Ny direktør skal lede Odsherred Forsyning gennem overgangsperiode
LÆS I DAG:
Midlertidig direktør skal lede Odsherred Forsyning gennem usikker periode.
Sonfor varsler prisstigninger på forsyning og fjernvarme i 2027.
Energinet rejser erstatningskrav på 150 mio. kr. i sag om priskoordinering.
Usikkerhed om brintsatsning vokser i takt med batteriernes fremmarch.
Havnelov kan åbne for flere solceller på danske havne.
Ældre havvindpark kan blive ramt af nye netregler.
CleantechWatch:
Ny direktør skal lede Odsherred Forsyning gennem overgangsperiode
Ifølge CleantechWatch er Kenneth Jeppesen blevet udpeget som midlertidig administrerende direktør i Odsherred Forsyning, hvor han afløser Pernille Ingildsen, som fratrådte i september efter en periode med stort arbejdspres.
Den økonomisk pressede forsyningskoncern er fortsat præget af konsekvenserne af den omtalte fjernvarmesag i Odsherred, hvor budgetoverskridelser førte til rekonstruktion og senere konkurs i moderselskabet. Samtidig arbejdes der fortsat på at finde en ny ejer til aktiviteterne.
- Kenneth har solid ledelseserfaring og et indgående kendskab til forsyning, økonomi og regulering. Samtidig har han erfaring med at lede organisationer gennem forandringer. Det gør ham til den rette profil for Odsherred Forsyning i den kommende periode, siger Susan Münster, formand for Odsherred Forsynings datterselskaber.
*****
Energy Supply:
Midlertidig direktør skal lede Odsherred Forsyning gennem usikker periode
Odsherred Forsyning har valgt at ansætte Kenneth Jeppesen som administrerende direktør på en 10-måneders kontrakt, fordi selskabets fremtid fortsat er uafklaret efter rekonstruktion, konkurs og den igangværende salgsproces.
Energy Supply skriver, at bestyrelsen vurderer, at usikkerheden omkring ejerskab og den samlede løsning for forsyningen gør det vanskeligt at tilbyde en fast direktørstilling. Samtidig forventes arbejdet med at finde en langsigtet løsning og gennemføre et eventuelt salg først afsluttet i løbet af 2027.
- Vi havde brug for en sikker hånd, der kan føre selskabet videre i den situation, vi er i. En, der har erfaring med at stå i situationer, som ikke er særligt nemme, og en, der har styrke og robusthed til at kunne håndtere, at der er en række usikkerheder, siger Susan Münster, bestyrelsesformand for Odsherred Vand, Spildevand, Tømning og Forsyningsservice, til Energy Supply.
*****
JydskeVestkysten:
Sonfor varsler prisstigninger på forsyning og fjernvarme i 2027
Kunder hos Sonfor vil fra 2027 opleve højere priser på vand, spildevand, affald og fjernvarme. Det skriver JydskeVestkysten.
For en standardhusstand med vand, spildevand og affald stiger de samlede årlige udgifter med 369 kroner, mens husstande med fjernvarme på Nordals får en ekstra udgift på 743 kroner om året.
Sonfor peger blandt andet på øgede driftsomkostninger samt kommende investeringer i nye vandværker og et centralt renseanlæg som årsager til prisstigningerne.
- Vi investerer i de kommende år i anlæg, som vil give os en endnu mere sikker drikkevandsforsyning og som vil rense vores spildevand endnu bedre. Det er nødvendigt for at leve op til skærpede krav og regler, men vi kommer ikke uden om, at det også betyder dyrere vand i de kommende år, siger næstformand Bjørn Allerelli Andersen i en pressemeddelelse.
*****
EnergiWatch:
Energinet rejser erstatningskrav på 150 mio. kr. i sag om priskoordinering
Energinet har ifølge EnergiWatch anlagt erstatningssag mod Effekthandel og 49 varmeværker med krav om 150 mio. kr. eksklusive renter.
Kravet udspringer af den sag, hvor selskaberne tidligere blev fundet skyldige i at have koordineret priser på bud for reservekapacitet (mFRR) i perioden 2019-2022.
- Konkurrencemyndighederne og domstolene har slået klart fast, at der var tale om ulovlige konkurrencebegrænsende aktiviteter, og Energinet vurderer, at det har ført til højere priser på de indkøbte systemydelser, siger Jon Iversen, juridisk direktør i Energinet, til Energinet i en pressemeddelelse.
Energinet vurderer, at koordineringen har medført højere priser på systemydelser og dermed et økonomisk tab. Kravet er væsentligt højere end de cirka 40 mio. kr., som Energinet tidligere har oplyst som den ekstra omkostning.
*****
Klimamonitor:
Usikkerhed om brintsatsning vokser i takt med batteriernes fremmarch
Energiprojektleder Jacob Thysgaard rejser nu tvivl om grundlaget for den danske brintstrategi og det planlagte brintrør til Tyskland. Det skriver Klimamonitor.
Han peger på, at batterier i stigende grad kan lagre overskydende strøm, at elektrificeringen af industrien udvikler sig hurtigere end forventet, og at grøn brint fortsat er forbundet med store energitab og høje omkostninger.
Klimamonitor beskriver samtidig, at Danmark står over for voksende elforbrug, mens udbygningen af vedvarende energi endnu ikke har skabt et egentligt overskud af grøn strøm.
For fjernvarme- og energisektoren understreger debatten usikkerheden om, hvilke teknologier der på længere sigt vil få størst betydning for den grønne omstilling.
- Hvis man satser på noget, så er der en risiko for, at det går galt. Men hvis man ikke gør noget, risikerer man også, at det ender galt, siger Marie Münster, professor i energisystemanalyse ved DTU og medlem af Klimarådet.
*****
Altinget:
Havnelov kan åbne for flere solceller på danske havne
Ifølge Altinget er transportminister Signe Munk positiv over for at ændre havneloven, så havne – i modsætning til i dag - kan sælge overskydende strøm fra solceller.
I dag giver loven kun havne mulighed for at sælge overskudsproduktion fra vind- og bølgeenergi, hvilket har begrænset udbredelsen af solceller på havnearealer.
- Jeg er åben over for gode ideer til, hvordan havnene kan få endnu bedre muligheder for at bidrage til den grønne omstilling, og jeg mener, at det konkrete forslag er spændende, siger transportminister Signe Munk til Folketingets Transportudvalg.
Forslaget støttes blandt andet af Danmarksdemokraterne og indgår også i anbefalinger fra regeringens tidligere havnepartnerskab. En lovændring kan bidrage til den grønne omstilling og skabe bedre udnyttelse af eksisterende tage og arealer i havnene.
*****
Børsen:
Ældre havvindpark kan blive ramt af nye netregler
Havvindmølleparken Horns Rev 1 står over for en trussel om at skulle lukke ned, når den nuværende levetidsforlængelse skal behandles. Advarslen kommer ifølge Børsen fra Vattenfall.
Baggrunden er nye regler, der betyder, at elproducenter i højere grad selv skal betale for transmissionsanlæg og nettilslutning.
- Der er en reel risiko for, at vi må lukke parken. Den gode nyhed er, at vi er i dialog med Energistyrelsen og Energinet for at finde en midlertidig løsning, siger Pavlo Malyshenko, direktør for havvindaktiver og elproduktion i Vattenfall, til Børsen.
Vattenfall vurderer, at de ekstra omkostninger kan nå omkring 20 mio. kr. årligt, hvilket kan gøre fortsat drift urentabel, selv om parken teknisk set kan producere strøm i op til 15 år mere.
Sagen er principiel, fordi flere ældre havvindparker kan stå over for samme udfordring i de kommende år.