Gå til hovedindhold

Aalborg vil håndtere en fjerdedel af Danmarks CO2-udledninger

LÆS I DAG: Ewii-direktør peger på smuthul i akutplan for elnettet.
Næstved: Sidste skud i bøssen for fjernvarmen.
Ewii forlanger afklaring før køb af Odsherred Forsyning Odsherred.
Enhedslisten vil stoppe datacentre - Radikale stempler forslag som "usolidarisk".
Da det kom til stykket, ville de ikke have fjernvarme alligevel.
Byrådsmedlem: Naturprojekter giver os millionregning og skubber til uligheden.
Oliepriserne stiger - frygt for langvarig lukning af Hormuzstrædet.
Når Danmarks dybeste geotermiske brønd skal bores, bliver der taget nye tiltag i brug.
Dansk Fjernvarmes nye profil har det »lidt som at komme hjem«.
Mathilde Hjort Bressum tror på, at teknologien og markedskræfterne vil løse klimakrisen.
Tidligere KL-klimaformand bliver seniorrådgiver.
Jan Hylleberg vinker farvel til el-lobbyisme.

19. aug. 2026

Indhold

    Klimamonitor:
    Aalborg vil håndtere en fjerdedel af Danmarks CO2-udledninger

    Aalborg kan i fremtiden komme til at håndtere mere end en fjerdedel af Danmarks samlede årlige CO₂-udledninger. Det er målet for selskabet Norne, som etablerer et nyt modtage- og transportanlæg ved Aalborg Havn med kapacitet til op mod 15 millioner ton indfanget CO₂ om året.

    Klimamonitor skriver, at projektet gennemføres med støtte fra det Houston-baserede energiselskab Fidelis New Energy. Norne har indgået en 30-årig lejeaftale med Aalborg Havn og modtaget 87 millioner kroner fra EU's infrastrukturfond CEF til udviklingen af anlægget.

    Det nye kajanlæg bliver 60.000 kvadratmeter stort og skal kunne modtage to specialbyggede CO₂-skibe ad gangen. Herfra skal drivhusgassen transporteres via rørledning til lagring i undergrunden ved Gassum og andre egnede lagre.

    Ifølge Norne er interessen stor blandt virksomheder i Danmark og Nordeuropa, der efterspørger løsninger til sikker og omkostningseffektiv transport og lagring af CO₂. Projektet har desuden opnået EU-status som Project of Common Interest, hvilket giver adgang til finansiering og hurtigere myndighedsbehandling.

    Anlægget forventes at spille en central rolle for blandt andre Aalborg Portland, som fra 2030 skal indfange og lagre 1,4 millioner ton CO₂ årligt. Samtidig undersøger Norne muligheden for at etablere et datacenter ved siden af anlægget. Her skal den kolde, flydende CO₂ bruges til køling, hvilket ifølge selskabet kan reducere elforbruget markant.

    Når faciliteterne er fuldt udbygget, forventes investeringer på op mod 15 milliarder kroner.

    *****

    EnergiWatch:
    Ewii-direktør peger på smuthul i akutplan for elnettet

    Den politiske akutplan for elnettet risikerer at skabe et smuthul, som kan få energiprojekter til at ændre form for at opnå en bedre placering i køen til nettilslutning. Det mener adm. direktør i Ewii, Lars Bonderup Bjørn, skriver EnergiWatch.

    Ifølge Lars Bonderup Bjørn kan udviklere omgå prioriteringen ved at dele store batteriprojekter op i en række mindre anlæg. Hvor et stort batterianlæg vil blive placeret langt nede i køen, kan flere mindre enheder med et lavere effektforbrug blive kategoriseret som almindelige forbrugsenheder og dermed opnå hurtigere adgang til elnettet.

    Ewii-direktøren erkender, at en sådan opdeling vil gøre projekterne dyrere, men vurderer samtidig, at meromkostningen ikke nødvendigvis vil afholde udviklere fra at vælge modellen.

    Han peger på, at energibranchen tidligere har vist stor kreativitet i jagten på hurtigere nettilslutning. Blandt andet måtte Energinet sidste år erkende, at dele af den omfattende kø til elnettet kunne skyldes dobbeltansøgninger til flere geografiske placeringer for samme projekt.

    *****

    Sjællandske:
    Sidste skud i bøssen for fjernvarmen

    Næstved Fjernvarme kæmper fortsat for at udvide den kollektive varmeforsyning, men usikkerhed om fremtidens energipolitik gør det stadig sværere at få nye kunder med, skriver Sjællandske.

    Bestyrelsesformand Kristoffer Petersen mener, at der er tale om, at manglende politiske beslutninger om udfasningen af naturgas har skabt tvivl blandt boligejerne og bremset den grønne omstilling.

    - Potentielle fjernvarmekunder er blevet usikre på, hvad for en fremtid vi kigger ind i. Det kan jeg godt forstå, for så længe ingen ved, hvornår Danmark lukker for gassen, er det nærliggende at beholde det, man har, siger Kristoffer Petersen.

    Den omfattende fjernvarmeudrulning i Næstved blev sat i gang i kølvandet på energikrisen efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022. Planen var at forsyne omkring 4.900 husstande med fjernvarme, men faldende gaspriser og vigende interesse blandt husejerne betød, at projektet langt fra nåede de forventede tilslutningstal.

    Kun omkring 10 procent af de planlagte områder har fået fjernvarme, mens flere områder er blevet opgivet efter utilstrækkelig opbakning.

    Trods modgangen vokser kundebasen fortsat i nye boligområder. For at imødekomme det stigende varmebehov har Næstved Fjernvarme sendt et projekt til cirka 50 millioner kroner i udbud. Projektet omfatter en ny elkedel og to akkumuleringstanke, som skal styrke forsyningen og reducere afhængigheden af naturgas i de kolde vintermåneder.

    *****

    NordvestNyt:
    Ewii forlanger afklaring før køb af Odsherred Forsyning Odsherred

    Energikoncernen Ewii er fortsat interesseret i at overtage Odsherred Forsyning efter selskabets konkurs, men en række uafklarede forhold står fortsat i vejen for en handel, fastslår administrerende direktør Lars Bonderup Bjørn.

    NordvestNyt skriver, at der ifølge Ewii mangler en afklaring af værdien af forsyningens pyrolyseanlæg i Fårevejle Stationsby samt et betydeligt antal verserende retssager, før selskabet kan tage næste skridt i processen.

    - Vi har ikke meldt os ud, men vi er heller ikke så aktive i sagen lige nu, som vi har været tidligere, siger Lars Bonderup Bjørn ifølge NordvestNyt.

    Særligt pyrolyseanlægget spiller en central rolle i vurderingen. Ewii ønsker dokumentation for anlæggets drift og værdi, før det kan indgå i en eventuel handel.

    Samtidig afventer selskabet udfaldet af flere retssager, herunder tvister med entreprenører og sager om organiseringen af fjernvarmeselskabet. Også udviklingen i fremtidige varmepriser indgår i vurderingen.

    Der er endnu ikke fastlagt en ny tidsplan for salgsprocessen. Trods de mange ubesvarede spørgsmål understreger Lars Bonderup Bjørn, at Ewii fortsat håber på at overtage forsyningsselskabet.

    *****

    NB Forsyning & Klima:
    Enhedslisten vil stoppe datacentre - Radikale stempler forslag som "usolidarisk"

    Enhedslisten foreslår et midlertidigt stop for nye datacentre, der ikke understøtter dansk data- og forsyningssikkerhed. Partiet ønsker samtidig – skriver NB Forsyning & Klima - en national strategi for området med krav om, at datacentrene drives med grøn energi.

    Forslaget kommer, efter at regeringen og et bredt politisk flertal har vedtaget en akutplan for elnettet, som placerer datacentre bagerst i køen til nettilslutning. Ifølge Enhedslistens energi- og forsyningsordfører, Lisbeth Torfing, er der risiko for, at datacentrene i stedet vil benytte gasturbiner og nødgeneratorer, hvilket kan øge brugen af fossil energi.

    Partiet mener desuden, at Danmark i de senere år er blevet for attraktivt for internationale teknologivirksomheder. Derfor bør staten i højere grad styre, hvilke datacentre der etableres, hvor de placeres, og på hvilke vilkår de får lov til at drive virksomhed.

    Forslaget har dog mødt markant kritik. Radikale Venstres energi- og forsyningsordfører, Anastasia Milthers, kalder det ”usolidarisk” og peger på, at behovet for datalagring og kunstig intelligens ikke forsvinder, selvom datacentrene placeres uden for Danmark.

    Også Konservative og brancheorganisationen Danish Data Center Industry advarer mod et stop. De fremhæver, at danske datacentre kan styrke både forsyningssikkerheden og den grønne omstilling, samtidig med at danske data forbliver under europæisk kontrol.

    *****

    TV2 Øst:
    Da det kom til stykket, ville de ikke have fjernvarme alligevel

    Planerne om fjernvarme i Stenlille og Stenmagle bliver ikke til noget. Kun 25 procent af bygningsmassen i området tilmeldte sig projektet inden fristen i juni 2025, og det er langt fra de cirka 65 procent, som Affaldplus vurderer er nødvendigt for at sikre en økonomisk bæredygtig løsning.

    TV2 Øst fortæller, at det blot er få år siden, at interessen var markant større. I forbindelse med de indledende undersøgelser tilkendegav ejere af 78 procent af bygningsmassen, at de var interesserede i fjernvarme. Den opbakning fik Affaldplus til at gå videre med planlægningen af et fjernvarmeprojekt for både Stenlille og Stenmagle.

    Ifølge Morten Dyhr Jensen, formand for Stenlille Handels-, Håndværker- og Borgerforening, kan flere forhold have fået borgerne til at ændre holdning. Han peger blandt andet på de omtalte problemer med fjernvarmeprojekter i Odsherred, som har skabt usikkerhed om økonomien. Samtidig er gasprisen faldet markant siden energikrisen i 2023, hvilket har gjort gasopvarmning mere attraktiv.

    Det skrottede projekt får nu konsekvenser for kommunens varmeplan. Sorø Byråd skal behandle et forslag om at ændre området fra potentiel fjernvarmeforsyning til individuel opvarmning. Hvis forslaget vedtages, får borgerne mulighed for at søge tilskud til varmepumper, mens eksisterende olie- og gasfyr fortsat kan anvendes.

    *****

    NB Forsyning & Klima:
    Byrådsmedlem: Naturprojekter giver os millionregning og skubber til uligheden

    Næstved Kommune kan se frem til en ekstra regning på 5,7 millioner kroner om året til drift og vedligehold af nye naturområder i 2031. Det får ifølge NB Forsyning & Klima byrådsmedlem Jakob Ahrendt til at efterlyse større statslig finansiering af naturprojekter, så udgifterne ikke ender hos kommunerne.

    De forventede udgifter følger af projekter under Grøn Trepart og statens vandområdeplaner. Ifølge et anlægsforslag fra kommunens administration omfatter regningen blandt andet vedligeholdelse af vandløb, hegn til afgræsning samt rekreative faciliteter som stier.

    Jakob Ahrendt kalder udviklingen overraskende. Næstved Kommune bruger i dag 4,6 millioner kroner årligt på natur, som kommunen selv har etableret. De nye udgifter vil derfor betyde mere end en fordobling af budgettet til naturvedligeholdelse.

    Også kommunens vand- og naturchef, Niels Hav Hermansen, peger på udfordringen. Selvom der i nogle tilfælde kan søges tilskud, understreger han, at projekterne som udgangspunkt bør være omkostningsfrie for kommunen, når de er initieret og finansieret af staten.

    Han foreslår desuden, at staten giver mulighed for at genåbne projektøkonomien, hvis der opstår fejl eller behov for justeringer flere år efter projekternes afslutning.

    Ifølge Jakob Ahrendt risikerer de stigende naturudgifter at presse økonomien i landkommuner og dermed forstærke den eksisterende ulighed mellem land og by.

    *****

    EnergiWatch:
    Oliepriserne stiger - frygt for langvarig lukning af Hormuzstrædet

    Olieprisen har ført en temmelig omskiftelig tilværelse de seneste måneder. Senest er olieprisen tirsdag gået op på baggrund af ændrede strategier fra USA og Iran, som meget vel kan føre til en langvarig lukning af Hormuzstrædet.

    EnergiWatch skriver, at USA’s præsident, Donald Trump, samtidig har meldt ud, at han ikke er interesseret i at forlænge det forståelsespapir, som blev skrevet under på i juni. Det skaber ligeledes usikkerhed om forsyningerne af olie – og påvirker dermed også priserne.

    En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 91,47 dollar mod 88,56 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 85,32 dollar mod 82,19 dollar mandag eftermiddag.

    En højtstående iransk embedsmands fortalte i mandags til Reuters, at Iran vil skifte fra en defensiv til fuldt offensiv politik. Samtidig vil USA skifte sit fokus fra militært til økonomisk pres på Iran.

    Arne Lohmann Rasmussen, der er chefanalytiker hos Global Risk Management, skriver i en kommentar, at det kan øge udsigten til, at den iranske lukning af Hormuzstrædet og den amerikanske blokade af Iran kan trække ud i langdrag.

    *****

    Klimamonitor:
    Når Danmarks dybeste geotermiske brønd skal bores, bliver der taget nye tiltag i brug

    Det geotermiske energiselskab Green Therma tager nye metoder i brug, når borestartskuddet til Danmarks dybeste og længste geotermiske brønd lyder i løbet af januar 2027. Klimamonitor skriver, at projektet byder på boringer på fire vertikale og tre horisontale kilometer, som skal blive til Danmarks dybeste og længste geotermiske brønd.

    Bag brønden i Aalborg står Green Therma og boreentreprenøren Helmerich & Payne, som det geotermiske energiselskab netop har skrevet kontrakt på byggeriet med.

    Når den geotermiske brønd skal bores, bliver det ifølge Green Therma med en tilgang, der er udviklet med særligt én ting for øje.

    »Vi har designet Heat4Ever- løsningen med én klar ambition: at gøre dyb geotermisk energi skalerbar og kommercielt attraktiv overalt, hvor der er behov for varme«, siger CEO og stifter Jørgen Peter Rasmussen i pressemeddelelsen.

    *****

    Klimamonitor:
    Dansk Fjernvarmes nye profil har det »lidt som at komme hjem«

    Chefkonsulent Maria Dahl Hedegaard er atter at finde i oversigten over medarbejdere i brancheforeningen Dansk Fjernvarme. Det sker efter en afstikker på to år i andre jobs, fortæller Klimamonitor.

    De to år blev tilbragt hos Fjernvarme Fyn, og hun beskriver selv på LinkedIn sit nye job »lidt som at komme hjem og samtidig som begyndelsen på noget helt nyt«

    I sin nye rolle i Dansk Fjernvarme skal Maria Dahl Hedegaard blandt andet arbejde med drift og udvikling af Dansk Fjernvarmes indsats i kommunerne såvel som rekruttering i forsyningssektoren.

    Derudover vender hun tilbage til det geotermiske område.

    *****

    Klimamonitor:
    Mathilde Hjort Bressum tror på, at teknologien og markedskræfterne vil løse klimakrisen

    Venstres klimaordfører Mathilde Hjort Bressum ser teknologiudvikling og markedsbaserede løsninger som nøglen til at løse klimakrisen. Særligt CO₂-fangst og lagring (CCS) samt produktion af grøn brint står højt på hendes politiske dagsorden, fortæller hun til Klimamonitor.

    Den 27-årige politiker, der ved seneste folketingsvalg gik direkte fra Aarhus Byråd til Folketinget, ønsker at styrke den borgerlige stemme i klimadebatten. Hun mener, at klimamål bedst nås gennem investeringer i ny teknologi frem for øgede afgifter og regulering.

    - Jeg tror i det hele taget meget på det teknologiske spor. Alt det, der hedder teknologisk omstilling og de markedsbaserede kræfter på det her område, det tror jeg virkelig kan rykke noget, siger Mathilde Hjort Bressum.

    Et af de mest presserende klima- og energipolitiske problemer er ifølge hende kapaciteten i elnettet. Mange virksomheder ønsker at elektrificere deres produktion, men møder i dag flaskehalse, som hæmmer både den grønne omstilling og væksten.

    Hun forventer samtidig, at CCS kommer til at spille en afgørende rolle, hvis Danmark skal nå sine langsigtede klimamål.

    *****

    Klimamonitor:
    Tidligere KL-klimaformand bliver seniorrådgiver

    Forhenværende borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd Jensen fra Socialdemokraterne, bliver ny seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening. Det fortæller Klimamonitor.

    Som nuværende menigt medlem af kommunalbestyrelsen i Middelfart Kommune skal han i sin nye stilling primært arbejde med den grønne trepart samt signaturprojekterne. Det skriver han selv på LinkedIn.

    »Vi har brug for store, sammenhængende naturområder, der skal give Danmarks vilde natur og biodiversitet den plads, den så hårdt har brug for. Det skal ske samtidig med, at vi sikrer rent drikkevand og en markant bedre kvalitet af vandet i havet, åer og søer. Det er et arbejde, der ligger lige i hjertet af det, jeg har brændt for i snart 20 år: Bedre vilkår for den danske natur – og ikke mindst havmiljøet,« skriver han på LinkedIn.

    Johannes Lundsfryd Larsen var borgmester fra 2017 til 2026 og har desuden været formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg.

    *****

    Klimamonitor:
    Jan Hylleberg vinker farvel til el-lobbyisme

    Den tidligere vice. adm. direktør hos Green Power Denmark, Jan Hylleberg, tiltræder som administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører. Det skriver bl.a. Klimamonitor.

    »Jeg træder ind i en branche, der på mange måder er ny for mig, men samtidig meget velkendt. Energi og den grønne omstilling er en vigtig del af de rådgivende ingeniørers arbejde, og samtidig spiller branchen en helt central rolle inden for blandt andet byggeri og infrastruktur«, udtaler Jan Hylleberg i en pressemeddelelse fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

    Med ledelsesbaggrund fra blandt andet Vindmølleindustrien og Green Power Denmark skal den nye direktør nu stå i spidsen for brancheorganisationen med op mod 250 medlemsvirksomheder.

    Jan Hylleberg afløser Henrik Garner, der har siddet på direktørposten siden 2008.

    Sidst opdateret: 19. august 2026

    Andre klikkede på...