Derfor er vi i Dansk Fjernvarme imod, at vi nu kan sælge grønne certifikater

Debatten om udstedelse af grønne certifikater ruller nok engang, hvor der i spalterne her hos Klimamonitor har været godt med kritik af certificeringsordningen.

Senest ved Hans-Henrik Lindboe, partner i EA Energianalyse, som kalder systemet for »i bedste fald ubrugeligt«.

I Dansk Fjernvarme har vi længe befundet os i koret af kritikere.

For fjernvarmeselskaberne gælder det nemlig således, at indkøb af grønne certifikater ikke kan betragtes som en nødvendig omkostning for fjernvarmeselskaber. De må derfor ikke bruge penge på certifikater og kan dermed ikke på samme vis dokumentere, at de anvender grøn strøm til at drive eksempelvis en stor kollektiv varmepumpe eller biogas til kedlerne.

Sideløbende kan andre virksomheder så købe certifikater, også fra udlandet, og fremstå grønne i deres klimaregnskab. Det er konkurrenceforvridende til skade for fjernvarmen. En erhvervskunde kan frakoble sig fjernvarmen og købe egen stor varmepumpe og købe certifikater på elforbruget, og blive 100 procent grøn, mens fjernvarmeselskabet ikke kan gøre det tilsvarende. Desuagtet at den strøm, der reelt anvendes, er nøjagtig den samme.

Det er ganske enkelt ikke en særlig meningsfuld opgørelsesmetode, som systemet bidrager til.

Fra 30. juni 2021 skete der nu endvidere det, at implementeringen af REDII-direktivet fra EU betyder, at fjernvarme- og fjernkøling også er omfattet af certificeringsordningen med nye oprindelsesgarantier. Udvidelsen af certificeringssystemet, så det nu også omfatter fjernvarme- og køling, giver dog heller ingen mening.

En skrivebordsøvelse

Idéen bag EU-direktivet er, at kunderne skal have styrket mulighed for at efterspørge grøn energi.

Ved at efterspørge og betale for oprindelsesgarantier sender kunderne signal til eksempelvis fjernvarmeselskaber om, at de skal investere i mere grøn varme.

Det er muligt, at EU-direktivet vil have den virkning i andre EU-lande, men i Danmark er det ikke kundernes køb af oprindelsesgarantier, der bestemmer, om et fjernvarmeværk kan og må investere i ny vedvarende fjernvarmeproduktion.

Nybyggeri og omstilling er reguleret af Varmeforsyningsloven og Projektbekendtgørelsen. De nye regler om oprindelsesgarantier forventes derfor primært at blive anvendt af virksomheder, der gerne vil kunne dokumentere i deres grønne regnskaber, at deres fjernvarmeforbrug er fra vedvarende energikilder, ligesom de i dag gør med deres forbrug af el og gas.

Selv om dette egentlig betyder nul og niks for den faktiske udbygning af vedvarende energi i fjernvarmesektoren, så kan fjernvarmeselskaberne derfor nu udstede grønne oprindelsesgarantier.

Det kan i teoretisk forstand måske give mening, at en virksomhed kan købe dokumentation for, at deres lokale fjernvarmeforsyning er grøn. Men hvad med virksomheder med mange afdelinger fordelt over mange fjernvarmenet? Ja, de kan efter EU-reglerne købe oprindelsesgarantier uafhængigt af, hvor fjernvarmen produceres.

Det giver heller ikke mening, at samme virksomhed kan sælge oprindelsesgarantierne videre til en anden virksomhed i den anden ende af landet. I sagens natur findes der ikke ét stort fjernvarmenet i hele Danmark. Derfor er oprindelsesgarantierne og systemet bag adskilt fra den fysiske virkelighed.

I virkelighedens og fysikkens verden kan et fjernvarmeselskab i Ringkøbing Kommune ikke levere grøn fjernvarme til en virksomhed i Ringsted Kommune. Det kan virksomheder i hele landet dog ’dokumentere’ i form af de nye oprindelsesgarantier.

Derfor får Hans Henrik Lindboe også helt ret i, at ordningen er en skrivebordsøvelse, mere end det bidrager til grøn omstilling.

Deklaration udstiller overflødighed

Siden oktober 2020 har en anden bekendtgørelse – også baseret på et EU-direktiv – pålagt fjernvarmeselskaber at udarbejde den såkaldte Fjernvarmedeklaration til alle kundernes information.

I Fjernvarmedeklarationen oplyses brændselsforbrug, andelen af vedvarende energi samt miljødeklaration af emissioner. Dette bygger på det fysiske og faktiske bag den leverede fjernvarme og udstedes kun til de tilsluttede kunder.

Oprindelsesgarantierne er et nyt system ved siden af. Har et fjernvarmeselskab investeret i for eksempel solvarme og derved fået en grønnere fjernvarmedeklaration, ændres der ikke på dette, hvis der sælges oprindelsesgarantier til en kunde i en helt anden by for produktionen fra solvarmeanlægget.

Certificeringssystemet med oprindelsesgarantier bliver derfor fuldstændigt overflødigt.

Giv agt for bureaukratiet

Giver fjernvarmeselskaberne sig i kast med at udstede oprindelsesgarantier, risikerer de dog at blive indrulleret i en bureaukratisk svøbe.

Fjernvarmeselskabernes dokumenterede produktion skal registreres på en konto hos Energistyrelsen. Når virksomheder beder om at købe oprindelsesgarantier fra fjernvarmeselskabet, skal disse salg noteres på kontoen.

Når varmen er forbrugt, nedskrives kontoen, og senest efter 18 måneder nulstilles kontoen. Udfordringen bliver, at virksomheden, der har købt oprindelsesgarantierne, ikke nødvendigvis har købt og anvendt den fysiske varme fra det selskab, hvor oprindelsesgarantierne er udstedt.

Så skal der finde en dataudveksling sted med et andet fjernvarmeselskab for at vide, hvornår fjernvarmen er anvendt.

Samtidig må overskud fra salg af garantierne ikke bruges til at sænke varmepriserne for forbrugerne. EU ønsker, at overskud fra oprindelsesgarantier anvendes til investeringer i ny grøn produktion. Handel med oprindelsesgarantier er helt uden for prissætningen af fjernvarme, og derfor kan fjernvarmeselskaber, der i dag ellers ikke er skattepligtige, ende med at blive det ved handel med oprindelsesgarantier.

Det skal understreges, at fjernvarmeselskaberne ikke tvinges til at udstede og sælge garantierne. Det kan dog blive en beklemt situation for selskaberne at sige nej til store erhvervskunder, med risiko for at disse så fravælger fjernvarmen, hvis ikke de kan få grønne certifikater.

På den måde risikerer vi nu at ende med et bureaukratisk system, som bare vil vokse sig større og større, men som ingenlunde vil bidrage med udbygning af vedvarende energi og dermed heller ikke fremme den grønne omstilling. I stedet bliver skrivebordsøvelsen mere kompliceret og mere uigennemskuelig og bidrager blot til, at de nødvendige opgørelser over den grønne udvikling bliver mere utroværdige.

Og det er slet ikke det, vi har brug for, hvor vi har travlt med at nå klimamål i både 2025 og 2030.

(Dette indlæg er oprindeligt bragt i Klimamonitor den 5. juli)