Gå til hovedindhold

Biomasse ventes fortsat at spille en rolle i varmeforsyningen

LÆS I DAG: Biomasse fastholdes som sikkerhedsnet i hovedstadens varmeforsyning.
Kapacitetsmekanisme skal sikre strøm på vindstille vinterdage.
Staten øger støtten og reducerer risikoen for brintrør til Tyskland.
Odsherred Forsyning sigter mod afklaring af ejerskab i 2027.
Konkursramt forsyning vil låne millioner til nye rør.
Forsinket salg af Odsherred Forsyning skaber usikkerhed om køberfeltet.
Loft over emballagegebyrer skal skabe større sikkerhed for virksomheder.
Oliepriser stiger på usikkerhed om Iran-forhandlinger.
Silkeborg kobler varmepumpe og biomasse tæt sammen for at hente mere varme ud af brændslet.
Silkeborg Forsyning ændrede kurs efter energikrisen.
Hedensted Fjernvarme hæver priserne fra november.

30. sep. 2026

Indhold

    NB Forsyning & Energi:
    Biomasse ventes fortsat at spille en rolle i varmeforsyningen

    Nye tal fra Energistyrelsen viser, at flere danske kraftvarmeværker forventes at anvende biomasse langt ind i 2030'erne og 2040'erne, og det får Dansk Fjernvarme til at advare mod en hurtig udfasning, fremgår det af NB Forsyning & Energi.

    Dansk Fjernvarme peger på, at biomasse fortsat er nødvendig for at sikre stabil el- og varmeforsyning, mens energisystemet omstilles til mere sol- og vindenergi. Samtidig fremhæves behovet for omfattende elektrificering af varmeproduktionen og udbygning af elnettet, før biomassen kan reduceres markant.

    - Vi skal gradvist elektrificere og skære ned på biomassen i de kommende år i takt med at elnettet bliver udbygget, og der kommer mere sol og vind. Men vi når ikke ned på nul uden at det kommer til at gå ud over både varme- og elforsyningssikkerheden, siger Michael Schrøder, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, til NB-Forsyning & Klima.

    *****

    GridTech:
    Biomasse fastholdes som sikkerhedsnet i hovedstadens varmeforsyning

    Ifølge GridTech forventer HOFOR at anvende biomasse på Amagerværkets blok 4 frem til 2049, selv om biomasseforbruget skal reduceres betydeligt de kommende år.

    Hofor peger selv på, at udfasningen afhænger af, at nye varmepumper og elkedler kan overtage varmeproduktionen uden at svække forsyningssikkerheden. HOFOR investerer derfor op mod fem mia. kroner i elektrificering af fjernvarmen, men fremhæver samtidig begrænsninger i elnettets kapacitet.

    Dansk Fjernvarme bakker op om at bevare biomassekapacitet som en del af energisystemets reserve og peger på, at det samlede biomasseforbrug forventes at være tæt på halveret i 2035.

    - At bibeholde anlæg, der ikke er afskrevet endnu som kapacitet i energisystemet, er med til at sikre forsyningssikkerhed nu og i fremtiden. Det er vigtigt at have regulerbare energianlæg, som biomasseanlæg er i vores energisystem, fordi det er med til at sikre el- og varmeforsyningen i for eksempel dunkelflaute-perioder, siger Jannick H. Buhl, områdechef i Dansk Fjernvarme.

    *****

    Altinget:
    Kapacitetsmekanisme skal sikre strøm på vindstille vinterdage

    Energinet advarer nu om, at Danmark i 2036 kan få en af Europas laveste selvforsyningsgrader med el i de timer, hvor der er højt forbrug og lav produktion fra sol og vind. Det skriver Altinget.

    Energinet vurderer, at den danske selvforsyningsgrad i de mest pressede timer kan falde fra omkring 75 procent i dag til cirka 30 procent.

    - Det er tydeligt, at kapaciteten i elsystemet kommer til at falde, og at det kommer til at falde ned til et niveau, der er alt for lavt. Det udgør et problem, hvis ikke vi gør noget ved det, siger professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen.

    Flere energieksperter peger derfor på behovet for en kapacitetsmekanisme med blandt andet gasfyrede anlæg eller energilagre, som kan fungere som backup og sikre forsyningen. Ifølge Altinget vurderes omkostningen at være begrænset set i forhold til den samlede elpris og den forsyningssikkerhed, løsningen kan bidrage med.

    *****

    Klimamonitor:
    Staten øger støtten og reducerer risikoen for brintrør til Tyskland

    Et bredt flertal i Folketinget har nu vedtaget nye rammer for det planlagte brintrør til Tyskland, som skal gøre det lettere for virksomheder at investere i produktion og eksport af grøn brint. Det skriver Klimamonitor.

    Staten overtager en større del af den økonomiske risiko og vil nu sikre, at røret bygges, hvis blot ét projekt forpligter sig til at bruge det. Samtidig forhøjes driftsstøtten med 5,6 mia. kr., så den samlede støtte når 16,5 mia. kr. over 30 år.

    - Med dagens aftale er der væsentligt større sandsynlighed for, at brintrøret bliver bygget. Det er virkelig positivt. Det er en afgørende brik i forhold til at der kan skabes en grøn brintindustri i Danmark, siger Mette Kirstine Schmidt, konstitueret direktør i Hydrogen Denmark.

    Aftalen skal understøtte udviklingen af en dansk brintindustri og skabe afsætning for større mængder vedvarende energi.

    *****

    CleantechWatch:
    Odsherred Forsyning sigter mod afklaring af ejerskab i 2027

    Ifølge CleantechWatch forventer Odsherred Forsynings bestyrelse at have en løsning på selskabets fremtidige ejerskab inden for seks til ni måneder, hvilket peger mod en afklaring i midten af 2027.

    - Der arbejdes pt. på flere løsninger, og vi forventer at have en løsning for selskabet inden for 6-9 måneder, siger Lars Therkildsen, bestyrelsesformand for Odsherred Varme, til Odsherred Forsynings pressemeddelelse.

    Samtidig er forsyningen i gang med at rekruttere en ny administrerende direktør, som skal lede selskabet gennem den igangværende salgsproces.

    Salgsarbejdet følger efter de økonomiske problemer omkring fjernvarmeudrulningen, der førte til rekonstruktion og senere konkurs i moderselskabet. Driften af vand- og varmeforsyningen fortsætter ifølge selskabet uændret for kunderne.

    *****

    Energy Supply:
    Konkursramt forsyning vil låne millioner til nye rør

    Netop som Odsherred Forsyning skal på jagt efter en ny adm. direktør, er det konkursramte forsyningsselskab også gået på jagt efter flere penge, fremgår det af Energy Supply, der nævner, at det drejer sig om 31 millioner kroner til renovering af rør.

    Anmodningen om en lånegaranti for det skandaleombruste forsyningsselskab møder imidlertid modstand fra blandt andet tidligere borgmester i Odsherred Kommune Karina Vincent (Nyt Odsherred).

    - Selskabet er stadig skrøbeligt og ustabilt. Hvis vi låner dem flere penge, og det så går konkurs om en måned, hvad sker der så? Derfor er vi nødt til at gå dybere ind i det, for at se, om det overhovedet er forsvarligt at stille en garanti, siger hun til Sjællandske Nyheder.

    Hvorvidt Odsherred Kommune vil stille lånegaranti for renoveringen af spildevandsrørerne, besluttes på et møde i økonomiudvalget mandag.

    *****

    Energy Supply:
    Forsinket salg af Odsherred Forsyning skaber usikkerhed om køberfeltet

    Ifølge Energy Supply kan salget af Odsherred Forsyning blive forsinket til foråret 2027, efter selskabet har oplyst, at en løsning først ventes på plads om seks til ni måneder.

    Det skaber nemlig usikkerhed om processen, fordi den hidtil eneste kendte køber, Ewii, samtidig står over for et bestyrelsesskifte.

    Ewii har tidligere afgivet et endeligt bud på forsyningen, men den lange proces og nye oplysninger om økonomien i konkursboet har flere gange udfordret forløbet. Derudover skal et eventuelt salg følges af en lovpligtig periode, hvor varmekunderne kan tage stilling til selv at overtage forsyningen.

    - Det ændrer hele spillepladen, siger Lars Bonderup Bjørn, topchef i Ewii, til Energy Supply og peger på, at den nye tidshorisont gør det usikkert, om selskabet fortsat vil være interesseret i et køb, når en ny bestyrelse er tiltrådt.

    *****

    Finans.dk:
    Loft over emballagegebyrer skal skabe større sikkerhed for virksomheder

    Regeringen vil snart fremsætte et lovforslag, der indfører et loft over de gebyrer, virksomheder skal betale til kommunernes indsamling af emballageaffald. Det fremgår bl.a. af Finans.dk.

    Forslaget skal skabe større forudsigelighed om omkostningerne ved det udvidede producentansvar, som har mødt kritik fra erhvervsorganisationer på grund af usikre og stigende udgifter.

    - På den måde får virksomhederne sikkerhed for deres omkostninger og kan arbejde målrettet på det, vi har brug for: grøn innovation, mindre emballage og genanvendelige løsninger, skriver Samira Nawa, klima-, energi- og forsyningsminister, i et skriftligt svar til Finans.dk.

    For forsynings- og affaldsområdet betyder initiativet, at kommunernes omkostninger fortsat får betydning for virksomhedernes regning, men inden for mere faste rammer.

    *****

    Energy Supply:
    Oliepriser stiger på usikkerhed om Iran-forhandlinger

    Ifølge Bloomberg News fortsætter oliepriserne opad for anden dag i træk. Baggrunden er manglende fremskridt i forhandlingerne mellem USA og Iran samt tegn på fortsat stærk global efterspørgsel efter olie, fremgår det af Energy Supply.

    Udviklingen opvejer effekten af, at Saudi-Arabien delvist har genoptaget olieflowet gennem sin vigtige øst-vest-rørledning efter tidligere droneangreb. De højere oliepriser er relevante for energisektoren, fordi de kan påvirke brændselsomkostninger og energimarkederne bredt.

    Reuters skriver desuden, at USA undersøger alternativer til et muligt eksportforbud på diesel.

    - Et eksportindgreb er dog fortsat en mulighed, skriver Arne Lohmann Rasmussen, chefanalytiker i Global Risk Management, i et notat.

    *****

    GridTech:
    Silkeborg kobler varmepumpe og biomasse tæt sammen for at hente mere varme ud af brændslet

    Silkeborg Forsyning har nu integreret en 22 MW ammoniak-varmepumpe, et 20 MW biomasseforgasningsanlæg og et stort solvarmeanlæg i ét samlet produktionssystem, fremgår det af GridTech.

    Varmepumpens koldtvandskreds bruges til at nedkøle røggassen fra biomasseanlægget og øge energiudnyttelsen ved at kondensere vanddamp i røgen. Samtidig kan kulden anvendes til at forbedre udbyttet fra solvarmeanlægget.

    Silkeborg Forsyning oplyser, at løsningen giver en samlet virkningsgrad på biomasseanlægget på over 100 procent og bidrager til en årsgennemsnitlig COP på 3,2 for varmepumpen.

    - Vi har skabt nogle helt særlige synergier ved at udnytte anlæggenes indbyrdes placering. Varmepumpen bruges ikke kun til at producere varme til nettet; vi udnytter også den kulde, som processen genererer, til at øge effektiviteten på vores biomasseværk og solvarmeanlæg, siger Mogens Lyhne, projektchef for varme i Silkeborg Forsyning.

    *****

    Ingeniøren:
    Silkeborg Forsyning ændrede kurs efter energikrisen

    Silkeborg Forsyning skiftede strategi under energikrisen i 2022, skriver Ingeniøren. Hvor planer frem til 2020 pegede entydigt på elektrificering af fjernvarmen med varmepumper, førte de kraftigt stigende el- og gaspriser til en ny energiplan med flere teknologier.

    - Vi valgte at få flere heste at trække på. Både geopolitiske kriser og politiske afgiftsændringer fra Christiansborg kan hurtigt ændre rammevilkårene, siger Mogens Lyhne, projektchef for Varme hos Silkeborg Forsyning.

    Forsyningen har siden investeret i blandt andet biomasse, solvarme, varmepumper, elkedler og eksisterende gasturbiner for at mindske risikoen ved store prisudsving og ændrede rammevilkår. Ingeniøren nævner samtidig, at fjernvarmesektoren generelt bevæger sig mod mere elektrificering.

    *****

    Vejle Amts Folkeblad:
    Hedensted Fjernvarme hæver priserne fra november

    Hedensted Fjernvarme oplyser, at både det variable varmebidrag og det faste bidrag stiger fra 1. november 2026. Det meddeler Vejle Amts Folkeblad.

    For et standardhus på 125 kvadratmeter med et årligt varmeforbrug på 13,4 MWh betyder ændringen en merudgift på 1.245 kroner om året, når den får fuld effekt i 2027.

    Værket begrunder prisstigningen med højere udgifter til gas og el og forventer, at denne udvikling fortsætter ind i 2027. Samtidig oplyser selskabet, at der arbejdes på at øge andelen af billigere og mere stabile energikilder for at dæmpe fremtidige prisudsving.

    Ifølge Hedensted Folkeblad lød det ved årets begyndelse fra direktør Martin Lindhardt, at værkets forventning var, at prisudviklingen var knækket og ville fortsætte nedad. De nye takster indebærer, at varmeprisen stiger fra 850 til 931,25 kroner pr. MWh inklusive moms, mens det faste bidrag stiger fra 32,50 til 33,75 kroner pr. kvadratmeter.

    Sidst opdateret: 30. september 2026

    Andre klikkede på...