Nyt kort viser, hvor køen er størst til elnettet
Læs i dag:
Stor forskel i pensionskassers investeringslyst i forsyningssikkerhed
EWII-direktør ærgrer sig over elafgiften
Høje Taastrup må ikke længere drive termonet som fjernvarme
NB Forsyning:
Nyt kort viser, hvor køen er størst til elnettet
Energinet har lanceret et kort over tilslutningskøen til elnettet. Lige nu står der knap 35.000 MW forbrug og 24.250 MW produktion i kø til tilslutning til elnettet. Det skriver NB Forsyning & Klima.
Til sammenligning er hele Danmarks nuværende maksimale forbrug på godt 7.500 MW.
- Kortet viser, at der er ret lang kø mange steder. Særligt i Region Syddanmark har vi nogle meget store forbrugskunder, som gerne vil på nettet, hvilket skaber udfordringer, siger Jakob Rosenberg Nielsen, områdeleder i Strategisk Projektudvikling i Energinet, til NB-Forsyning & Klima.
Energinet har på kortet opgjort kapacitet for både forbrug og produktion fordelt på regioner.
Kortet afspejler især den udfordring for elnettet, at produktion og forbrug ofte ikke er placeret samme sted.
*****
EnergiWatch:
Stor forskel i pensionskassers investeringslyst i forsyningssikkerhed
Landets pensionskasser forvalter samlet over 4.000 milliarder kroner – og er klar til at understøtte den vesteuropæiske energisikkerhed gennem investeringer.
Men der er store forskelle på, hvad de vil investere i, skriver EnergiWatch.
De spænder nemlig over finansiering af vindmøller og solceller til at pumpe gas og olie op fra undergrunden.
Investeringsdirektør Peter Lindegaard fra Industriens Pension, der forvalter omkring 270 mia. kr., understreger, at der stadig skal fuld fart på den grønne omstilling.
- Men vi skal jo substituere noget af al den olie eller gas, vi har fået fra Mellemøsten og USA – og helst med noget, som er produceret i Europa. Så det vil jo være helt hovedløst at begynde at lukke ned for den europæiske produktion af fossile brændsler, hvis det så bare betyder, at vi er nødt til at importere det fra nogle andre, siger han til EnergiWatch.
*****
EnergiWatch:
EWII-direktør ærgrer sig over elafgiften
Den nye regering har ikke intention om at gøre reduktionen af elafgiften permanent. Det ærgrer Lars Bonderup Bjørn, adm. direktør i EWII. Han mener, det administrativt er langt mere bøvlet med elafgifter.
- Det giver et mere uigennemskueligt elmarked for de private kunder, der skal til at regne i refusion og ikke refusion. Og med gennemskueligheden følger selvfølgelig også tilliden til elselskaberne. Jo sværere de regninger er at forstå, jo sværere er det at have tillid til sit elselskab. Så jeg er tilhænger af enkelhed i elregningen, siger Ewii-direktøren til EnergiWatch.
Han fremhæver samtidig, at det muligvis kan give en opbremsning på elnetefterspørgslen, og dermed give en håndsrækning til det pressede elnet.
*****
Klimamonitor:
Politikere foreslår atomkraft i Roskilde
I Roskilde har kommunalpolitikerne diskuteret, hvilken energiform de skal satse på til 7.000 husstande i fire byer. For i de fire naturgasbyer Jyllinge, St. Valby-Ågerup, Gadstrup-Snoldelev og Viby-Dåstrup har et fjernvarmeprojekt været undervejs i 2,5 år. Men det er langtfra lykkedes at opnå den forudsatte tilslutning på 70 procent. Det skriver Klimamonitor.
Borgerne i de fire byer har været afskåret fra at søge tilskud til andre varmeløsninger. Og derfor skulle politikerne tage stilling til, om fjernvarmeprojekterne skal droppes eller udskydes.
At droppe dem vil være det samme som at opgive kommunens klimamål, mener formand for klima- og miljøudvalget, Jeppe Trolle.
Men der har Konservatives gruppeformand, Rasmus Jarlov, en anden løsning:
- Atomkraft ville redde kommunens klimaregnskab. Så ville haderne sige, at man ikke bare kan indregne sådan en fugl på taget, der aldrig kan blive realiseret. Men det er fuldstændig det samme som de fjernvarmeprojekter, vi taler om. De bliver aldrig gennemført, og det er en form for greenwashing, at man hylder sig med at have de projekter stående på et stykke papir, sagde Rasmus Jarlov ifølge Klimamonitor.
Han fik støtte af Dansk Folkepartis Lars Holst Kruse, der mente, at fjernvarmetilhængerne ”fastholder borgerne i en benlås” ved at udskyde beslutningen om fjernvarmeprojekterne. Og at de har skyklapper på i forhold til alternativer til fossile brændsler, som fx atomkraft.
*****
GridTech:
Høje Taastrup må ikke længere drive termonet som fjernvarme
I Vridsløsemagle har Høje Taastrup Fjernvarme etableret et termonet til 42 varmekunder i stedet for en traditionel fjernvarmeløsning. Men nu er termonet-teknologien skrevet ud af varmeforsyningsloven.
Derfor er selskabet nødt til at udskille de 42 varmekunder fra resten af forretningen. Det oplyser GridTech.
- Det betyder, at vi står med en økonomisk risiko, som vi ikke havde forudset, da vi tog beslutningen, og vores kunder står med en prisudvikling, der er mere følsom over for udsving, fortæller varmeselskabets direktør, Thomas Hopp til GridTech.
De 42 kunder er fra 2035 alene om at dække omkostningerne i deres fællesskab. Og Høje Taastrup Fjernvarme må ikke længere dække et potentielt underskud gennem fjernvarmedelen.
*****
Altinget:
Det danske CO2-aftryk er steget
Danmarks CO2-aftryk er steget fra 57 til 58 millioner ton CO2 på ét år. Det viser den seneste udgave af global afrapportering, som Energistyrelsen udgiver.
Og det er meget, meget trist, mener Jens Friis Lund, professor i politisk økologi på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.
- Der er behov for at gøre mere, både ved vores nationale og forbrugsbaserede CO2-udledninger, hvis vi skal kunne sige, at vi bidrager rimeligt til opfyldelsen af Parisaftalens mål, siger han til Altinget.
Han håber, at den nye regering følger op på regeringsgrundlaget om at sætte fokus på de forbrugsbaserede udledninger.
*****