Gå til hovedindhold

Aalborg Forsyning undgår underskud efter erstatning til Nordjyllandsværket

LÆS I DAG:
Fjernvarmedrama i Gentofte fortsætter.
Aalborg Portland øger brugen af affald og biomasse i produktionen.
Bestyrelsestop på plads i Green Power Denmark.
Energichefer forventer global vækst – men geopolitisk uro dæmper optimismen på egne vegne.
Biocirc indgår aftale med Microsoft om lagring af CO2.

20. maj 2026
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    EnergiWatch:
    Aalborg Forsyning undgår underskud efter erstatning til Nordjyllandsværket

    En driftstabserstatning på 160 mio. kr. til Nordjyllandsværket vender et forventet underskud til et overskud i Aalborg Forsynings årsregnskab for 2025. Det skriver EnergiWatch på baggrund af koncernens netop offentliggjorte regnskab for 2025 med et resultat før skat på 118 mio. kr. mod et tidligere budgetteret minus på 19 mio. kr.

    Erstatningen skal ifølge bestyrelsesformand Lasse Olsen finansiere den sikre nedlukning af det kulfyrede kraftværk, der tages ud af drift 1. januar 2029 som led i den grønne omstilling.

    Regnskabet er samtidig påvirket af væsentlige fejl i 2024‑regnskaberne for Aalborg Vand og Aalborg Kloak. Fejlene, der knytter sig til nye regler for over‑ og underdækning i vandsektoren, har udløst en nedjustering af egenkapitalen med knap 16 mio. kr.

    Aalborg Kloak er desuden blevet politianmeldt for omfattende bypass‑udledninger fra Renseanlæg Øst. Ifølge ledelsen skyldes stigningen et sammenfald af kritiske anlægsprojekter og ekstreme vejrforhold. Koncernen fremhæver dog, at drikkevandet i 2025 overholdt alle grænseværdier, og at der arbejdes målrettet med nye indvindingsmuligheder og midlertidig rensning som følge af stigende nitratniveauer.

    *****

    Ingeniøren.dk:
    Fjernvarmedrama i Gentofte fortsætter

    Udbygningen af fjernvarme i Gentofte bør droppes endegyldigt. Det konkluderer en ny uvildig second‑opinion‑rapport fra Ea Energianalyse, som samtidig finder flere fejl i den omdiskuterede Niras‑rapport, der i marts fik kommunen til at sætte projektet på pause.

    I følge Ingeniøren.dk udskyder borgmester Michael Fenger alligevel den endelige beslutning til den 22. juni, da der fortsat mangler svar på »enkelte spørgsmål«.

    Ea Energianalyse fastslår, at individuelle varmepumper fortsat er den samfundsøkonomisk billigste løsning. Nutidsværdien er 275 mio. kr. bedre end fjernvarme over 20 år, og de samlede omkostninger er 20 procent lavere.

    Rapporten vurderer dog ikke, om varmepumper er praktisk mulige i alle områder, hvor borgere har udtrykt bekymring om støj, plads og fredede bygninger. Kommunen har undersøgt, om fjernvarme kan fortsættes trods dårligere økonomi, men ifølge Kammeradvokaten forpligter loven kommunen til at vælge den billigste løsning.

    Et stop vil betyde en takststigning på 271 kr. årligt for de borgere, der allerede har fået fjernvarme

    *****

    CleantechWatch:
    Aalborg Portland øger brugen af affald og biomasse i produktionen

    Aalborg Portland løfter nu næsten halvdelen af sit energiforbrug over på alternative brændsler. I 2025 kom 49,4 pct. af den termiske energi fra affald og biomasse mod 28 pct. i 2021, fremgår det af CleantechWatch.

    Aalborg Portland oplyser, at der i alt blev anvendt mere end 240.000 tons ikke‑genanvendeligt affald og biomasse samt omkring 390.000 tons alternative råmaterialer.

    Ifølge adm. direktør Søren Holm Christensen har skiftet til biogene og alternative brændsler leveret markante CO₂‑reduktioner, men de ”lavest hængende frugter” er nu høstet. Samtidig er årets reduktioner påvirket af lavere produktion som følge af faldende efterspørgsel.

    Virksomheden retter nu blikket mod næste fase frem mod 2030, hvor konvertering til gas og etablering af CO₂‑fangst skal bringe cementproducenten i mål med CO₂‑neutralitet på egne udledninger. Aalborg Portland blev i maj den eneste vinder af statens næsten 30 mia. kr. store CCS‑udbud, efter at Vestforbrænding og Gaia valgte at takke nej til en mindre tildeling.

    *****

    Energy Supply:
    Bestyrelsestop på plads i Green Power Denmark

    Green Power Denmark har konstitueret sin nye bestyrelse på brancheorganisationens generalforsamling, hvor et markant formandsskifte sætter retningen for den kommende periode. Det skriver Energy Supply.

    Efter 20 år på posten har Andel‑topchef Jesper Hjulmand trukket sig som formand, og Mads‑Ole Astrupgaard, direktør for vindleverandøren Resolux, er valgt som ny bestyrelsesleder. Samtidig indtræder tidligere direktør i Energistyrelsen, Kristoffer Böttzauw, nu distributions- og reguleringsdirektør i Andel, som vicebestyrelsesleder.

    På Green Power Denmarks topmøde i København understregede den nye ledelse, at elektrificeringen skal accelerere betydeligt for at imødekomme både stigende olie- og gaspriser og de voksende udfordringer i elnettet.

    Ifølge Astrupgaard er det ”patetisk”, at Danmark ikke formår at rejse mere landvind, når behovet for grøn energi er så presserende.

    *****

    EnergiWatch:
    Energichefer forventer global vækst – men geopolitisk uro dæmper optimismen på egne vegne

    Verdens energitopchefer ser fortsat lyst på den globale økonomi, men markant mere forsigtigt på udviklingen i deres egne virksomheder. Det viser PwC’s nye globale CEO‑undersøgelse, fremgår det af EnergiWatch.

    To ud af tre ledere i energi- og forsyningssektoren forventer således global vækst det kommende år, mens kun 34 procent tror på fremgang internt.

    Ifølge Morten Rasmussen, partner i PwC og ansvarlig for energiområdet, skyldes forskellen især geopolitisk uro, finansieringsusikkerhed og øget risiko mod energiinfrastruktur.

    Geopolitiske konflikter og makroøkonomisk volatilitet får samtidig flere selskaber til at revurdere deres forsyningskæder. En fjerdedel planlægger omlægninger, og 13 procent overvejer at trække sig ud af risikable markeder.

    I Danmark er elektrificeringen og presset på elnettet tegn på vækstmuligheder, men udbygningen af vind, sol og brint halter. Det kan skabe kortsigtet skepsis, men globalt forventer 51 procent af energitopcheferne fortsat vækst de næste tre år.

    *****

    CleantechWatch:
    Biocirc indgår aftale med Microsoft om lagring af CO2

    Biogaskoncernen Biocirc har indgået en flerårig aftale med Microsoft om at fortrænge i alt 650.000 ton CO₂ frem mod 2032. Aftalen betyder, at Biocirc årligt skal levere 100.000 såkaldte carbon removal units, CRU’er, hvor én enhed svarer til ét ton permanent fortrængt CO₂. Det skriver CleantechWatch.

    Biocirc fanger og lagrer biogent CO₂ fra fem af koncernens otte biogasanlæg, som derefter transporteres til lagring i Nordsøen via Greensand‑projektet. Her har selskabet kapacitet til at lagre op mod 1 mio. ton biogen CO₂ i perioden.

    Aftalen kommer i en tid, hvor efterspørgslen på dokumenterbare CO₂‑fjernelsesløsninger stiger globalt, og hvor store teknologivirksomheder som Microsoft søger langsigtede partnerskaber for at nå egne klimamål.

    Biocirc er ejet af en række danske investorer, herunder Bo Bendtsen, Jan Bech Andersen, Lars Dalgaard og lensgreve Bendt Wedell. Derudover købte grovvarekoncernen DLG sig ind i selskabet i 2023.

    Sidst opdateret: 20. maj 2026

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...