Gå til hovedindhold
Afgifter & Tilskud

Høringssvar vedrørende udkast til bekendtgørelse om energieffektiviseringsordning for overskudsvarme

Dansk Fjernvarme har afleveret sit høringssvar til Energistyrelsen om energieffektiviseringsordning for overskudsvarme (J.nr.2021-9354).

29. nov. 2021
Ældre end 24 mdr.
Tekst af Anders Balle Jørgensen, abj@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Dansk Fjernvarme har udarbejdet høringssvar om udkast til bekendtgørelse om energieffektiviseringsordning for overskudsvarme, der er en frivillig ordning for leverandører af overskudsvarme.

    Virksomheder kan ved indgåelse af aftale med Energistyrelsen fritages for overskudsvarmeafgiften. Der er tale om fritagelse af overskudsvarmeafgift af overskudsvarme, som stammer fra fossile brændsler.

    Hovedproblemstilling

    Det fremgår ikke klart og tydeligt fra hvilket tidspunkt, der kan opnås afgiftsgodtgørelse; herunder om der kan gives tilsagn om afgiftsgodtgørelse allerede på projekteringstidspunktet, idet tilsagn kan være forudsætning for indgåelse af aftale om levering af overskudsvarmeaftale.

    Der er risiko for at kravene bliver for omfattende og komplicerede for mindre overskuds-varmeleverandører. Tilsvarende er der fare for at virksomheder ikke vil deltage i ordningen, idet tilbagebetalingskravet overstiger deres egne rammer på typisk 3 år.

    Konklusion

    Der er behov for en tydeliggørelse af, om der kan gives tilsagn om afgiftsgodtgørelse fra ansøgningstidspunktet, dvs. om der kan opnås godtgørelse i den periode som de tekniske anlæg etableres og energieffektiviseringsordningen implementeres i virksomheden efter tilmelding til ordningen.

    Der er fare for at mindre overskudsvarmeprojekter ikke gennemføres som følge af at omkostningerne til deltagelse i ordningen kan overstige virksomheders gevinst ved levering af overskudsvarme. Dansk Fjernvarme foreslår derfor at en forenklet ordning for små overskudsvarmeleverandører.

    Dansk Fjernvarme foreslår at kravet til investeringer nedsættes fra de foreslåede 5 år til 3 år.

    Generelt

    Det fremgår ikke tydeligt af bekendtgørelsen om virksomheden kan få godtgjort overskudsvarmeafgiften fra ansøgningstidspunktet. Det er fremført i det bagvedliggende lovforslag, som er under behandling pt. i folketinget. Det kan udgøre en risiko for eksisterende overskudsvarmeleverandører, hvis energieffektiviseringsordningen ikke kommer på plads inden afgiftslovgivningen træder i kraft.

    Det fremgår ikke om energigennemgangen for nye overskudsvarmeleverandører kan anmeldes og godkendes inden der etableres et teknisk anlæg, som opsamler overskudsvarmen og leverer den til et fjernvarmeselskab. Tilsagn om godtgørelse af overskudsvarmeafgiften er en væsentlig forudsætning for overskudsvarmeprojekter og derfor bør være muligt at få afklaret afgiftsspørgsmålet inden en overskudsvarmeleverance aftales og etableres.

    Energibesparelser fundet i forbindelse med projektering af overskudsvarmeprojekter bør kunne indgå i energieffektiviseringsordningen.

    Dansk Fjernvarme er generelt bekymret for, at ordningen bliver for kompliceret for mindre overskudsvarmeleverandører, idet omkostningerne til deltagelse let kan udgøre mellem 50.000 – 100.000 kr./år til energigennemgang, eftersyn og verifikation. Det kan derfor være hensigtsmæssigt med en enklere procedure for små leverandører.

    Kravet om gennemførsel af projekter med en tilbagebetalingstid under 5 år er ude af trit med den virkelighed der er i virksomhederne, hvor kravet til investeringer normalt ligger under 3 år. Dansk Fjernvarme forudser, at dette krav kan volde problemer og eventuelt medføre at potentielle leverandører ser bort fra muligheden for at levere overskudsvarme som følge af, at virksomhederne ikke vil binde sig til projekter som går ud over deres egen investeringsramme og krav til investeringer.

     

    Andre klikkede på...