Gå til hovedindhold

Dansk Fjernvarme til DI: Har I forstået problemet ved lovforslaget om affaldsforbrænding?

DI forholder sig ikke til hovedproblemet i lovforslaget om affaldsforbrænding om, at der i 2027-2029 skal indføres stramninger i konkurrencen, der skal få 30 pct. til at gå konkurs i senest 2030. DI forholder sig ikke til den usikkerhed, det vil skabe de næste 5-7 år, skriver Michael Fibiger i dette indlæg.

29. mar. 2023
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    I et debatindlæg i Altinget 27. marts konkluderer Karin Klitgaard og Troels Ranis fra Dansk Industri, at lovforslaget om affaldsforbrænding hverken vil skade energiforsyningen eller mulighederne for CO2-fangst. Konklusionerne er blandt andet baseret på, at man kan erstatte varmen fra de affaldsforbrændingsanlæg, som skal gå konkurs, med varmepumper og overskudsvarme fra industrien.

    Det er i sig selv ikke uden udfordringer. Men i Dansk Fjernvarme undrer vi os især over, at DI drager disse konklusioner, uden at forholde sig til det, som er hovedproblemet i lovforslaget – at der på et senere tidspunkt skal indføres stramninger i konkurrencen, som ikke er kendte på forhånd, og som skal få 30 pct. af kapaciteten til at gå konkurs i senest 2030.

    Er det DI’s opfattelse, at den usikkerhed, det vil medføre i de næste 5-7, er uproblematisk? Er det DI’s opfattelse, at man sagtens kan investere i CO2-fangst, selv om man først om 5-7 år finder ud af, om man skal gå konkurs eller overleve? Og er det DI’s opfattelse, at denne usikkerhed om den billigste form for fjernvarme ikke har betydning ift. planer om at udrulle fjernvarme i mange af gasområderne?

    I Dansk Fjernvarme ser vi dette element om en senere indførelse af ukendte stramninger som hovedproblemet i lovforslaget.

    I Dansk Fjernvarme ser vi dette element om en senere indførelse af ukendte stramninger som hovedproblemet i lovforslaget.

    Michael Fibiger, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme

    Højere priser for DI’s medlemmer

    Vi er ikke modstandere af konkurrence, og det er ikke konkurrencemodellen, der i sig selv er problemet. Problemet i selve konkurrencemodellen er alene, at den på sigt vil resultere i, at både husholdninger og DI’s medlemmer i industrien vil komme til at betale højere priser for at få håndteret deres restaffald, når priserne kommer op på det langsigtede niveau for importeret affald.

    Det er vores vurdering, at det langsigtede prisniveau for importeret restaffald til forbrænding vil være højere end de gennemsnitspriser, man indtil nu har betalt for at få afbrændt sit restaffald i Danmark. Forklaringen på det er især, at der de næste mange år fortsat vil være underkapacitet på europæiske forbrændingsanlæg, og at der desuden nu er udsigt til, at der også i andre europæiske lande end Danmark og Sverige (i modsætning til nu) fremover skal betales EU-kvoter for CO2-udledninger fra affaldsforbrænding. Det vil få priserne for at komme af med sit restaffald til at stige.

    Giv os langsigtet sikkerhed
    Overgangen til en konkurrencemodel, hvor prisniveauet må forventes at afspejle importpriserne, vil derfor ikke i sig selv få anlæg til at gå konkurs. Det vil tværtimod give selskaberne bedre betaling for at afbrænde restaffald.

    Hovedproblemet i lovforslaget er derimod forudsætningen om, at der på et senere tidspunkt skal indføres stramninger i konkurrencen, der kan få 30 pct. af kapaciteten til at lukke. Det vil føre til en usikkerhed, som vil få en række negative konsekvenser.

    Vores forslag er derfor: Hvis der skal indføres stramninger i konkurrencen, skal de på bordet fra start, så der er klare, stabile og gennemsigtige rammebetingelser for konkurrencen mellem affaldsenergiselskaberne.

    Dette indlæg har været bragt i Altinget.dk onsdag den 29. marts 2023.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...