Gå til hovedindhold

Professor: Løfterne om nye datacentre holder ikke

LÆS I DAG:

CIP-partner freder Energinet - kritikken er forfejlet.
Producent: PtX skal have forlomme til presset elnet.
Hvide Sande Fjernvarme skruer ekstraordinært ned for prisen.
Udrulning af fjernvarme pludselig ramt af problemer.
Verdo ansætter ny direktør fra egne rækker i koncernledelsen.
Sjællandske byrødder udgør nyt formandskab i Cirkulær.
Von der Leyen: Europa skal gøre sig uafhængig af usikre energimarkeder.

5. maj 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Jyllands-Posten:
    Professor: Løfterne om nye datacentre holder ikke

    Der er ca. 55 datacentre i Danmark, men de mange løfter om tusindvis af arbejdspladser og billig grøn overskudsvarme holder langtfra altid, vurderer en professor, der i stedet mener, at der er tale om greenwashing, når datacentrenes ankomst lanceres. Det skriver Jyllands-Posten.

    Ifølge Brit Ross Winthereik, professor og forsker i digital infrastruktur hos DTU, er selv om idéen om overskudsvarme fra datacentrene er fin, så nytter overskudsvarmen ikke, fordi man ofte bygger centrene i områder, hvor der ikke bor mange mennesker.

    - Derfor kan man ikke bruge varmen til fjernvarme. I virkeligheden er overskudsvarmen et bevis på, at datacentrene bruger en masse energi. Og når man så forsøger at sælge centrene på denne måde, er det reelt et eksempel på greenwashing, siger Brit Ross Winthereik.

    Hos Dansk Fjernvarme peger man på tre datacentre, hvor det indtil nu er lykkedes at udnytte overskudsvarmen. På Fyn, i Silkeborg og i Høje-Taastrup. Det vil sige, at det endnu ikke er lykkedes at udnytte overskudsvarmen i 52 af de eksisterende centre.

    Direktør Henrik Hansen fra Datacenter Industrien kan godt følge noget af kritikken.

    - Jeg tror på, at de steder, hvor datacentrene ligger tilstrækkelig tæt på halvstore byer, skal projekter med overskudsvarme nok komme op at køre. Men for de datacentre, der ligger i mere befolkningsfattige områder, vil der ikke være forretning i fjernvarme, siger Henrik Hansen.

    *****

    EnergiWatch:
    CIP-partner freder Energinet - kritikken er forfejlet

    Karsten Uhd Plauborg, der er partner i Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og direktør i mikronetvirksomheden Plexar Energy, freder Energinet i spørgsmålet om udbygningen af det danske transmissionsnet. Det skriver EnergiWatch.

    - Jeg synes, at kritikken af Energinet er forfejlet. Energinet står for et af verdens mest effektive transmissionsnet, både hvad angår transmissionstid og nedetid. Hvis Energinet for 10 år siden havde spurgt, om ikke de kunne få 50 mia. kr. til at udbygge elnettet, så var de blevet skudt ned som en imperiebygger, siger Klaus Uhd Plauborg og tilføjer:

    - Sandheden er bare, at det tager enormt lang tid at bygge transmissionsnet, og vi har samtidig meget grundige processer om borgerinddragelse og miljø.

    I dag er 70 pct. af Energinets projekter forsinkede med i gennemsnit 2,5 år, og udbygningen ventes allerede at blive 10 mia. kr. dyrere end planlagt.

    *****

    Energy Supply:
    Producent: PtX skal have forlomme til presset elnet

    PtX er ikke kun energipolitik, men også industri- og sikkerhedspolitik. Derfor bør Energinet sætte PtX-projekter forrest i køen, når den statsejede eltransmittør genoptager tilslutningen af projekter til elnettet. Det fremgår af Energy Supply.

    Udmeldingen stammer fra virksomheden Topsoe, der udvikler elektrolyseanlæg til produktion af brint og syntetiske brændstoffer.

    - PtX-anlæg bør prioriteres af Energinet, fordi de er fleksible og kan balancere nettet, siger Therese Bording, chef for public affairs i Topsoe.

    Opfordringen kommer i kølvandet på det kaos, der har udspillet sig omkring Energinets tiltagende udfordringer med et presset elnet. Udbygningen er gået for langsomt samtidig med, at køen af nye projekter, der vil på nettet, er vokset markant.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Hvide Sande Fjernvarme skruer ekstraordinært ned for prisen

    Fra den 1. april kunne forbrugerne i Hvide Sande glæde sig over, at landets laveste varmeregning blev endnu lavere. Helt ekstraordinært er prisen nu skruet ned, så det i 2026 koster 1.284 kroner at opvarme et standardhus.

    Den oprindelige pris var sat til 3.478 kroner, fremgår det af JydskeVestkysten, der beretter, at prisfaldet skyldes ekstraordinære indtægter fra konvertering af et anlægslån g god indtjening på salg af strøm fra vindmøllerne på Nordstranden.

    Den historisk lave pris har da også udløst reaktioner, fortæller bestyrelsesformand Jens Ole Engberg Pedersen fra Hvide Sande Fjernvarmeværk.

    - Selvfølgelig er folk glade. Der er ingen grund til at være sur, når prisen bliver sat ned, siger han til JydskeVestkysten.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Udrulning af fjernvarme pludselig ramt af problemer

    Arbejdet med udrulning af fjernvarme til beboere i Nybøl og Vester Sottrup er flere steder gået i stå som følge af, at en underleverandør er gået i rekonstruktion. Det er meldingen fra Sønderborg Varme til JydskeVestkysten.

    Det drejer sig om Esbjerg-selskabet Østergaard Entreprise, der har stået for svejsearbejdet på fjernvarmeprojektet i de to områder.

    - Det er korrekt, at arbejdet er gået ned i kadence. Men hovedentreprenøren er i gang med at finde en løsning, som vi lige nu afventer, siger Anne Branderup, der er kommunikationskonsulent hos Sønderborg Varme.

    Ifølge Sønderborg Varme er det dog ikke forventningen, at den samlede tidsplan for fjernvarmearbejdet i Nybøl og Vester Sottrup bliver påvirket som følge af udfordringerne hos den nævnte underleverandør.

    *****

    EnergiWatch:
    Verdo ansætter ny direktør fra egne rækker i koncernledelsen

    Verdo har udnævnt Jesper Møller Larsen, som hidtil har været divisionsdirektør for Verdo Energi og Forsyning, til ny chief operating officer i selskabets koncernledelse. Det beretter EnergiWatch.

    - Han kommer til at have det operationelle ansvar. Det giver god mening, fordi det har meget at gøre med den forretning, som han driver i dag, fortæller adm. direktør, Jesper Vinter Barslund, til EnergiWatch.

    Jesper Møller Larsen har, inden han landede hos Verdo i 2023, været forsyningschef i Aalborg Forsyning. Derudover sidder han også i bestyrelsen hos Danfoss og brancheorganisationen DBDH.

    I forbindelse med selskabets strategiskift, hvor man fremover vil fokusere på kerneforretningen inden for vand, varme og el, er det besluttet, at der ikke skal findes en afløser til daværende økonomidirektør Julie Møgelvang Bjørnsholm, der forlod Verdo i marts efter blot en måned.

    *****

    NB Forsyning & Klima:
    Sjællandske byrødder udgør nyt formandskab i Cirkulær

    Formand for Halsnæs Forsyning og bestyrelsesmedlem i ARC er valgt som formand og næstformænd i brancheforeningen Cirkulær. Valgene gælder for de kommende fire år, fremgår det af NB Forsyning & Klima.

    De er Thomas Møller Nielsen fra Halsnæs Kommune, der skal være formand for Cirkulær. Han er i forvejen formand for Halsnæs Forsyning og har siddet i Cirkulærs bestyrelse siden 2018.

    Formandskabet skal han dele med Tina Cartey Hansen fra Hvidovre Kommune, som er valgt til næstformand. Hun har været medlem af Cirkulærs bestyrelse siden 2023 og er desuden medlem af bestyrelsen i ARC.

    Vedtægterne blev i forbindelse med generalforsamlingen ændret. Bestyrelsesmedlemmer fra de administrative ledelser har fremover stemmeret som medlemmer valgt fra de styrende organer.

    *****

    EnergiWatch:
    Von der Leyen: Europa skal gøre sig uafhængig af usikre energimarkeder

    Europa skal samle sig om at blive uafhængigt i en verden præget af krige og usikkerhed om energi og forsyningskæder. Det er meldingen fra formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, før et møde i Det Europæiske Politiske Fællesskab.

    - Vi vil primært diskutere, hvordan vi kan få et uafhængigt Europa. Det kræver, at vi reducerer vores afhængigheder på flere områder,” siger von der Leyen forud for mødet ifølge EnergiWatch.

    Udmeldingen kommer, efter at først krigen i Ukraine og senest USA og Israels krig mod Iran har udstillet Europas udfordringer, når det gælder energi.

    - Vi er for afhængige af import af fossile brændstoffer, og derfor må vi forlige os på usikre globale markeder, siger von der Leyen, der pointerer, at EU skal blive selvforsynende i større grad ved vedvarende energi og atomkraft.

    Sidst opdateret: 5. maj 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...