Gå til hovedindhold
Kursus
Digitalisering

AI til driftsoptimering i fjernvarmen

Byg din egen varmeoptimeringsmodel for fleksibilitet med kunstig intelligens som makker.

Kan en driftsleder eller maskinmester uden programmeringserfaring bygge en avanceret driftsoptimeringsmodel? Ja.

På dette kursus arbejder du med VarmeFlex, et åbent optimeringsværktøj udviklet i samarbejde med Billund Varmeværk. Modellen kan optimere driften time for time af blandt andet akkumuleringstank, varmepumpe, elkedel og motoranlæg samt analysere værdien af deltagelse i balancemarkederne.

Kurset veksler mellem korte faglige oplæg og praktiske øvelser, hvor deltagerne arbejder sammen to og to. På kurset arbejder vi med sprogmodellen Claude.
Du lærer at anvende AI-assistenten Claude som arbejdsredskab til at opbygge, tilpasse og køre optimeringsmodellen uden installation og uden at skrive kode.

I løbet af dagen kører du først en eksisterende model og tilpasser derefter løsningen til dit eget værk ved hjælp af egne anlægsdata. Undervejs arbejder vi med centrale temaer som fleksibilitet, elmarkeder, balancemarkeder, business cases og kritisk vurdering af modelresultater.

Udbytte

Efter kurset kan du:

  • anvende Claude som praktisk værktøj til at udvikle og tilpasse optimeringsmodeller
  • forstå de vigtigste drivere for fleksibilitet og værdiskabelse i fjernvarmeproduktionen
  • opstille og køre en optimeringsmodel baseret på data fra dit eget værk
  • analysere effekten af blandt andet akkumuleringstank, varmepumpe, elkedel og deltagelse i balancemarkeder
  • vurdere resultater og forudsætninger kritisk og bruge modellen som beslutningsstøtte i den daglige drift
  • videreudvikle modellen efterfølgende og anvende metoden på nye problemstillinger

Du går hjem med en fungerende optimeringsmodel for dit eget anlæg og en arbejdsmetode, som du kan bruge og videreudvikle i dit eget værk.

Hvad skal du have klar til kurset?

For at få fuldt udbytte af kurset skal du have følgende på plads:

  • Egen PC eller Mac (husk oplader)

  • Opdateret PC eller Mac

  • Abonnement på Claude, enten plus eller max

  • Grundlæggende erfaring med brugen af Claude fx prompts, Excel-analyse og præsentationer ved hjælp af Claude

  • Data om dit værk: anlægsstørrelser og virkningsgrader, variable omkostninger – medbring dette i Excel-ark

  • Data om din produktion: årlig produktion på timebasis og dit årlige nettab – medbring dette i Excel-ark

Er kurset noget for dig?

Kurset henvender sig til ingeniører, maskinmestre, driftsledere og andre medarbejdere på fjernvarmeværker, som arbejder med produktion, planlægning og optimering.

Kurset kræver ingen programmeringskompetencer, men du skal være fortrolig med brugen af AI-værktøjer som ChatGPT eller Claude samt have kendskab til eget anlæg og dets driftsforhold.

Du skal desuden medbringe en bærbar og have et Claude-abonnement (plus eller max), som du er en erfaren bruger af.

Der er kaffe og morgenbrød klar fra kl. 8.30.

09.00 Velkomst og forventningsafstemning
Bordrunde: navn, værk og rolle, motivation og forventninger til dagen, og hvordan det gik med at udfylde regnearket. Rammerne for dagen og et fælles tjek af Claude: Pro- eller Max-konto med kodeudførelse og netværk slået til.
Steen Kramer Jensen, Dansk Fjernvarme

09.30 Hvad vi har udviklet sammen med Billund
John fortæller, hvordan han lavede et produktionsbudget for 2027 på fire dage med Claude og driftsmodellen som regnemakker: 15 korte beskeder på almindeligt dansk, egne anlægsdata og fagpersonens kontrol af tallene. Derefter gennemgås, hvilke anlæg modellen kan regne på, hvordan værket kan melde ind på balancemarkedet, hvad modellen kan, og lige så konkret, hvad den ikke kan.
Steen Kramer Jensen, Dansk Fjernvarme, og John Elmertoft, Billund Varme

10.30 Pause

10.45 Hands-on 1: Andeby i Claude
Alle får værktøjet til at virke på et eksempelværk, hvor alt er i orden. Først spørger vi Claude, hvad modellen kan, uden at køre den. Derefter køres Andeby på et kort vinter- og sommervindue, og vi læser dispatch-plot og KPI-tabel, stiller spørgsmål til resultatet og får en graf ud. Opgaverne findes i tre niveauer.

12.00 Frokost

12.45 Hands-on 2: Dit eget værk
Kort oplæg om domæneekspertens rolle: stol på, verificér, pres igen. Derefter kører hver deltager sin egen case ud fra de indsendte værkdata: gennemgå opsætningen, kør et kort vintervindue, sammenlign med det forhåndsberegnede helår, og kør ét scenarie som differens. Har du ikke indsendt værkdata, arbejder du videre på Andeby.

14.15 Kaffe og kage

14.30 Hands-on 3: Resultater du kan bruge
Fra kørsel til noget, der kan vises til en driftschef eller en bestyrelse: en figur med fem linjer tekst, et kort notat om ét scenarie og afsnittet „Det her ved vi ikke“. Fire regler for modeltal: differenser frem for absolutte tal, opgjort pr. marked og produkt, balancemarkedet uden bindinger er en øvre grænse, og skriv altid perioden.

15.00 Bag kulissen: sådan videreudvikles modellen
Demo på Steens maskine, ingen installerer noget: WSL og git, en rettelse fra idé til kørsel, vejen fra regneark til YAML, og hvorfor et helt år ikke kan køres live.
Steen Kramer Jensen, Dansk Fjernvarme

15.30 Videre udvikling, erfagruppe og evaluering
Hvad der arbejdes på: månedligt bloksloft pr. marked, vinterkalibrering, gasmotorens balanceindtægt og driftsplanlægning fremad. Erfagruppen med første møde i januar–februar 2027, og evaluering af dagen.
Steen Kramer Jensen, Dansk Fjernvarme, og John Elmertoft, Billund Varme

16.00 Tak for i dag

Vi glæder os til at modtage din tilmelding senest 3 hverdage før kursusstart.

Praktisk information og betingelser

Vil du vide mere om persondata, afbudsvilkår og andre betingelser, så læs videre her:

Praktisk information og betingelser

Samme sted finder du kontaktoplysninger, hvis du har spørgsmål eller kommentarer vedrørende vores kurser og arrangementer, eller hvis du har brug for hjælp til tilmelding eller afbud.

Sidst opdateret: 7. november 2026