Gå til hovedindhold
Jura

Høringssvar: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning og forskellige andre love

Dansk Fjernvarme har udarbejdet høringssvar om lovforslag til ændring af elforsyningsloven (Journalnummer 2021-9667).

27. aug. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Lovforslaget har til formål at ændre elforsyningslovens formålsbestemmelse, forenkle el-forsyningsloven, ophæve reglerne omkring PSO-betalingerne, afskaffe udligningsordningen for el-producenter, åbne op for små VE-anlæg kan nettoafregne, justere den økonomiske regulering samt adskille netvirksomhedernes monopolaktiviteter.

    Hovedproblemstilling
    Der ændres i elforsyningslovens formålsbestemmelser. Formålsbestemmelserne indeholder fortsat ikke bestemmelser om at understøtte virksomheders konkurrenceevne.

    Der er generelt lukket for at eksisterende el-producenter kan få adgang til nettoafregning, hvis de ikke har det i forvejen. Forslaget åbner op for at små VE-produktionsanlæg via ansøgning kan få adgang til nettoafregning, men holder fortsat øvrige producenter væk fra muligheden.

    Det nuværende tarifsystem sender ikke omkostningsægte prissignaler for VE-producenter, da disse via indirekte tilskud får finansieret deres tilslutning samt friholdes for betaling af indfødningstarif så længe der gives tilskud. Det medfører at VE-produktionsanlæg ikke indpasses i det danske el-system i forhold til geografisk behov for produktionskapacitet.

    Konklusion
    Dansk Fjernvarme foreslår, at formålsbestemmelserne udvides til at understøtte konkurrencedygtige tariffer for virksomheder herunder fjernvarmeselskaber.

    Dansk Fjernvarme foreslår, at alle egenproducenter skal gives mulighed for at nettoafregne egetforbrug, hvilket giver mulighed for at modvirke forventede højere indfødningstariffer.

    Dansk Fjernvarme bifalder omkostningsægte tariffer for alle også VE-producenter. Systemet bør indrettes således, at Energinet afregner på snittet mellem transmission og distribution, at faste omkostninger betales af faste bidrag, at variable omkostninger betales af variable bidrag, og at producenter betaler for transport af den elektricitet, som sendes ud af det pågældende net i form af eksport. Afbrydelige forbrugere og producenter, som ikke indgår i dimensioneringen af elnettene, bør ikke bidrage til kapacitetsomkostninger. 

    Det fulde høringssvar kan hentes i pdf-form herunder:

    DFj - Høringssvar elforsyningsloven - 27. august 2021

    Andre klikkede på...