Røde partier holder fast: Det grønne gaskryds skal nås i 2030
LÆS I DAG:
Energinet forlænger pause: “Meget store tilslutninger” kan vente fem-ti år.
Energinets stop for tilslutninger kan udskyde elektrificering af fjernvarmen: "Det er kritisk".
Erhvervsliv i opråb efter forlænget ventetid i Energinet: Vi er dødtrætte af situationen.
Datacentre kan vente ti år på strøm: Det er en uholdbar situation.
Vil styrke udnyttelse af overskudsvarme i Løgstør.
Grundfos advarer: Vand kan blive en stopklods for datacentre i EU.
Forbrugerforening indgiver politianmeldelse og stævning mod Odsherred Varme.
Altinget.dk:
Røde partier holder fast: Det grønne gaskryds skal nås i 2030
Alternativet og Enhedslisten står fast på, at det grønne gaskryds ikke udskydes til 2035, og fastholder, at Danmark skal nå 100 procent grøn gas allerede i 2030.
- Det er et spørgsmål om politisk prioritering, siger Alternativets energiordfører Anna Bjerre til Altinget.
Ifølge Klimarådet skyldes forsinkelsen især lave gaspriser, der både dæmper omstillingen væk fra gas og gør biogasproduktion mindre rentabel. Men de to partier vil primært sænke gasforbruget frem for at øge biogasproduktionen.
Enhedslisten genfremsætter et forslag om at fastsætte slutdatoer for gasforsyningen i områder med planlagt fjernvarme. Varslingen skal være 8‑10 år, så husholdninger motiveres til at skifte gasfyret tidligere, siger energiordfører Lisbeth Torfing.
Alternativet vil samtidig give gasforbrugende industrier ”fast track” til elnettet for at accelerere elektrificeringen. Partiet er skeptisk over for at skrue op for biogas, som de mener kan bremse elektrificeringen og fastholde animalsk produktion.
Konservative ønsker at fremrykke gaskrydset ved at sænke gasforbruget og foreslår fradrag til varmepumper, men har ikke svaret på, om partiet vil udskyde målet.
Aftalen om de grønne gasmål skal genforhandles i 2026, hvor regeringen skal fremlægge konkrete initiativer og finansiering.
*****
Børsen.dk:
Energinet forlænger pause: “Meget store tilslutninger” kan vente fem-ti år
Energinet forlænger nu pausen for nye tilslutninger til transmissionsnettet og advarer om, at meget store elforbrugere kan komme til at vente fem til ti år, før de kan få fuld netadgang. Det skriver bl.a. Børsen.dk.
Det bliver nævnt, at Energinets beslutning især rammer datacentre, energiparker og tung transport, der står over for omfattende elektrificering.
Energinet oplyser, at der først til efteråret igen kan underskrives nye nettilslutningsaftaler – og at store projekter fremover behandles samlet i en ny model. Ifølge Energinet er kapaciteten i transmissionsnettet dog allerede nu tæt på udtømt.
- Restkapaciteten i transmissionsnettet er meget begrænset – både nu og i de kommende år. Det er en vanskelig situation, som vi gerne havde været foruden, men vi skal håndtere kapaciteten ansvarligt, siger Kim Willerslev Jakobsen, direktør for Systemansvar.
Branchen advarer om alvorlige konsekvenser for den grønne omstilling. Flere store projekter risikerer at blive forsinket markant, og virksomheder kan blive tvunget til midlertidigt at fortsætte med gas eller etablere egen elproduktion.
*****
EnergiWatch:
Energinets stop for tilslutninger kan udskyde elektrificering af fjernvarmen: "Det er kritisk"
Fjernvarmens grønne omstilling risikerer at blive forsinket markant, efter at Energinet udskyder tilslutningen af store elforbrugere i op til ti år. Det rammer direkte ind i fjernvarmesektorens planer om at elektrificere mere end 1,8 GW varmeproduktion inden for fem år.
- Situationen er kritisk, men Energinet handler ansvarligt ved at forlænge pausen, udtaler chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Michael Søgaard Schrøder, ifølge EnergiWatch.
Han fremhæver, at en politisk prioritering af elnettets kapacitet er nødvendig, før nye tilslutninger kan åbnes.
En undersøgelse fra februar viser, at hvert fjerde fjernvarmeselskab allerede har oplevet forsinkelser eller fået tildelt mindre kapacitet end ønsket. Fjernvarmesektoren er blandt landets største elforbrugere, og elektrificeringen er central for at nå en elandel på omkring 45 pct. i 2035 – mod 10 pct. i dag.
Dansk Fjernvarme opfordrer derfor en kommende regering til at fremsætte en hastelov, der giver mulighed for at prioritere projekter, der styrker forsyningssikkerheden og den grønne omstilling, samt stille krav om fleksibelt elforbrug og bedre udnyttelse af overskudsvarme.
*****
Finans.dk:
Erhvervsliv i opråb efter forlænget ventetid i Energinet: Vi er dødtrætte af situationen
Erhvervslivet reagerer ifølge Finans.dk kraftigt på, at Energinet forlænger sin egen pause for nye tilslutninger til elnettet. Der lyder således advarsler om alvorlige konsekvenser for elektrificeringen og Danmarks grønne omstilling.
- Vi er dødtrætte af situationen, for den er dødalvorlig, siger Troels Ranis, vicedirektør i Dansk Industri, der kritiserer, at virksomheder fortsat ikke ved, hvornår de kan få adgang til den nødvendige kapacitet. Også Dansk Erhverv kalder situationen “dybt problematisk” i en tid, hvor både industri og samfund efterspørger mere grøn strøm.
Green Power Denmark advarer om, at industrien flere steder kan blive tvunget til at blive på gas længere end planlagt, mens Brintbranchen frygter forsinkelser i milliardstore brintprojekter rettet mod Tyskland.
Organisationerne kræver nu politisk handling. DI kalder det en “bunden opgave” at få udbygget elnettet hurtigt, mens Rigsrevisionens kritik fra april – hvor 70 pct. af Energinets projekter blev vurderet som forsinkede – understreger alvoren.
*****
Ingeniøren.dk:
Datacentre kan vente ti år på strøm: Det er en uholdbar situation
Der er hård kritik fra Datacenter Industrien over, at store datacentre frem over kan risikere at vente fem til ti år på at blive tilsluttet elnettet. Brancheorganisationen kalder situationen uholdbar og advarer om tab af investeringer, skriver Ingeniøren.dk.
Direktør Henrik Hansen fra Datacenter Industrien frygter, at datacentre vil fravælge Danmark. Ifølge ham er erhvervslivet dybt afhængigt af datakraft, og manglende netkapacitet vil svække Danmarks konkurrenceevne og flytte investeringer til udlandet.
Han peger på to hovedkonsekvenser: Dansk data kan ende i udlandet, og digitaliseringen – herunder AI og kvantecomputere – kan blive forsinket. Han efterlyser større transparens om, hvor i landet der er plads, samt politisk handling og dialog mellem store energiforbrugere og netselskaber.
Han efterspørger også, at en kommende regering samler industrier for nogle af de helt store strømforbrugere i Danmark, herunder datacentre, for at drøfte en løsning.
*****
Aars Avis:
Vil styrke udnyttelse af overskudsvarme i Løgstør
Løgstør Fjernvarme vil øge udnyttelsen af overskudsvarme fra Dankalk og har derfor sendt et projektforslag til Vesthimmerlands Kommune om en ny transmissionsledning på cirka 2,2 kilometer. Det fremgår af Aars Avis.
I dag leverer Dankalk omkring 16.500 MWh overskudsvarme årligt, men med den nye forbindelse kan mængden øges til cirka 20.000 MWh. Samtidig åbner projektet for, at varmen kan sendes videre til Ranum og til akkumuleringstanken i Vindblæs, hvilket styrker fleksibiliteten i hele området.
Ifølge beregningerne giver projektet en samfundsøkonomisk gevinst på 9,4 mio. kr. og en selskabsøkonomisk gevinst på 27,1 mio. kr. over 20 år. Besparelsen vil – i henhold til hvile‑i‑sig‑selv‑princippet – komme forbrugerne til gode.
Projektet reducerer samtidig biomasseforbruget, da mere overskudsvarme vil fortrænge produktion på halm- og træpillekedler. Hvis byrådet godkender forslaget torsdag 28. maj, forventes anlægsarbejdet at løbe fra slut juni til slut november.
*****
CleantechWatch:
Grundfos advarer: Vand kan blive en stopklods for datacentre i EU
EU risikerer at sakke bagud i den globale konkurrence om datacentre, hvis man ikke hurtigt adresserer det eksplosivt stigende ressourceforbrug – særligt vand. Det konkluderer en ny rapport fra Grundfos, fremgår det af CleantechWatch.
Ifølge Inge Delobelle, direktør for Grundfos Industri, er tiden løbet fra nationale særtilgange.
- Enten fortsætter vi med at se på det isoleret — land for land eller ressource for ressource — eller også anlægger vi en mere integreret og systematisk tilgang, siger hun til CleantechWatch.
Rapporten viser at datacentre i EU allerede i år forventes at bruge op mod 19.000 kubikmeter vand om dagen, svarende til forbruget i 155.000 husstande. Grundfos advarer om, at vandforbruget kan blive den reelle barriere for udbredelsen af kunstig intelligens i Europa.
Inge Delobelle understreger, at markedet vokser så hurtigt, at datacentre nærmer sig status som kritisk infrastruktur. Derfor bør EU opstille klare mål for løbende forbedringer i energi‑ og vandforbrug og skabe rammer, der fremmer cirkulære løsninger.
- Det handler kort sagt om at bruge vand og energi klogt, siger hun.
*****
NB Forsyning & Klima:
Forbrugerforening indgiver politianmeldelse og stævning mod Odsherred Varme
Forbrugerforeningen Fair Fjernvarme Odsherred har onsdag indgivet både politianmeldelse og stævning mod Odsherred Varme for fortsat at tilsidesætte gældende regler trods en række afgørelser i sagen om det fejlslagne fjernvarmeprojekt. Det skriver NB Forsyning & Klima.
- Vi vil ikke længere acceptere at blive holdt uden for indflydelse, samtidig med at vi forventes at betale prisen for andres uansvarlige dispositioner, siger formand Pernille Wohlfahrt i en pressemeddelelse.
Det skyldes blandt andet, at flere fjernvarmekunder har fået medhold i Ankenævnet på Energiområdet, mens Forsyningstilsynet tidligere har underkendt varmepriserne. Ifølge foreningen er Energistyrelsen desuden på vej med en afgørelse om, at Odsherred Varmes bestyrelse siden november 2024 har været ulovligt sammensat uden forbrugerrepræsentanter.
Stævningen retter sig dels mod den ulovlige bestyrelse, dels mod salget af Odsherred Forsyning til Ewii. Her hævder foreningen, at forbrugernes lovbestemte forkøbsret til fremføringsanlæg risikerer at blive sat ud af kraft, fordi anlæggene aldrig blev udskilt i et selvstændigt selskab.