Gå til hovedindhold

Dansk Fjernvarme kritiserer grundlaget for fjernvarmens prisloft i 2027

LÆS I DAG: Green Power Denmark presser på for hurtig kapacitetsmekanisme.
Cybertruslen mod forsyninger er på rekordhøjt niveau.
COP31 sætter elektrificering på dagsordenen, men uenighed om fossil energi består.
Nawa vil bruge COP31 til at fremme elektrificering og grøn energi.
Ny formand og nye medlemmer på vej ind i Klimarådet.
Ekspert advarer mod acontoforbud på elmarkedet.

11. nov. 2026

Indhold

    GridTech:
    Dansk Fjernvarme kritiserer grundlaget for fjernvarmens prisloft i 2027

    Dansk Fjernvarme mener, at Forsyningstilsynets beregning af forbrugerprisloftet for 2027 bygger på usikre og for optimistiske forudsætninger for individuelle varmepumper. Det skriver GridTech.

    Kritikken retter sig blandt andet mod den anvendte elpris, antagelser om varmepumpers levetid og investeringsomkostninger. Dansk Fjernvarme vurderer, at disse forudsætninger presser prisloftet kunstigt ned og kan få betydning for flere fjernvarmeselskaber, som risikerer at komme over loftet. Det endelige prisloft for 2027 er fastsat til 408 kr./GJ.

    Dansk Fjernvarme skriver i sit høringssvar, at man ud fra forwardpriser på energibørserne »ikke [kan] genkende et niveau for forwardprisen på el på 771 kr. pr. MWh for 2027.« Organisationen efterlyser samtidig større gennemsigtighed om de data og metoder, der ligger til grund for Forsyningstilsynets beregninger.

    *****

    GridTech:
    Green Power Denmark presser på for hurtig kapacitetsmekanisme

    Green Power Denmark advarer om, at Danmarks evne til selv at dække elforbruget i de mest kritiske vintertimer kan falde fra 75 til 30 procent frem mod 2036.

    Ifølge GridTech er årsagen blandt andet lukning eller omstilling af kraftvarmeværker, udfasning af kul og et fald i den termiske produktionskapacitet.

    Green Power Denmark advokerer på den baggrund for, at der hurtigst muligt skal indføres en kapacitetsmekanisme, som kan betale kraftværker, energilagre og fleksible elforbrugere for at stå klar som reserve.

    - Det er vigtigt, at mekanismen bliver implementeret meget snart, for flere kraftvarmeværker bliver muligvis lukket allerede indenfor de næste par år. Kraftvarmeværkerne udgør en betydelig værdi, som vi skal værne om, siger Martin Hansen, viceadministrerende direktør i Green Power Denmark.

    Debatten er blevet aktualiseret af Energinets vurdering af, at en sådan ordning er nødvendig for at opretholde forsyningssikkerheden.

    *****

    NB Forsyning & Klima:
    Cybertruslen mod forsyninger er på rekordhøjt niveau

    SektorCERT vurderer nu i følge NB Forsyning & Klima, at cybertruslen mod dansk kritisk infrastruktur er på det højeste niveau, organisationen hidtil har registreret.

    Samtidig oplever flere forsyningsselskaber usædvanlige aktindsigtsanmodninger, som brancheorganisationer har beskrevet over for DR.

    SektorCERT understreger, at både store og små forsyningsselskaber er potentielle mål for cyberangreb, og at angrebene ofte rammer de aktører, der er lettest at få adgang til.

    Organisationen peger særligt på trusler fra statsaktører med interesse i kritisk infrastruktur.

    - Vi ser ikke et billede af, at det kun er de store, der bliver angrebet, sagde Søren Maigaard, direktør i SektorCERT, under et oplæg på Dansk Fjernvarmes landsmøde.

    *****

    Altinget:
    COP31 sætter elektrificering på dagsordenen, men uenighed om fossil energi består

    Altinget skriver, at værterne for COP31 i Tyrkiet og Australien arbejder for en global målsætning om, at 35 procent af verdens energiforbrug skal være elektrificeret i 2035 mod cirka 20 procent i dag.

    Målet skal fremme brugen af strøm til blandt andet opvarmning, transport og produktion, men der er stor uenighed om, hvorvidt elektrificeringen skal baseres på vedvarende energi.

    Den danske position er imidlertid klar, fremgår det af Altinget:

    - Jeg kommer til at stå vagt om, at der bliver tale om ren elektrificering fra grøn energi fremfor fossile brændsler, siger klimaminister Samira Nawa (R) ifølge Altinget.

    For fjernvarme- og energisektoren er spørgsmålet centralt, fordi elektrificering kan øge behovet for elinfrastruktur og grøn energiproduktion, samtidig med at flere lande er uenige om tempo og energikilder.

    *****

    Klimamonitor:
    Nawa vil bruge COP31 til at fremme elektrificering og grøn energi

    Ifølge Klimamonitor bruger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R) sit første FN-klimatopmøde som minister til at fremhæve elektrificering som et centralt redskab i den grønne omstilling.

    På COP31 er elektrificering et hovedtema under målsætningen om 35 procents elektrificering af verdens energisystemer inden 2035. Samtidig får Nawa en central rolle som EU’s chefforhandler om CO₂-reduktioner, hvor hun understreger, at øget elektrificering skal baseres på grøn energi.

    Hun peger også på, at den grønne omstilling kan styrke energisikkerheden og mindske afhængigheden af ustabile energileverandører.

    - Elektrificering er en nøgle. Og det skal selvfølgelig være elektricitet produceret af grøn energi, siger Samira Nawa, klima-, energi- og forsyningsminister, til Klimamonitor.

    *****

    EnergiWatch:
    Ny formand og nye medlemmer på vej ind i Klimarådet

    Ifølge EnergiWatch får Klimarådet ny formand, når Bo Jellesmark Thorsen, professor og dekan ved Københavns Universitet, overtager posten efter Peter Møllgaard den 1. december.

    Møllgaard forlader rådet efter otte år, som er den maksimale periode for medlemskab.

    Samtidig bliver Marie Münster, professor ved Danmarks Tekniske Universitet, ny næstforperson. Derudover får rådet to nye medlemmer, når Birgitte Sloth og Henrik Hauggaard-Nielsen tiltræder.

    Klimarådet oplyser, at Bo Jellesmark Thorsen siden 2023 har været medlem af rådet og i dag fungerer som en af dets to næstforpersoner.

    *****

    EnergiWatch:
    Ekspert advarer mod acontoforbud på elmarkedet

    Christian Reinholdt, stifter af Strømligning, advarer nu mod regeringens planer om at forbyde elselskabers brug af aconto-betalinger efter Velkommen-sagen. Det fremgår af EnergiWatch.

    Han mener, at et forbud vil ramme lovlydige selskaber hårdt, især mindre og nye aktører, der er afhængige af forudbetalinger for at finansiere deres drift. Ifølge ham risikerer et forbud at reducere konkurrencen på elmarkedet og styrke de største energikoncerners position.

    - Vi skal ikke have flere regler, men vi skal have mere tilsyn, siger Christian Reinholdt, som i stedet foreslår skærpet økonomisk kontrol med elselskaberne og hurtigere indgreb fra Forsyningstilsynet over for selskaber, der ikke overholder reglerne.

    Sidst opdateret: 11. november 2026

    Andre klikkede på...