Fejl i JP-artikel: Udledning fra biomasse mangler ikke i klimaregnskab
I Jyllands-Posten i begyndelsen af august kunne man læse historien om, at CO2-udledningen fra det danske forbrug af biomasse til energi ikke er medregnet i de officielle opgørelser. Men det er ikke korrekt: Biomassen er med i klimaregnskabet. Og der er fortsat brug for den i energiforsyningen, fordi den er meget mere klimavenlig end kul, olie og gas og samtidig giver forsyningssikkerhed.
”Danmark udleder langt mere CO₂, end de officielle tal viser”, lød det i Jyllands-Posten den 2. august. Påstanden er, at afbrænding af biomasse til energi ikke tæller med i klimaregnskabet, hvilket betyder, at 15 procent af den samlede udledning ikke bliver registreret.
Det er imidlertid ikke en korrekt. Brugen af biomasse indgår i klimaregnskabet. Når biomasse bliver høstet fra skovene, tæller det som udledning i den såkaldte LULUCF-del af klimaregnskabet. På den måde er den danskproducerede bæredygtige biomasse med i det danske klimaregnskab, mens biomasse, der kommer fra udlandet, er medregnet i de pågældende landes afrapportering til FN og EU.
Det følger det almindelige internationale princip om, at klimaregnskabet er baseret på en producent- og ikke en forbrugstilgang, hvilket kort fortalt betyder, at udledningen registreres i producentlandet. Det er samme princip, der gør sig gældende, når vi i Danmark køber fødevarer, biler og tøj fra udlandet. Hvis vi talte al udledning fra biomasse brugt i Danmark med i det danske regnskab, ville der således ske en dobbeltrapportering.
Der findes i dag ikke grønne alternativer, der kan erstatte den bæredygtige biomasse i energiforsyningen og sikre forsyningssikkerheden.
Indlægget er skrevet af:
Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme
Anders Frandsen, direktør i Dansk Skovforening
Skriv kommentar