Kritisk infrastruktur er blevet geopolitik, men Danmark mangler stadig en plan

Af: MAGNUS SKOVRIND PEDER PEDERSEN Direktør, Tænketanken Brundtland; CARL-EMIL LARSEN Direktør, DANVA; KIM MORTENSEN Direktør, Dansk Fjernvarme; LISE LOTTE TOFT Direktør, Danske Vandværker; THOMAS POULSEN Lektor, CBS; LYDIA CALLESEN Formand, 3F Offentlig; JENS BOMANN CHRISTENSEN Direktør, Brancheforeningen Cirkulær; STINE BARDELEBEN HELLES Forperson, Klimabevægelsen.

I disse år tager regeringer verden over kontrollen over kritisk infrastruktur tilbage for at sikre befolkninger og forsyningslinjer. Det er den vending, Danmark skal tage del i. Både for at styrke vores sikkerhed og bæredygtige udvikling.

For hvis man følger infrastrukturen gennem landskabet, er det tydeligt, at vi er langt mere afhængige af fælles systemer, end vi ofte erkender.

Nederst ligger det, vi sjældent ser. Rørene og kablerne. Et netværk, der forbinder husholdninger, virksomheder og institutioner i et kredsløb af vand, data og energi.

Over jordoverfladen kender vi det. Veje, jernbaner og broer, der gør afstande overkommelige. Havne, hvor varer skifter hænder, og som i stigende grad udfordres af handelskrige.

Endnu højere oppe rejser energien sig i landskabet. Kraftvarmeværker, genbrugspladser, vindmøller og solceller. De store anlæg, hvor samfundets behov for strøm, ressourcer og varme sikres. Indtil afhængigheden af energi udefra viser en strategisk sårbarhed.

Og øverst bevæger infrastrukturen sig i luften. Højtransmissionsnettet, der fører energien. Lufthavne og flyruter, der forbinder Danmark med resten af verden og dermed også med de konflikter, der former den globale økonomi.

Det er det moderne livs byggesten. Og de er oftest alle sammen ejet af danskerne i fællesskab enten via staten, kommunerne eller forbrugerejede selskaber. Når det fungerer, tænker vi ikke over dem. Når det ikke gør, mærker vi det med det samme.

Derfor er spørgsmålet om ejerskab et spørgsmål om, hvem der i sidste ende har ansvaret for, at disse kritiske systemer fungerer. Ikke blot i dag, men også om 10, 20 og 50 år.

Danmark har historisk haft en stærk position netop her. Vores forsyningssektor er blandt de mest velfungerende i verden med høj stabilitet, effektiv ressourceudnyttelse og en bemærkelsesværdig evne til at koble sektorer sammen.

Fjernvarmen har gjort det muligt at levere billig og stabil varme i stor skala. Vandforsyningen opererer med et spild, der er blandt de laveste i Europa, og energieffektive renseanlæg, som er et eksempel for resten af verden. Samspillet mellem el, varme, affald og vand gør det muligt at udnytte ressourcer, som andre steder går tabt.

Det er ikke opstået tilfældigt. Det er resultatet af planlægning, langsigtede investeringer og en organisering, hvor ejerskabet i vidt omfang har været forankret i fællesskabet. Det har givet fordele for Danmark.

En systematisk gennemgang af forskningen viser, at fjernvarme under demokratisk ejerskab gennemgående er billigere for forbrugerne. I de studier, der korrigerer for forskelle mellem selskaber, ligger priserne i kommercielle selskaber typisk flere procent højere, i nogle tilfælde op mod en fjerdedel. Lignende ser det ud i vandsektoren.

Og vigtigst: Demokratisk ejerskab hænger sammen med flere grønne investeringer. I EU har offentligt ejede energiselskaber haft op mod 14 procentpoint højere andel grønne investeringer end kommercielle.

Et af de mest sejlivede argumenter i debatten er forestillingen om, at demokratisk ejerskab nødvendigvis fører til dårligere ledelse.

Men studierne viser, at bestyrelserne i de danske forsyningsselskaber i vidt omfang er sammensat af personer med ledelseserfaring og teknisk indsigt. Det er en verden, hvor kompetencerne kombineres med ansvar for samfundet.

Alt sammen peger det på, at vores tradition for planlægning og demokratisk ejerskab af infrastruktur kan sikre os som forbrugere og levere på samfundsmål.

I flere år har en anden tænkning imidlertid fået større indflydelse. En økonomisk logik, hvor effektivitet måles snævert, hvor konkurrence anses som det primære styringsredskab, og hvor staten i stigende grad optræder som regulator frem for som aktiv deltager.

Den tænkning har sat sig dybt i de institutioner, der former dansk økonomisk politik. I Finansministeriet, i De Økonomiske Råd og i interesseorganisationerne. Problemet er, at resten af verden har rykket sig. Techindustriens styrke på den anden side af Atlanten er baseret på en aktiv investering fra den amerikanske stats side i at sikre militærteknologisk overlegenhed. Kina har i årtier arbejdet med en statsligt drevet udviklingsmodel, hvor strategiske sektorer planlægges og understøttes.

Samtidig tager vores europæiske naboer kritisk infrastruktur tilbage på fællesejede hænder. Senest har Holland vedtaget lovgivning efter dansk forbillede med krav om demokratisk majoritetsejerskab i fjernvarmesektoren, og store byer som Hamborg, Paris og Berlin har taget forsyningen tilbage på kollektivt ejerskab i sådan en grad, at 90 pct. af vandforsyningen i verdens store byer i dag er demokratisk ejet.

I det lys fremstår det mindre overbevisende at fastholde en forestilling om, at ejerskabet over fællesejet infrastruktur og planlægning efter samfundshensyn ikke skal være grundstenen for vores forsyningssektor.

For der er brug for planlægning, hvis vi skal af med gassen, reducere vores importerede og sorte energi, fange kulstof, hvor kraftværker stadig udleder CO2, sikre el-opkobling til vores forsyningssektor og beskytte vores drikkevand. Og de fællesejede selskaber, der løfter opgaven, skal netop kunne det: planlægge langsigtet.

Samtidig er det værd at se nøgternt på de bevægelser, som trækker i den modsatte retning. Opstilling af solceller og vindmøller på land står bomstille pga. manglende lokal inddragelse og ejerskab. Diskussionerne om Energinets fremtid vender med jævne mellemrum tilbage. Fibernet er blevet genstand for salg og opsplitning.

Nye områder som CO2-transport og -lagring kan ende som fuldt privatiseret infrastruktur uden nævneværdig statslig involvering og koordinering, kontrolleret af ganske få aktører. Affaldssektoren er i et vist omfang allerede kommercialiseret – og trues af mere – uden at gevinsterne kan findes.

Og i både vand-, el- og fjernvarmesektoren vokser risikoen for, at de demokratiske ejere gradvist skubbes ud af ledelsen gennem regulering, der i praksis ændrer styringsformen.
Det er en udvikling mod fragmentering netop i en tid, hvor behovet for sammenhæng, kontrol og langsigtet planlægning er større end nogensinde. Kort sagt: Vi har brug for en ny retning for vores infrastruktur.

En kommende regering bør tage denne opgave på sig og formulere en samlet strategi for Danmarks forsyning og kritiske infrastruktur.

En strategi, der sætter planlægning på tværs af sektorer i højsædet. Som sikrer, at investeringer i klimatilpasning, grøn omstilling og sikkerhed kan gennemføres uden at blive bremset af snævre effektiviseringskrav. Som anerkender forsyningssektorens rolle som kritisk infrastruktur og indretter styringen derefter.

Og som bygger videre på den danske forsyningsmodel, hvor nonprofit og demokratisk ejerskab har vist sig i stand til at levere både stabile priser og langsigtede grønne investeringer.

Arbejdet bør understøttes af en ekspertgruppe, der kan belyse, hvordan det demokratiske ejerskab og borgernes direkte engagement kan styrkes, og hvordan det kan bidrage til en mere sammenhængende udvikling af infrastrukturen.

Danmark har historisk haft en særlig styrke i evnen til at kombinere marked og fællesskab, konkurrence og planlægning, private initiativer og offentligt ansvar. Den styrke er ikke blevet mindre. Men i dag er der behov for, at vi udvikler den. Det er den opgave, der ligger foran en ny regering.

Der er brug for planlægning, hvis vi skal af med gassen, reducere vores importerede og sorte energi, fange kulstof, hvor kraftværker stadig udleder CO2, sikre el-opkobling til vores forsyningssektor og beskytte vores drikkevand.