Manglende samarbejde skyld i uudnyttet overskudsvarme
Lige nu fyrer datacentrene for fuglene. Traditionen for nyttiggørelse af overskudsvarme i fjernvarmerørene er ikke eksisterende. Et nationalt fokus og fælles samarbejde vil potentielt kunne skabe traditionen i fremtiden, skriver Jesper Koch, der er analysechef i Dansk Fjernvarme i et indlæg på GridTech.
Lige nu vinker vi farvel til udnyttelse af en masse overskudsvarme fra store datacentre. Kun 7 ud af 64 større datacentre i Danmark leverer deres overskudsvarme videre til fjernvarmen.
Den manglende udnyttelse af overskudsvarmen sker i en tid, hvor prisstigninger på energi og målet om uafhængighed af russisk naturgas har lagt pres både på private husholdninger og mange virksomheders økonomi.
I en analyse fra Energistyrelsen i 2018 blev det anslået, at datacentrene ville kunne levere op til 3.4 TWh overskudsvarme til fjernvarmeforsyningen, svarende til 10% af fjernvarmens leverance eller 180.000 boliger. Senest, med udbygningen af nye datacentre, skønner Energistyrelsen, at det er helt oppe på 8,5 TWh overskudsvarme, som kunne ryge i fjernvarmerørene..
Håbet om så høj udnyttelse må nok forblive en drøm, da flere udfordringer er gældende for de nuværende datacentre, og med etableringen af nye datacentre synes man at glemme, at tænke på ressourceudnyttelse af deres overskudsvarme til fjernvarme. Man må ellers sige at især spildvarme fra elbaserede processer, som i et datacenter, er blevet en slags kæledægge i den seneste afgiftslov om overskudsvarme, idet det helt er fritaget fra afgifter.
Overskudsvarme er en fremragende varmekilde
For mange handler det først og fremmest om at sikre en grøn og sikker elforsyning sammen med et sikkert, men udnyttelse af overskudsvarme burde i det mindste komme ind på prioritetslisten lige efter.
Ligesom resten af Danmark er i gang med at udvikle og omlægge i takt med den grønne omstilling, så kigger fjernvarmen ind i en fremtid, hvor der skal bruges gode, stabile og billige varmekilder, som via et løft fra kollektive varmepumper kan blive til billig og grøn varmeforsyning til boligerne.
Her er overskudsvarme fradatacentre en fremragende varmekilde, fordi de kan levere en stabil temperatur året rundt til fjernvarmens varmepumper. Hvis Danmark skal få gavn af potentialet på 8,5 TWh overskudsvarme, så er det vigtigt at dykke ned i, hvorfor det går så trægt med udnyttelsen af overskudsvarme i Danmark.
Der mangler samarbejde og dialog
Der er flere årsager til det går trægt med at få overskudsvarmen fra datacentrene koblet på fjernvarmen. Først og fremmest har mange store datacentre været anbragt alt for langt væk fra fjernvarmen. Det gør det næsten umuligt at få økonomi i et overskudsvarmeprojekt, der kræver rørlægning og investeringer fra både fjernvarmeselskab og virksomhed.
Dernæst er der også enkelte fjernvarmeselskaber, som ikke i øjeblikket har energimæssigt plads til store mængder overskudsvarme, fordi der fra fjernvarmeselskabets side skal sikres et afbalanceret og flerstrenget produktionsmiks. Hvis den potentielle varmemængde fra datacentret er for stor, vil det være for risikabelt for fjernvarmen at takke ja til en aftale, da forsyningen dermed ville blive for afhængig af én varmekilde. Derudover er det i høj grad også et spørgsmål om tillid mellem parterne.
Fjernvarmeselskaberne vil gerne levere så konkurrencedygtig varme som muligt til forbrugerne. Kan varme fra datacentret sænke prisen i det eksisterende produktionsmiks, går man efter det. Men der kan være en tendens til at se datacentre som en risikabel part at indgå en leveranceaftale med.
Begge parter skal lave investeringer i forbindelse med at nyttiggøre overskudsvarmen fra datacenter i fjernvarmen. De investeringer bliver som regel afskrevet over adskillige år. Her kommer risikoen for især fjernvarmeselskabet, hvis datacenteret under afskrivningsperioden flytter eller af en eller anden grund er nødt til at lukke, så risikerer fjernvarmeselskabet at stå tilbage med regningen- og den ryger videre til forbrugerne i form af højere priser.
Den risiko kan dog i høj grad afhjælpes ved at begynde en dialog mellem parterne for at lære hinandens vilkår og tidshorisont bedre at kende.
Nyttiggør overskudsvarmen
Dér, hvor regnskabet for alvor kan forbedres, er ved at nyttiggøre overskudsvarmen. Derfor har Dansk Fjernvarme og Danish Datacenter Industry (DDI) indgået et samarbejde, som skal munde ud i mere overskudsvarme fra datacentrene til radiatorerne.
Et datacenters energieffektivitet måles i et PUE-tal (power usage effectiveness, red.). Tallet udtrykker forholdet mellem datacentrets totale strømforbrug, inklusive strøm til køling og øvrige støttesystemer, og den strøm, der rent faktisk bruges af selve it-udstyret. Jo lavere tal, des bedre effektivitet.
I dag kører datacentre ifølge DDI med en PUE på omkring 1,3-1,4. Men hvis et datacenter leverer overskudsvarme til fjernvarmen, burde den solgte energi trækkes fra det totale strømforbrug. Det kunne bringe et typisk datacenter ned på en PUE omkring 0,5-0,6.
PUE’en er et vigtigt konkurrenceparameter for datacenteroperatørerne, ligesom datacentrets grønne regnskab også bliver mere og mere afgørende for at tiltrække både offentlige og private erhvervskunder.
Begge dele giver datacentrene et sundt incitament for at lave aftaler med fjernvarmen.
Samtidig med at nyttiggørelse af datacentrenes overskudsvarme er blevet et varmt emne i Danmark, er EU også begyndt at indstille sit lovgivningsmæssige sigte på at nyttiggøre mere af varmen fra serverne.
Måske gunstige ændringer på vej fra EU
I EU-Kommissionens nye store lovpakke ‘Fit for 55’, der skal sætte unionen på kurs mod at reducere udledningerne af drivhusgas med 55 procent frem mod 2030, skærpes en række krav til, hvordan udnyttelse af overskudsvarmen skal tænkes ind i etableringen af datacentre fremadrettet.
Blandt andet lægger Kommissionen op til, at datacentre generelt skal ‘øge andelen af benyttet overskudsvarme’, samt at datacentre over 1 MW skal foretage en cost-benefit-analyse af, om overskudsvarmen kan nyttiggøres. Hidtil har dette krav kun omfattet større datacentre på over 20 MW.
EU-Kommissionens udspil skal først forhandles på plads i løbet af efteråret, og det er langtfra sikkert, at de skærpede krav, bliver til virkelighed.
Derfor kan vi ikke alene vente på, at der bliver lovgivet om brugen af overskudsvarme i fjernvarmen. I stedet er det vigtigt allerede nu at arbejde med en bedre dialog mellem datacentre og fjernvarmeselskaber, ligesom at placeringen af kommende datacentre i højere grad skal styres på nationalt plan, så man undgår, at de kommer til at ligge for langt fra fjernvarmen, eller at de klumper sig sammen i ét område, hvor varmen ikke får værdi for samfundet.
(Indlægget blev oprindeligt bragt i GridTech den 11. august 2022)
Skriv kommentar