ansøgningsperioden i sidste års støttepulje, fremgår det af Energy Supply.
Styrelsens varmepumpepulje åbnede 5. februar med omkring 120 millioner kroner i puljen. Inkluderet midler fra sidste år var der 30. april givet tilsagn for 216 millioner kroner, skriver TV 2
Man kan få mellem 17.000 og 27.000 kroner i støtte – alt afhængig af varmepumpeløsningen. Sidste år blev der givet tilsagn til over 7300 boligejere, der søgte støtte til en ny varmepumpe.
I Danmark findes desuden en "afkoblingspulje", hvor man kan få et tilskud på 10.000 kroner til at få afkoblet gasfyret.
*****
Fyens.dk:
Tæt på deadline - og alle svar tæller: Frivillige går fra dør til dør for at få fjernvarmen til byen
Middelfart Fjernvarme er klar til at rykke til Båring med fjernvarmeudrulning - hvis ellers borgerne ønsker det. Lige nu bruger en arbejdsgruppe masser af frivillige timer på at stemme dørklokker, og målet er at skaffe en foreløbig tilslutning på 80 procent, fremgår det af Fyens.dk.
Og tiden er knap for de frivillige. Omkring 1. juni er deadline, og i omegnen af 100 husstande mangler ifølge tal fra Middelfart Fjernvarme stadig at bestemme sig for, om de vil vende tomlen opad eller nedad til den nye varmekilde.
Mange siger ja – bortset fra dem, der allerede har investeret i varmepumper. Hovedparten bliver dog stadig varmet op ved hjælp af naturgas, selvom flere gik over til varmepumpe i kølvandet på de voldsomt stigende priser i 2022.
Fjernvarmeprojektet er et led i Middelfart Fjernvarmes masterplan for at få udbredt varmekilden til store dele af kommunen. Indtil videre er den blevet etableret i eksempelvis Strib og Ø-kvarteret, og nu er tiden kommet til Båring og Asperup i 2026 - hvis borgerne ellers er med ombord.
Hvis projektet bliver godkendt, er planen, at fjernvarmen kan være klar i området i slutningen af 2027.
Skriv kommentar