Professor: EU kan reducere gasforbruget markant uden mere gas fra Nordsøen
LÆS I DAG:
Varmepumpestøtte indgår nu i bred elektrificeringspulje.
Netselskaber: Akutplan hjælper, men kapacitetsmanglen består.
EU-foranstaltninger skal dæmpe presset fra høje energipriser.
Energimærker giver fjernvarmehuse dårligere vilkår end varmepumper.
Forsyningsdirektør peger på sikkerhed, vækst og grøn omstilling som centrale opgaver.
Finans.dk:
Professor: EU kan reducere gasforbruget markant uden mere gas fra Nordsøen
Finans.dk skriver, at professor Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet vurderer, at EU ikke har behov for yderligere gasproduktion fra den danske del af Nordsøen.
Han baserer sin vurdering på forskningsprojektet Heat Roadmap Europe 5, som analyserer varme- og gasforbruget i alle EU-lande.
Ifølge professoren viser projektet, at EU realistisk set kan halvere sit gasforbrug frem mod 2040 gennem energieffektivisering, elektrificering og omlægning af varme- og industrisektoren.
Dermed kan en stor del af det fremtidige gasbehov dækkes af europæisk produktion, norsk gas og biogas.
- Vi løser ikke noget problem ved at forlænge licenserne i Nordsøen. Det er langt mere vigtigt at få gasforbruget ned, og der er rigtig meget, vi kan gøre, siger Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning og vedvarende energisystemer ved Aalborg Universitet.
*****
EnergiWatch:
Varmepumpestøtte indgår nu i bred elektrificeringspulje
Den særskilte varmepumpepulje er ikke som sådan videreført i regeringens finanslovsforslag for 2027, fremgår det af EnergiWatch, der pointerer, at de tidligere øremærkede midler til varmepumper nu indgår i en samlet elektrificeringsramme på op til 3,2 mia. kr. over fire år.
Det skaber bekymring i varmepumpebranchen, som efterlyser klarhed om den fremtidige støtte, mens brancheorganisationer og Green Power Denmark samtidig peger på behovet for stabile rammer og målrettet hjælp til boligejere i områder, hvor fjernvarme ikke er en realistisk løsning.
- Vi kan ikke tolke det som andet end en nedprioritering, når regeringen ikke har forklaret, hvad det betyder, siger Niels Peter Skov, formand for Varmepumpeindustrien, til EnergiWatch.
*****
Energy Supply:
Netselskaber: Akutplan hjælper, men kapacitetsmanglen består
Ifølge Energy Supply bakker netselskaberne Dinel og Vores Elnet op om regeringens akutplan for elnettet, fordi den kan skabe en mere ensartet prioritering af projekter, der søger nettilslutning.
Selskaberne understreger dog, at planen ikke løser den grundlæggende mangel på kapacitet i elnettet.
–Sådan en plan kan ikke stå alene. Der skal være mere til, siger Kasper Skytte, netdirektør i Dinel, til Energy Supply.
Dinel peger på behovet for fortsat udbygning af elnettet, mere fleksible tilslutningsmuligheder og hurtigere myndighedsbehandling. Samtidig forventes det, at nogle projekter fortsat vil måtte vente eller risikere afslag på nettilslutning.
*****
EnergiWatch:
EU-foranstaltninger skal dæmpe presset fra høje energipriser
Dan Jørgensen, den danske EU-kommissær for energi og boliger, advarer nu om, at de høje energipriser kan blive en endnu større udfordring hen over vinteren. Det skriver EnergiWatch.
- Det er en meget alvorlig situation, vi står i. Og den bliver desværre kun mere alvorlig i de måneder, der kommer, siger Dan Jørgensen, EU-kommissær for energi og boliger.
Det bliver fra kommissærens side understreget, at der er ikke mangel på energi i Europa, men stigende priser på blandt andet gas og diesel presser både husholdninger og virksomheder.
EU-Kommissionen arbejder derfor med kortsigtede tiltag som målrettet energistøtte, fælles energiindkøb og mulig frigivelse af oliereserver. Flere EU-lande ønsker derudover en særlig skat på energiselskabers ekstraordinære overskud.
*****
Ingeniøren:
Energimærker giver fjernvarmehuse dårligere vilkår end varmepumper
Ingeniøren skriver, at en ny analyse fra Kraka peger på, at danske boligejere står over for omfattende renoveringer for at leve op til EU's krav om bedre energieffektivitet i boliger.
Analysen viser samtidig, at de danske energimærkningsregler behandler opvarmningsformer forskelligt.
Huse med varmepumper opnår ofte et bedre energimærke end tilsvarende huse med fjernvarme, selv om bygningerne er ens på parametre som isolering.
Ifølge analysen vil en ligestilling af de to opvarmningsformer markant reducere antallet af bygninger i de laveste energiklasser og dermed lette presset på mange boligejere.
*****
Midtjyllands Avis:
Forsyningsdirektør peger på sikkerhed, vækst og grøn omstilling som centrale opgaver
Jens Frederik Bastrup, administrerende direktør i Silkeborg Forsyning, står til dagligt i spidsen for en virksomhed med ansvar for kritisk infrastruktur som drikkevand, fjernvarme, spildevand og affaldshåndtering.
I forbindelse med sin 60-års fødselsdag fortæller han til Midtjyllands Avis, at forsyningssektoren i stigende grad skal håndtere både cybersikkerhed, grøn omstilling og en voksende efterspørgsel i en kommune med fortsat befolkningstilvækst.
Han fremhæver samtidig, at arbejdet med fælles forsyningsløsninger har været en drivkraft gennem hele hans karriere.
- Jeg kan godt lide jobbet. Det giver god mening at være med til at sikre borgernes basale behov, og så er vi i en kommune, der tror på vækst og fremdrift, siger Jens Frederik Bastrup, administrerende direktør i Silkeborg Forsyning.