Gå til hovedindhold
Digitalisering
Brugerinstallationer

Sæby Varmeværk

Mere net-kapacitet og bedre kundeservice med datadrevet optimering.

25. mar. 2025
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Sæby Varmeværk har igennem årtier været i kontinuerlig udvikling. Siden overgangen til naturgas og kraftvarme i 1988 har selskabet arbejdet målrettet med både teknologisk modernisering og udbygning af forsyningsområdet. I dag består anlægget af to gasmotorer, to gaskedler, elkedel, varmepumpe og et stort solfangeranlæg, der dækker over 37.000 m².

    Dette setup har muliggjort fleksibel og effektiv varmeproduktion samt øget fokus på vedvarende energi. Det næste naturlige skridt har været at optimere brugen af data fra de fjernaflæste målere.

    Sammen med energirådgiver Steffen Simonsen gik driftsleder Karsten Thiessen derfor i dialog med Kamstrup om, hvordan de kunne aktivere data mere systematisk. Valget faldt på RTO (Return Temperature Optimizer), hvor Kamstrups eksperter står for den løbende overvågning, identificering af fejl og kontakten til forbrugerne.

    Sæby Varmeværk har med RTO-løsningen sat fart på arbejdet med at bruge målerdata til at optimere fjernvarmenettet. Målet er ikke kun at sænke returtemperaturen – men at frigive kapacitet i nettet, forbedre kundeservicen og understøtte overgangen til fossilfri varmeproduktion inden 2030.

    Udviklingen frem mod datadreven drift

    Før samarbejdet med Kamstrup blev data fra målerne kun anvendt sporarisk til af finde ”dårlige afkølere”. Det betød, at potentialet for datadreven drift og optimering i høj grad var uudnyttet. Ved at introducere RTO, har varmeværket kunnet implementere en ny praksis uden at tilføre ekstra arbejdskraft.

    Vi havde egentlig denne her fine målerpakke, som vi jo slet ikke brugte udover til at tage data hjem en gang om måneden. Vi ville skabe mere kapacitet i vores net, så vi kan sætte fremløbstemperaturen ned. Det giver os bedre økonomi – især i samspil med vores varmepumper.

    Karsten Thiessen, driftsleder i Sæby Varmeværk

    Målbar effekt og praktisk anvendelighed

    Indsatsen med RTO har allerede haft mærkbare konsekvenser. Ikke blot er kapaciteten i nettet blevet forbedret, men de konkrete forbedringer i forbrugernes installationer har også reduceret returtemperaturen og fundet fejl i indstillinger mv. RTO fungerer i praksis som et kvalitetssikringsværktøj, som giver varmeværket en form for fjerninspektion i realtid. Derved kan man hurtigt identificere problemer, følge op på udbedringer og samtidig dokumentere effekten af tiltagene.

    Inddragelse af forbrugerne i driften

    En af de måske mest markante ændringer er den nye rolle, som specielt de større forbrugere spiller i optimeringsarbejdet. Ved at blive kontaktet direkte, får de både information og incitament til at handle. Det skaber en fælles forståelse for, at fjernvarme ikke bare er noget, man får – men noget, man deltager aktivt i. Det understøtter også den grønne omstilling, hvor energiforbrug bliver et fælles ansvar mellem forsyning og forbruger.

    RTO har styrket relationen til lokale fagfolk som VVS’ere og viceværter, der nu ofte kontakter varmeværket eller Kamstrup direkte. 

    Perspektiver for fremtiden

    Med erfaringerne fra RTO overvejer Sæby Varmeværk nu, hvordan datadrevne løsninger kan integreres endnu dybere i driften. Den næste milepæl bliver sandsynligvis et endnu tættere samspil mellem produktionsdata, forbrugerdata og netdata, som kan danne grundlag for beslutninger om både investeringer og daglig drift. Desuden spiller kommende projekter som mulig etablering af datacenter med varmegenvinding godt sammen med ønsket om at kunne balancere produktionen intelligent – med data som rygraden i det hele.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...