Dansk Fjernvarme efterlyser lige vilkår i presset elnet
LÆS I DAG:
Fynske borgmestre presser på for investeringer i elnettet.
Sweco peger på basale sikkerhedsbrister hos forsyningsselskaber.
Brintbooking sender dansk-tysk rørprojekt videre.
Energiklagenævnet fastholder krav om tilbagebetaling til Verdos varmekunder.
EU-Kommissionen skærer ned på nye grønne initiativer og prioriterer forenkling.
KU-forsker advarer mod forhastet beslutning om Nordsø-licenser.
Studstrup-havari vil formentlig koste tre-cifret millionbeløb.
Minister vil fremskynde opgør med aconto-betalinger på elmarkedet.
GridTech:
Dansk Fjernvarme efterlyser lige vilkår i presset elnet
Jesper Frost Rasmussen, formand for Dansk Fjernvarme, advarer ifølge GridTech om, at fjernvarmeselskaber i stigende grad bidrager til at aflaste et presset elnet ved at reducere deres elforbrug, mens datacentre typisk ikke har samme fleksibilitet.
Han peger på, at begrænset netadgang allerede medfører hyppige afkoblinger for nogle fjernvarmeanlæg. Samtidig frygter branchen, at forsinkelser i nettilslutning kan bremse investeringer i varmepumper og elkedler og dermed forsinke udfasningen af naturgas.
- Hvis vi ikke får adgang til strøm, så bliver det ikke til noget med varmepumper eller elkedler, siger Jesper Frost Rasmussen, formand for Dansk Fjernvarme.
*****
NB Forsyning & Klima:
Fynske borgmestre presser på for investeringer i elnettet
Ti fynske borgmestre advarer om, at manglende investeringer i elnettet kan hæmme både erhvervsudvikling og den grønne omstilling. Det skriver NB Forsyning & Klima.
- Vi kan simpelthen ikke sidde og vente, til vi står i den situation, hvor der er rødt i hele vores område, siger Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V) til NB-Forsyning & Klima.
Selvom størstedelen af Fyn fortsat har ledig kapacitet i elnettet, viser en ny analyse fra Energi Fyn, Vores Elnet og Erhvervshus Fyn, at elforbruget kan stige med næsten 50 procent frem mod 2036.
Analysen peger på behov for nye transformerstationer, forstærkning af transmissionsnettet og bedre forbindelser til Jylland for at undgå kommende flaskehalse.
Investeringerne i Vores Elnets område alene vurderes til mere end ni milliarder kroner over de næste ti år.
*****
EnergiWatch:
Sweco peger på basale sikkerhedsbrister hos forsyningsselskaber
Virksomheden Sweco har i forbindelse med sikkerhedsanalyser af forsyningsanlæg har konstateret en række grundlæggende sikkerhedsmangler, herunder utilstrækkelig adgangskontrol, manglende hegn og overvågning samt adgangskoder, der opbevares synligt.
Observationerne har ifølge EnergiWatch ført til otte anbefalinger til forsyningsselskaberne.
- Det aktuelle trusselsbillede gør det nødvendigt, at man forholder sig aktivt til sikkerhed. Det handler ikke om at overinvestere eller sikre alt mod alt, men om at forstå sine sårbarheder og prioritere de tiltag, der reducerer risikoen mest, siger Carsten Werner Lund, chefrådgiver for sikkerhed i Sweco, til EnergiWatch.
Ifølge Sweco er behovet for øget fokus på sikkerhed blevet mere presserende, efter at trusselsniveauet for destruktive cyberangreb mod Danmark er hævet fra middel til høj.
*****
Børsen:
Brintbooking sender dansk-tysk rørprojekt videre
Danske virksomheder har ifølge Børsen reserveret kapacitet svarende til 0,557 GW i det planlagte brintrør mellem Danmark og Tyskland.
Dermed er det krav om opbakning opfyldt, som staten har stillet for at gå videre med projektet, der skal transportere grøn brint til tysk industri.
- Nu kommer brintrøret, og det bliver afgørende for den europæiske energiuafhængighed, klimaindsats og for at styrke konkurrenceevnen, siger Linea Søgaard-Lidell, direktør i Hydrogen Denmark.
Energinet vurderer samtidig, at tilsvarende booking på den tyske side viser interesse for danskproduceret brint. Brintrøret, kendt som Syvtallet, forventes sat i drift senest ved udgangen af 2030.
*****
EnergiWatch:
Energiklagenævnet fastholder krav om tilbagebetaling til Verdos varmekunder
Verdo skal – fremgår det af EnergiWatch - tilbageføre 46 mio. kr. til sine varmekunder, efter Energiklagenævnet har stadfæstet Forsyningstilsynets afgørelse i sagen.
Sagen handler om, at forsyningskoncernen i perioden 2018-2023 indregnede renteudgifter fra et koncerninternt lån i varmepriserne, hvilket tilsynet vurderede var i strid med varmeforsyningsloven.
Afgørelsen betyder, at tilbagebetalingen fortsætter frem til 2028.
- Vi har ikke formået at løfte bevisbyrden, men jeg mener principielt, at afgørelsen er forkert, siger Jesper Barslund, administrerende direktør i Verdo, til EnergiWatch.
Sagen udspringer af finansieringen af ombygningen af kraftværket i Randers fra kul til biomasse og har principiel betydning for, hvilke omkostninger der lovligt kan indregnes i varmepriserne.
*****
Altinget:
EU-Kommissionen skærer ned på nye grønne initiativer og prioriterer forenkling
Ifølge Altinget vil EU-Kommissionen næste år fremlægge markant færre nye lovforslag og i stedet fokusere på at forenkle eksisterende regler.
Samtidig trækkes flere grønne forslag tilbage, blandt andet et forslag om reform af energibeskatning, der skulle fremme udfasningen af fossile brændstoffer, samt regler mod greenwashing.
Kommissionen varsler også en revision af naturbeskyttelsesdirektiverne, hvilket møder kritik fra miljøorganisationer og grønne politikere.
Dansk Industri hilser derimod den øgede vægt på forenkling velkommen og fremhæver kommende initiativer om energipolitik efter 2030 og adgang til kritiske råstoffer.
- Det er positivt, at Kommissionen kommer med færre nye tiltag denne gang. Europa har ikke brug for flere nye regler, men for ordentlig gennemførelse af de eksisterende regler, siger Rikke Wetendorff Nørgaard, underdirektør for europapolitik i Dansk Industri.
*****
Klimamonitor:
KU-forsker advarer mod forhastet beslutning om Nordsø-licenser
Lektor Peter Kjær Kruse-Andersen fra Københavns Universitet giver udtryk for, at den politiske proces om en mulig forlængelse af olie- og gaslicenser i Nordsøen minder om forløbet omkring Aalborg Portlands særlige CO₂-afgift.
Overfor Klimamonitor peger han på et betydeligt pres fra både branche og politikere for at træffe en hurtig beslutning, selv om centrale beregninger om klimaeffekter, statslige indtægter og såkaldte lækageeffekter endnu ikke er færdige.
- Jo, der er en risiko. Men at vente har i hvert fald den fordel at vi har en mulighed for at få de fakta på bordet, som mangler lige nu, siger Peter Kjær Kruse-Andersen, lektor ved Københavns Universitet, til Klimamonitor.
Ifølge forskeren taler det for at afvente et beslutningsgrundlag, før regeringen tager stilling til licensforlængelserne.
*****
GridTech:
Studstrup-havari vil formentlig koste tre-cifret millionbeløb
Ifølge GridTech betyder et mekanisk havari på dampturbinen på Studstrupværket, at værket ikke kan levere fjernvarme til Aarhus frem til udgangen af november.
Studstrupværket dækker normalt omkring 60 procent af byens varmebehov, og derfor har Kredsløb omlagt produktionen til blandt andet el- og oliekedler.
Selskabet understreger, at kun en mindre del af den samlede reservekapacitet på 732 MW bringes i drift.
- Ja, alle de nye anlæg ville aflaste en lignende situation. De, der allerede er i drift, afhjælper allerede nu, og de kommende vil naturligvis gøre os endnu mere robuste, oplyser Kredsløb til GridTech.
Driftstoppet ventes at koste omkring 210 mio. kroner, hvilket vil bidrage til højere fjernvarmetakster i 2027.
*****
EnergiWatch:
Minister vil fremskynde opgør med aconto-betalinger på elmarkedet
Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa fortæller til EnergiWatch, at hun snarest muligt vil indkalde til politiske forhandlinger om at afskaffe aconto-betalinger på elmarkedet.
Udmeldingen kommer i kølvandet på Velkommen-koncernens konkurs, hvor mange elkunder risikerer at miste forudbetalte beløb.
Ministeren vurderer, at de seneste regelstramninger ikke i sig selv er nok til at beskytte forbrugerne, og regeringen fastholder derfor målet om at afskaffe ordningen.
- Det er ikke i denne her situation, at vi lige må lade tiltagene virke, siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa til EnergiWatch.