Gå til hovedindhold

Forbrugerombudsmanden advarer om svækket indsats mod greenwashing

LÆS I DAG: Ribe Fjernvarme forventer stabile varmepriser trods nationale prisstigninger.
Energinet: Milliardinvesteringer kan ikke følge med presset på elnettet.
OK satser stort på batterier trods usikker forretning.
Debat om dataadgang udfordrer vindmøllebranchen.
Trump talte dunder mod vindmøller: I USA buldrer udbygningen videre.

14. okt. 2026

Indhold

    Klimamonitor:
    Forbrugerombudsmanden advarer om svækket indsats mod greenwashing

    Forbrugerombudsmandens særlige bevilling til bekæmpelse af greenwashing er nu udløbet, og det har konkret har ført til nedlæggelse af fem stillinger og en reduktion af myndighedens indsats.

    Klimamonitor skriver, at det sker samtidig med, at nye EU-regler stiller skærpede krav til dokumentation af grønne og klimarelaterede markedsføringspåstande.

    For virksomheder i energi-, forsynings- og byggebranchen betyder det fortsat stramme regler, men også en risiko for, at færre sager bliver undersøgt og håndhævet. Klimamonitor beskriver, at antallet af greenwashing-klager er steget markant siden den målrettede indsats blev indført i 2021.

    - Der er rigtig mange klager over grønne miljøudsagn. Og der siger det sig selv, at når vi skruer ned for indsatsen, så er der også nogle sager, som vi måske tidligere har taget op, som vi i øjeblikket er nødsaget til ikke at tage op, siger forbrugerombudsmand Torben Jensen til Byrummonitor.

    *****

    Ryk Ind Netavis:
    Ribe Fjernvarme forventer stabile varmepriser trods nationale prisstigninger

    Ribe Fjernvarme forventer ikke at skulle melde ud om markante prisstigninger i 2027, selv om flere fjernvarmeselskaber andre steder i landet varsler højere priser. Det skriver Ryk Ind Netavis.

    - Vi forstår godt, at TV 2’s historie har skabt bekymring hos forbrugerne. Men med den viden, vi har i dag, ser vi ikke ind i ‘kæmpe’ prisstigninger i Ribe. Ambitionen er at holde prisen eller nøjes med en svag stigning, siger Henrik Holst, formand for Ribe Fjernvarme.

    Fjernvarmeselskabet i Ribe arbejder med et budget, der sigter mod uændrede priser eller en mindre stigning.

    Ribe Fjernvarme er aktuelt foran budgettet for 2026, men peger på, at høje naturgaspriser i en kold vinter kan påvirke økonomien. Samtidig investeres der i en ny varmepumpe til omkring 40 mio. kr., som skal reducere afhængigheden af naturgas.

    *****

    EnergiWatch:
    Energinet: Milliardinvesteringer kan ikke følge med presset på elnettet

    Energinet investerer i øjeblikket for mere end 100 mia. kr. i udbygning af eltransmissionsnettet, men det er fortsat ikke nok til at imødekomme den eksplosive efterspørgsel fra virksomheder, der ønsker adgang til grøn strøm.

    Det siger konstitueret administrerende direktør Søren Dupont Kristensen, som betegner manglen på netkapacitet som sit største hovedbrud. Det skriver EnergiWatch.

    - Vi udbygger eltransmissionsnettet som aldrig før. Faktisk investerer vi lige nu for over 100 mia. kr. Men det er ikke nok – og går ikke hurtigt nok – til at følge med efterspørgslen, siger Søren Dupont Kristensen.

    Konsekvensen er lange køer og ventetider for virksomheder, industriprojekter, batteriparker og datacentre. Energinet arbejder derfor på at fremskynde investeringer, udnytte eksisterende kapacitet bedre og udvikle nye fleksible netløsninger.

    Hvis udfordringen ikke løses, risikerer Danmark ifølge Søren Dupont Kristensen at gå glip af både vækst, arbejdspladser og klimagevinster.

    *****

    EnergiWatch:
    OK satser stort på batterier trods usikker forretning

    Energiselskabet OK vil investere et trecifret millionbeløb i batterier og vil i første omgang etablere 70 batterianlæg ved sine ladestationer. Det skriver EnergiWatch.

    - Det er et cowboy-marked. Altså, der har simpelthen bare været mange lykkeriddere i markedet, og vi er ikke den type virksomhed, som vælter ud og tester ved det første tegn på en ny teknologi. Vi venter, til de første børnesygdomme er overståede, siger Michael Løve, topchef i OK.

    Selskabet vurderer, at behovet for fleksibilitet i elsystemet vil stige, men erkender samtidig, at forretningsgrundlaget fortsat er usikkert.

    Batteriernes økonomi afhænger i høj grad af adgang til fleksibilitetsmarkederne, hvor kapacitet kan stilles til rådighed for elnettet. OK fremhæver samtidig, at eksisterende nettilslutninger ved ladeanlæg gør det muligt at etablere batterierne hurtigere end mange andre aktører i markedet.

    *****

    Ingeniøren:
    Debat om dataadgang udfordrer vindmøllebranchen

    Flere uafhængige serviceudbydere og rådgivere kritiserer ifølge Ingeniøren blandt andet Vestas og andre vindmølleproducenter for at begrænse adgangen til møllernes data, software og serviceværktøjer.

    Kritikerne mener, at det kan gøre drift, fejlfinding og optimering dyrere og mere besværlig for mølleejere. Samtidig fremhæves EU’s Data Act som et muligt vendepunkt, fordi loven giver ejere ret til adgang til de data, deres anlæg genererer. Flere virksomheder har derfor dannet en alliance for at sikre, at reglerne håndhæves i praksis.

    - Det er direkte grotesk, at du som mølleejer kan have betalt et tocifret millionbeløb for en vindmølle, og når din serviceaftale så udløber, bliver du reelt låst ude, siger Jørgen Kjærsgaard, CEO i Nordic Wind Technology.

    *****

    Børsen:
    Trump talte dunder mod vindmøller: I USA buldrer udbygningen videre

    2026 står til at blive det stærkeste år for amerikansk vindenergi i flere år målt på ny kapacitet. Det sker selv om landets præsident igennem flere år har tordnet mod havvindmøller og vindmøller på land. Det skriver Børsen.

    - Vi forventer samlet omtrent samme niveau af nye vindinstallationer fra 2026 til 2030 som fra 2021 til 2025. Så for dem, der ser ind i markedet, er det i høj grad business as usual, siger analytiker Tyler Gifford hos Wood Mackenzie, der venter ca. 40 gigawatt ny landvind fra 2026-2030.

    Der er ifølge Wood Mackenzie flere forklaringer: For det første tager vindprojekter nogle år at udvikle, og ændret politik rammer med forsinkelse. Samtidig har udfasning af skatterabatter også sat gang i en kamp mod uret.

    Dertil kommer en voksende efterspørgsel efter strøm – ikke mindst fra datacentre, som sætter tryk på nye projekter.

    Sidst opdateret: 14. oktober 2026

    Andre klikkede på...