ARI lukker øjnene for problemet ved lovforslaget om affaldsforbrænding

I et debatindlæg i WasteTech 18. april skriver Niels Bukholt fra Affalds- og Ressourceindustrien, som hører  under DI, at det er en falsk modsætning at sætte den konkurrenceudsættelse, der er lagt op til i lovforslaget om affaldsforbrænding, op i mod mulighederne for at etablere CO2-fangst.

Karin Klitgaard og Troels Ranis fra DI var ude med samme budskab i et debatindlæg i Altinget 27. marts, hvor de konkluderede, at lovforslaget om affaldsforbrænding ikke vil skade mulighederne for CO2-fangst.

ARI forholder sig ikke til hovedproblemet i lovforslaget om affaldsforbrænding om, at der i 2027-2029 skal indføres stramninger i konkurrencen, der skal få 30 pct. til at gå konkurs i senest 2030. ARI  forholder sig derfor heller ikke til den usikkerhed, det vil skabe i de næste 5-7 år om, hvilke anlæg der skal lukke og hvilke der vil overleve.

Senere indførelse af ukendte stramninger

I Dansk Fjernvarme undrer vi os over, at der fortsat i DI drages disse konklusioner, uden at de forholder sig til det, som er hovedproblemet i lovforslaget – at der på et senere tidspunkt skal indføres stramninger i konkurrencen, som ikke er kendte på forhånd, og som skal få 30 pct. af kapaciteten til at gå konkurs i senest 2030.

Det har vi gjort DI opmærksomme på ved flere lejligheder, og det fremstår efterhånden som om, at DI bevidst lukker øjnene for dette hovedproblem i lovforslaget.

Er det DI’s opfattelse, at den usikkerhed, udsigten til ukendte stramninger vil medføre de næste 5-7 år, er uproblematisk? Er det DI’s opfattelse, at man sagtens kan investere i CO2-fangst, selv om man først om 5-7 år finder ud af, om man skal gå konkurs eller overleve? Hvad vil DI’s holdning være, hvis der senere skulle indføres ukendte stramninger, som skulle få 30 pct. til at gå konkurs, på nogle af DI’s medlemmers områder?

I Dansk Fjernvarme ser vi dette element om en senere indførelse af ukendte stramninger som hovedproblemet i lovforslaget.

Vi er ikke modstandere af konkurrence

Vi er ikke modstandere af konkurrence, og det er ikke konkurrencemodellen, der i sig selv er problemet. Det eneste problem vi ser i selve konkurrencemodellen er, at den på sigt vil resultere i, at både husholdninger og DI’s medlemmer i industrien vil komme til at betale højere priser for at få afbrændt deres restaffald, når priserne kommer op på det langsigtede niveau for importeret affald.

Det er vores vurdering, at det langsigtede prisniveau for importeret restaffald til forbrænding vil være højere end de gennemsnitspriser, man indtil nu har betalt for at få afbrændt sit restaffald i Danmark. Forklaringerne på det er især, at der i de næste mange år fortsat vil være underkapacitet på europæiske forbrændingsanlæg, og at der desuden nu er udsigt til, at der også i andre europæiske lande end Danmark og Sverige (i modsætning til nu) fremover skal betales EU-kvoter for CO2-udledninger fra affaldsforbrænding. Det vil få priserne for at komme af med sit restaffald til at stige.

Overgangen til en konkurrencemodel, hvor prisniveauet må forventes at afspejle importpriserne, vil derfor ikke i sig selv få anlæg til at gå konkurs. Det vil tværtimod give selskaberne bedre betaling for at afbrænde restaffald.

Hovedproblemet i lovforslaget er derfor især, at der så på et senere tidspunkt skal indføres stramninger i konkurrencen, der kan få 30 pct. af kapaciteten til at lukke. Det vil som nævnt føre til en usikkerhed, som vil få en række negative konsekvenser.

Hele modellen skal på bordet med det samme

Vores forslag er: Hvis der skal indføres stramninger i konkurrencen, skal de på bordet fra start, så der bliver klare, stabile og gennemsigtige rammebetingelser for konkurrencen mellem affaldsenergiselskaberne.

Det burde såvel DI, som alle andre, kunne bakke op om. Vi har i hvert fald endnu til gode at høre fra nogen, som synes, at det er en rigtig god ide at skabe så store usikkerheder om, hvad der senere kan forventes af ukendte stramninger i en branche, som står foran at skulle i gang med store investeringer i klimaforbedringer.