Gå til hovedindhold
Energipriser

Høringssvar vedrørende anmodning om udsættelse af indtræden på PICASSO

Energinet har opfordret alle aktører til at sende et høringssvar på høringsmaterialet omkring anmodning om udsættelse af indtræden på PICASSO. Dansk Fjernvarme har som brancheorganisation for en lang række aktører, udarbejdet et høringssvar.

23. nov. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Energinet indkøber flere forskellige typer reserver og systemydelser, hvoraf automated frequency restoration reserve (aFRR), er ét af disse produkter. Til disse indkøb sondres mellem indkøb af kapacitet og energi, hvor kapacitet er indkøb af et anlægs rådighed i gældende periode, mens betaling for energien er for den faktiske energileverance fra anlægget.

    Hovedproblemstilling

    Energinet ønsker at anmode om maksimal udsættelse af tiltrædelse af den europæiske aFRR platform (PICASSO), og ønsker dermed udskydelse fra 24. juli 2022 til og med 24. juli 2024. 

    En udsættelse af indtræden på PICASSO vil medføre, at mange aktører i endnu to år vil blive afskåret for muligheden for at deltage i et aFRR marked. Dansk Fjernvarme er derfor ikke enig med Energinet i, at en udsættelse ikke har nogen væsentlige konsekvenser for ikke-diskrimation.

    Begrundelse

    Energinet indkøber sekundær reserve (aFRR) ud fra deres behov som pt. er +/- 100 MW i DK1. Mængden indkøbes ved afholdelse af månedsauktioner. Energinet udvælger buddene således, at det samlede behov dækkes med mindst mulige omkostninger. Buddene kan ikke splittes op. Denne metode har bevirket en de facto grænse på 50 MW. Derfor er det kun aktører der kan levere +/-50 MW i Vestdanmark (DK1), der kan byde ind på sekundærreserven i dag. Når aktører har vundet aFRR rådigheden forpligter de sig til at reservere denne kapacitet, og kapaciteten skal fremgå af aktørens køreplaner. Selve leverancen af energi afregnes i dag til +/- 100 kr./MWh, dog mindst op/ned-regulerkraftprisen.

    Ved indtrædelse på PICASSO adskilles forpligtelsen til at levere energi fra kapacitetsmarkedet. PICASSO er platformen for energileverancen. Ved indtræden på PICASSO bliver budstørrelsen 1 MW. Der kommer særskilte aktiveringer for op- og nedregulering, og der afregnes efter marginal pris. Disse forskelle fra i dag bevirker, at langt flere aktører kan deltage i dette marked.

    Der er i dag ikke et aFRR marked i DK2, herunder hverken et energiaktiveringsmarked eller et kapacitetsmarked. Det senest udmeldte fra Energinet vedr. kapacitetsmarkedet er, at Energinet har besluttet at opstarte aFRR indkøbet i DK2 ved go-live af det nordiske aFRR-kapacitetsmarked. Der er ikke endnu ikke meldt en officiel tidsplan for go-live af dette, men det forventes, at udmeldingen sker ved udgangen af i år. Metode for afregning af energileverancen ligger til godkendelse ved Forsyningstilsynet, og behandlingstiden her er endnu ukendt. Det er beklageligt, at aFRR markedet i DK2 er udskudt i flere omgange. Dansk Fjernvarmes medlemmer har en interesse i hurtigst muligt at kunne deltage i markedet.

    Efter Dansk Fjernvarmes opfattelse er der flere aktører, der allerede har talt med deres balanceansvarlige om at foretage de nødvendige investeringer for at være forberedt til at levere på det europæiske energimarked for aFRR, PICASSO. Derfor har det negative økonomiske konsekvenser for danske aktører at udsætte dansk indtræden på PICASSO.

    Dansk Fjernvarme opfordrer derfor til ikke at udsætte indtræden på PICASSO.

    Forbedring af det nuværende aFRR kapacitetsmarked i DK1

    Hvis det ikke er muligt for Energinet at indtræde på PICASSO jf. tidsfristen i forordningen, foreslår Dansk Fjernvarme at ændre udbudsbetingelserne, så indkøb af aFRR kapacitet sker efter prisrækkefølge (Merrit Order List – MOL). Dermed fjernes den nuværende de facto grænse på 50 MW.

    Det vil betyde, at Energinet i en periode forventeligt må indkøbe mere end de nødvendige 100 MW, men Dansk Fjernvarme vurderer, at det vil tiltrække flere aktører og på sigt føre til lavere omkostninger. Desuden vil det give flere aktører incitament til at forberede sig til indtrædelse på PICASSO.

     

    Andre klikkede på...